Manfred Mann's Earth Band: Amager Bio, København

Manfred Mann's Earth Band, Amager Bio, København

Manfred Mann's Earth Band: Amager Bio, København

Anmeldt af Christian Weigel | GAFFA

Jeg så Manfred Mann's Earth Band første gang midt i storhedstiden i slutningen af 70'erne. Dengang var det et herligt rockband, med en interessant sætliste med fokus på overraskelse og variation. Meget er sket med dette legendariske band i de sidste 30 år. Et væld af fede musikere har haft sin gang i Earth Band, der opstod første gang i 1972, hvor debutalbummet udkom.

I dag består bandet af bossen Manfred Mann, der fylder 70 år i oktober måned, med sin helt unikke personlige sound samt det eneste tilbageblevne originalmedlem Mick Rogers på guitar/vokal. Sanger denne aften var den tidligere Go West-sanger Peter Cox, der ikke helt leverede varen. Han faldt flere gange helt igennem, da han slet ikke passer stemmemæssigt til MMEB's repertoire, der for hovedpartens vedkommende er indsunget af legendariske Chris Thompson. Derudover består bandet af den solide og lidt anonyme  Steve Kinch på bas samt ikke mindst selveste Jimmy Copley på trommer, der tidligere har spillet med blandt andre Jeff Beck, Magnum, Go West, Toni Iommi m.fl.

Lir og spilleglæde

Drengene i MMEB elsker at spille, og de virker oprigtigt glade for at stå på scenen denne sidste vinterdag i en totalt udsolgt Amager Bio. De har et godt tag i publikum og der bliver klappet og sunget fællessang i alle 100 minutter, så man er ikke i tvivl om, at de har mange fans i salen.

MMEB handler dybest set om lir! Dette kan lyde negativt, men er faktisk positivt ment. MMEB består af blændende musikere, der er taget på tour for at lege sammen. Der bliver spillet solo på solo, og der er ualmindeligt mange guitar/keyboard-dueller. Det er også her, at de får deres stjerner, da mange af disse passager er en fryd for øret, fordi de herrer kan deres kram. Det er jo det, MMEB is all about. Det bliver heller ikke dårligere af, at Jimmy Copley i den grad har et sprudlende og tight trommespil, der virkelig får det hele til at rulle af sted, og det på trods af, at han for et par dage siden brækkede en knogle i foden og derfor kom på scenen med gips og krykker.

Seriøst lir får vi især i "Martha's Madman", "Captain Bobby Scout", "Father of Day, Father of Night" og ikke mindst "Migthy Quinn", hvor vi endda får lidt "Smoke on the Water". "Smoke" er en herlig sang, men samtidig her, hvor det bliver helt tydeligt, at MMEB i dag kammer over i lånte akkorder.

Coverband
MMEB må være et af rockhistoriens første reelle coverbands. Pudsigt nok har MM aldrig rigtigt fået røg for det. Måske fordi MM har haft så stor succes med at eksperimentere med arrangementerne, at ingen har taget notits af, at MM rent faktisk har ret få personlige hits på samvittigheden. MM har igennem hele karrierer gjort et stort nummer ud af at fortolke særligt Bruce Springsteen og Bob Dylan, men også Sting, Bob Marley, Joni Mitchell og mange andre har været gennem MMs vridemaskine.

Men denne aften bliver det næsten for tydeligt, at MM stort set ikke har skrevet noget af blivende karakter. Nuvel, MM har da skrevet eller været med til at skrive flere perler gennem tiderne, men de er bare ofte for skæve til at stå distancen på scenen. Han har altid haft behov for at trække nogle mere iørefaldende sange ind, så helheden blev salgbart. Det er gået godt, fordi performance var i top. Et eksempel på dette er åbningsnummeret Bruce Springsteens "Spirits in the Night", der fungerer rigtigt godt, bortset fra at det passer til Chris Thompson og ikke Peter Cox.

Vi får desuden kæmpehittet "Blinded by the Light" og det evige ekstranummer Bob Dylans "Mighty Quinn". Disse covernumre holder og har da også været fortolket på en MMEB-udgivelse. Det går dog helt galt på et medley bestående af "House of the Rising Sun" og Bruce Springsteens "Dancing in the Dark". Det er elendigt i enhver henseende, måske bortset fra lidt godt lir i midten og stammer desuden end ikke fra en MMEB udgivelse. Mærkeligt træk i betragtning af, at MMEB har indspillet adskillige udmærkede numre gennem de sidste 40 år.

Variation og interessante arrangementer
Manfred Mann's Earth Band er på sin vis et underfundigt band med en helt særegen sound og stilsammensætning. MMEB har i gennem årene haft mange stilarter hæftet på sig; rock, jazz-rock, blues-rock, progressive rock, og Politiken har endda engang kaldt MMEB et heavy-rock-band i forklædning! MMEB skal da også have ros for, at bandet, på trods af varierende stilarter, har formået at fastholde en genkendelig sound.

Manfred Mann har altid været en mester i arrangementer, hvilket også præger denne aften med nye vinkler på gammelkendte sange. Alle de gange, jeg har set MMEB, har han ændret lidt på arrangementerne, hvilket er temmeligt usædvanligt nu om dage, hvor mange bands sætter en ære i at levere varen som på pladen. Man ved aldrig rigtig, hvad man skal forvente, hvilket trækker op i det samlede regnestykke. Nye vinkler kom f.eks. frem i "Martha's Madman" og "Don't kill it Carol"; dog ikke altid til det positive.

Var det så godt nok?
Var det så lige så godt som dengang i 70'erne og 80'erne? Nej, det var det ikke. Når MMEB kører godt, kører det virkeligt godt. Men det kører desværre også skidt ind imellem. Det er for ujævnt, og det bliver desværre for tydeligt, som koncerten skrider frem, at det hele er godt lir indpakket i lånte sange. Sange, der blev spillet bedre før i tiden. Manfred Mann fylder som sagt 70 år i år. Det er lidt imponerende, at han stadig er med, men der er lidt rust i mekanikken, og metaltrætheden er ved at indfinde sig. 4 stjerner, fordi bandet det meste af tiden spiller facinerende godt og med hjertet på rette sted. Det er muligvis en stjerne for meget, men det er jo forår i dag.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA