x
Karl Bartos: Kulturmaskinen, Odense

Karl Bartos, Kulturmaskinen, Odense

Karl Bartos: Kulturmaskinen, Odense

Anmeldt af Jannik Juhl | GAFFA

Lige fra starten har den Odenseanske Klub Golem først og fremmest været kendt som en goth-klub, og har ofte mere været opfattet som et socialt mødested for denne subkultur, end som en traditionel musikalsk arrangørforening. Ikke desto mindre har klubben alle dage haft en nærmest idealistisk åbenhed over for enhver form for undergrund, samt en ganske bred og ambitiøs musikalsk profil. Når det så er lykkedes Golem at få den gamle Kraftwerk-legende Karl Bartos' til det ellers så musikalsk underernærede Odense – som den foreløbige kulmination på en lang række glimrende koncerter – så må det siges at være en solid cementering af, at klubben (også) fungerer som en seriøs del af byens generelle musikliv. Bartos er i den forstand perfekt til lejligheden: Selv om han med fuld ret kan spille en perlerække af de største Kraftwerk-klassikere, og oven i købet supplere med nyt materiale, så kommer han aldrig til at fylde stadions på samme måde som sin gamle gruppe, ene og alene af den simple grund, at der ikke står "Kraftwerk" på plakaten. Og det kan man så synes er en kende uretfærdigt, men omvendt betyder det også, at det faktisk bliver muligt at opleve en legende på et lille spillested i en by som Odense for en sølle halvtredser, og det er jo sådan set ret fantastisk.
 
Samtidig betyder det også, at man i sagens natur ikke kan forvente det samme hyperkontrollerede udstyrsstykke, som man forbinder med – og betaler for – hos Kraftwerk. Bartos og hans medmusiker Mathias Black, var praktisk taget i øjenhøjde med publikum på Klub Golem, og det var nærmest en del af charmen, at der også var små tekniske smuttere, som for eksempel en momentvis alt for lav vokal, eller en bas som i hvert fald i visse dele af salen nærmest druknede mange af synth-melodierne. Den slags ville jo have været pinligt hos "originalerne", men her understregede det blot, at Bartos var parat til at spille under de samme forhold som almindeligt dødelige. En absolut jordnær Bartos, med andre ord, og det klædte ham.
 
Rent indholdsmæssigt var koncerten meget, som man kunne forvente: Alle de gamle travere blev vendt, med blandede udpluk fra solo-karrieren skudt ind mellem dem. Mest overraskende var inklusionen af et langt minimaltechno-nummer, som desværre ikke bød på voldsomt megen idé i sit temmelig lange løb, om end det på en måde var en tiltrængt afveksling til den klassiske electro-lyd, som ellers dominerede stort set fra start til slut. Bortset fra vokal og vocoder så alt ud til at blive afviklet via laptop, og selvom numrene fremstod tidssvarende, med en stram, præcis og bastant komprimeret digital-produktion, så var det i sagens natur så som så med overraskelser undervejs. "Sceneshowet" bestod snarere af det visuelle backdrop, som Bartos kaldte "LiveCinema", uden at det af den grund adskilte sig stort fra, hvad de fleste vj's laver. Under alle omstændigheder arbejdede Bartos primært med det visuelle under koncerten, og skabte en fint flydende billedside, som forholdt sig, om ikke direkte narrativt, så i hvert fald klart tematisk til numrene.
 
Om billedsiden så for alvor løste problemet med den fastlåste laptop-fremførelse, kan nok diskuteres. I sidste enden var det mere kvaliteten af materialet end det var fremførelsen, som gjorde udslaget, men det kan så også være rigeligt, når man er Karl Bartos. I hvert fald tog Odense manden til sig nærmest, som havde der stået Kraftwerk på plakaten. Aldrig tidligere har Klub Golem, og måske heller ikke spillestedet Kulturmaskinen, været så tætpakket, og der var nærmest en regulær sejrsstemning, en voldsom begejstring over, at der for en gangs skyld var kommet noget virkelig stort til byen. Således masser af ros til Golem for at give Odense mulighed for at vise, at byen faktisk kan. Så kan man jo kun håbe, at folk kan tage sig sammen til at vise det lidt oftere, også uden at der nødvendigvis behøver komme levende musikhistorie forbi.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA