Skånska Maffian: Skånska Maffian

Skånska Maffian
Skånska Maffian

Skånska Maffian: Skånska Maffian

GAFFA

CD / Eget selskab
Udgivelse D. 15.03.2010
Anmeldt af
Erik Barkman

Det er alt sammen Øresundsbroens skyld. I de gode gamle dage havde Skånska Maffians udbredelse uden tvivl begrænset sig til den svenske hjemmebane, men i dag – hvor broderfolkene blander sig på kryds og tværs, Gud bedre det – er Miko, Mats, Chrille og resten af slænget blevet en sag for den danske musikpresse. Skånska Maffian har omtrent samme eksportpotentiale som Big Fat Snake og lyder lidt derhenad. Eller som et skånsksproget Commotions-coverband med stærkt begrænsede kompetencer. Bag den folkelige røvballerock står en samling joviale spasmagere, der mestrer både lam postmodernisme ("Lord won't you buy me en Harli Deividsån") og instrumentalrock med dyrelyde. Hvis det lyder sjovt, kan den antagelse manes i jorden på stedet: Det er det bestemt ikke. Omvendt er det virkelig svært at tage seriøst. Skånska Maffian skulle aldrig være sluppet ud af den rustikke landevejskro, de uden tvivl spiller i til daglig, og ind i et studie. Faktisk burde en gentagelse kunne forhindres med en slags polititilhold – sagens grelle natur taget i betragtning.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA