x
John Batdorf: Old Man Dreamin'

John Batdorf
Old Man Dreamin'

John Batdorf: Old Man Dreamin'

GAFFA

Album / BatMac Music
Udgivelse D. 02.03.2010
Anmeldt af
Espen Strunk

Siden de tidlige 70'ere har den californiske guitarist og sanger John Batdorf gjort musikken til sin levevej - først med vestkystgrupperne Silver og Batdorf & Rodney og siden som soloartist. Det store gennembrud er imidlertid udeblevet. 70'erne gik med opvarmningsjobs for navne som Fleetwood Mac, Doobie Brothers og mange andre, mens det følgende årti blandt andet bød på en lang række jingles og musik til tv-serier som "Tom and Jerry Kids", foruden tjanser som backingvokalist for en række af tidens populære navne. At et højdepunkt i karrieren har været at forestå musikken til den for et europæisk publikum så godt som uspiseligt sentimentale serie "The Promised Land" taler for sig selv. For selvom Batdorf er en glimrende guitarist og hæderlig sanger, er stilen på den aktuelle udgivelse gennemført gennemsnitlig. At den glade mand på omslaget har fået opfyldt sin amerikanske drøm om et liv i musikken kan kun glæde, men dette udspil demonstrerer samtidig tydeligt, hvorfor John Batdorf er et navn, som vil få klokkerne til at ringe hos de færreste.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA