x
Broken Bells: ICA, London

Broken Bells, ICA, London

Broken Bells: ICA, London

Anmeldt af Lars Löbner Jeppesen | GAFFA

Det er mere reglen end undtagelsen, at supergrupper har det med ikke at kunne leve op til summen af parterne, og derfor skal de som regel blot ses som et afvekslende eksperiment. Når det så er sagt, så sker det faktisk en sjælden gang imellem, at der opstår særdeles sødmefuld musik, når umage parter sættes sammen. Dette er så sandelig tilfældet med superduoen Broken Bells med The Shins-sangeren James Mercer og producer-esset Brian "Danger Mouse" Burton.

De to ansete amerikanere stødte første gang på hinanden på den regnvåde 2004-udgave af Roskilde Festival, og efter at have holdt kontakten ved lige besluttede de i 2008 at teste, om venskabet kunne holde til en tur i studiet sammen. Resultatet er det selvbetitlede debutalbum, der udkommer næste uge, og i den sammenhæng er duoen draget på en turné, der gerne skulle føre dem tilbage til Roskilde til sommer.

Onsdag aften lagde Londons ICA (Institute of Contemporary Arts) scene til den kun tredje koncert i Broken Bells-regi, og det med en næsten uhørt professionalisme for så "ungt" et band.

Nysgerrige kollegaer var troppet op
Indenfor i den sortmalede teatersal var et par hundrede forventningsfulde publikummer, deriblandt nysgerrige producerkollegaer Mark Ronson, Trevor Jackson og Nigel Godrich, stimlet sammen for at se, hvad den hyperproduktive og træfsikre Burton havde fundet på denne gang. Og efter indledningsvis at have hørt på de brummende lyde fra loop-dingenoten Buddha Machine, blev sløret gelinde løftet for en videreudvikling af det 60'er psykedeliske poprock-univers, Burton kreerede med Beck på dennes seneste album "Modern Guilt".

Ligesom på det kommende album (der blev spillet kronologisk) blev koncerten indledt med den slæbende og sanselige førstesingle "The High Road", og det med en livelyd, der knivskarpt gengav detaljerne i Burton og Mercers umærkelige blend af retrofyldt psych-pop, lo-fi-æstetik og en mere moderne trommelyd med ophav i hiphoppen.

Med sig på scenen havde Mercer og Burton fem hyresvende, og de syv mand må have øvet sig hudløse, for der var ikke én af de 70 fingre, der blev sat forkert i gengivelsen af pladens detaljerige univers.

Størstedelen af koncerten igennem sad den ene af hovedpersonerne, Burton, bag trommerne og fik dermed afsløret, at hans karakteristiske beats ikke er resultat af computerens klippe-klistre-funktion, men derimod er ganske håndspillet.

Selvom den anden hovedaktør, Mercer er blevet kendt og elsket for sin højstemte alt-pop i The Shins, befandt han sig i sit es i den støvblå melankoli, dette nye blide syretrip bød på, og selvom gamle fans måske vil savne The Shins, så bevidner Broken Bells-sangene, at der stadig er tale om en af nyere tids bedste popører.

Overraskende coverversioner som kronen på værket
Nogle ville måske mene, at der manglede noget publikumskontakt fra scenen, men det er altså en fejl at forvente, at alle, der står på en scene partout skal opgejle publikum og især, når musikken som her ikke ligefrem indbyder til gøgl.

Det ville næsten være unfair at fremhæve enkelte numre, for det var så sandelig det stemningsmættede helhedsindtryk, der var koncertens force, men det var nu altså ekstra svært at beherske smilet under "The Ghost Inside" med et nærmest sexet groove og "Mongrel Heart", der udviklede sig til noget, der lød som temaet til en mexicansk lavbudgets-udgave af en James Bond-film.

Efter at albummets ti sange var blevet spillet, var der kun tilbage at vinke farvel og forlade scenen, men det var heldigvis ikke helt ovre endnu. For med to overraskende, men stemningsmæssigt velvalgte coverversioner af henholdsvis Neil Youngs "Don't Let it Bring You Down" og Tommy James and the Shondells' 60'er-perle "Crimson And Clover" blev der lukket ned for en eminent afstemt koncert, der kun kan bidrage til begejstringen om løftet om, at Broken Bells ikke blot er en engangsforestilling


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA