x
I Got You On Tape: VoxHall, Århus (turnéstart)

I Got You On Tape, VoxHall, Århus (turnéstart)

I Got You On Tape: VoxHall, Århus (turnéstart)

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Jeg indrømmer blankt: Jeg havde ikke set det komme. At I Got You On Tape efter tre forholdsvis indadvendte og komplekse plader med sofistikeret og detaljerig art-rock pludselig skulle få tildelt P3 Prisen, styrte op ad hitlisterne og sælge VoxHall ud. Et spillested, de kun kunne fylde halvt op ved deres koncert samme sted for to år siden, selvom stedet dengang kun havde lidt over den halve kapacitet af, hvad det har nu. Men det er både imponerende og fuldt fortjent – og dermed viser P3, at kanalen ikke blot, som vi vidste, er en magtfaktor i dansk musik, men også, at den kan tage chancer og spille andet end det mest hitskabelon-formelskårne pop. Noget, som frekvensen ellers ofte med rette bliver beskyldt for at skamride.

VoxHall var som sagt fyldt til bristepunktet, da I Got You On Tape klokken 22 gik ind på scenen og satte i med "Cabaret", det samme nummer, som også åbner deres seneste album "Spinning For The Cause." En lang, langsom og tung sag, som bestemt ikke lefler for lytteren, og det gjorde I Got You On Tape heller ikke med deres sceneshow, eller mangel på samme. Forsanger Jacob Bellens sad bag to meget store keyboards og fik tilmed sin monitor-lyd leveret i et sæt velvoksne hovedtelefoner. De tre øvrige medlemmer – guitarist Jacob Funch, bassist Jeppe Skovbakke og trommeslager Rune Kielsgaard - var næsten gemt i røg og meget dæmpet scenelys.

Lyden var til gengæld fortrinlig, og det stod klart, at – hvis man ellers skulle være i tvivl – at I Got You On Tapes medlemmer er fremragende musikere. Samspillet var fortrinligt, og Jacob Funch brillerede med en dejligt støjende lyd på sin guitar. I næste sang, "Waking Up The Brotherhood", også fra gruppens seneste album, var især Rune Kielsgaard i fokus med skarpe dobbeltslag på lilletrommen. Jacob Bellens' stemme er et kapitel for sig. Den er dyb og hæs og ikke stor i almindelig teknisk forstand, men fungerer rigtig godt i det nedre register, og når han af og til går et par toner op, er det som lav sol over Århus en tidlig forårsdag efter en lang og hård vinter.

I Got You On Tape fortsatte med "Ace In The Hole", igen fra "Spinning..."-albummet, inden tempoet omsider blev hævet en anelse med titelnummeret fra "Spinning For The Cause", som er blevet et stort radiohit for bandet. En iørefaldende og velskrevet sang, bestemt, men stadig ikke lige et nummer, der griber lytteren i struben og siger "hør mig!". Herefter gik vi igen ned i tempo, og sættet begyndte at inkludere sange fra I Got You On Tapes to første og bestemt også udmærkede album, blandt andet den spændingsfyldte, staccato-orienterede, kantede og meget fine "Hammertime" fra gruppens andet album med den opfindsomme titel "2". Alt sammen stadig i forholdsvis afdæmpet hastighed og med masser af fine musikalske nuancer, blandt andet fra Jacob Bellens' keyboard.

Hvad drikker Møller?

Gruppen var tydeligvis glade for det store fremmøde, og Jacob Bellens takkede flere gange hjerteligt det tilfredse publikum, men holdt sig ellers til korte, ikke alt for skarpe kommentarer som "Hvad drikker Møller?" og siden "Hvad drikker Rasmussen?" (Om sidstnævnte var møntet på en af landets tre seneste statsministre, skal være usagt.) Men musikken skulle jo også gerne kunne tale for sig selv.

Mod slutningen af sættet kom der igen lidt gang i den i form af den forholdsvis pågående "Prophet Rock" med en lang støjende outro af Jacob Funch, inden hovedsættet sluttede af med endnu et P3-hit, den smukke, disillusionerede "Somersault" fra I Got You On Tapes forrige album. På dette tidspunkt var Jacob Bellens' ellers flotte stemme desværre kommet til at lyde en anelse brugt – men dog kun en anelse.Bandet kom dog på scenen igen, og aftenens mest underholdende og overraskende moment indtraf, da Jacob Bellens begyndte at spille den velkendte intro til Cut'n'Moves "Get Serious" på sit keyboard. Han kom dog hurtigt tilbage til det musikalske hovedspor i form af først endnu en af I Got You On Tapes hurtigere sange, "Sticks And Bars" fra debuten, inden det hele kulminerede i "Wedding Song", der også lukker orkestrets seneste album. En i I Got You On Tape-sammenhæng usædvanlig hurtig og guitarstøjende sang, som med al sin feedback og forvrængning giver visse mindelser til senfirsernes engelske shoegazing-scene med My Bloody Valentine i spidsen.

Publikum og band sagde pænt farvel til hinanden, og dermed kunne man glæde sig over en fin koncertaften med et velspillende band, god lyd og venlige og velopdragne tilskuere. Skulle man komme med et par indvendinger, må det være, at numrene måske generelt lå lidt for tæt på pladeversionerne af samme uden de store improvisationer – bortset fra lidt ekstra guitarstøj fra Jacob Funch – og at I Got You On Tapes musik, alle dens kvaliteter til trods, måske ender med at appellere lidt for meget til intellektet og lidt for lidt til følelserne. Musikken er af den type, der får de kræsne musikelskere til at klø sig i hagen og tænke "Det dér var godt fundet på," men man bliver ikke ligefrem revet med eller væltet over ende af den. Jeg gør i hvert fald ikke. Dér går Jacob Bellens' andet band, de også snart turnéaktuelle Murder, nok mere til mit hjerte med deres mere akustiske og nedbarberede sange. Men I Got You On Tape er bestemt bedre end så mange andre – og giv dem endelig så meget spilletid på P3 som overhovedet muligt.

Opvarmning: Creeping Death ***

Inden I Got You On Tape gik på scenen, fik vi en halv times opvarmning ved et mig ganske ukendt band ved navn Creeping Death. Og nej, der var ikke tale om et Metallica-kopiband eller for den sags skyld et bare minimalt metal-orienteret orkester. Tværtimod er Creeping Death tre teeangedrenge, som spiller elektronisk musik frembragt via computer, diverse effekter, bas, trommer og en smule forvrænget vokal – og i øvrigt ligner Oh No Onos mindre søskende. Musikken var i perioder stemningsfuld og interessant, men virkede andre gange ufærdig og skitseagtig og fik ikke mit blod voldsomt i kog. Men Creeping Death er unge og har dermed tiden for sig. Jeg vil dog anbefale dem at skifte navn – medmindre de altså gerne vil have nogle tjanser i den nærmeste rockerklub eller den lokale ungdomsskole som kopiorkester.

 

I Got You On Tapes turné fortsætter til følgende byer:

05 Mar 2010     20:00 Plantagehuset, Thisted
06 Mar 2010     20:00 Pitstop, Kolding
11 Mar 2010     20:00 Templet, Lyngby
12 Mar 2010     20:00 Forbrændingen, Albertslund
13 Mar 2010     21:00 Kansas City, Odense
18 Mar 2010     21:00 Sønderborghus, Sønderborg
19 Mar 2010     20:00 Studenterhuset, Aalborg
20 Mar 2010     20:00 Fermaten, Herning
21 Mar 2010     20:00 Elværket, Holbæk
25 Mar 2010     20:00 Gimle, Roskilde
26 Mar 2010     20:00 Musikhuzet, Rønne
27 Mar 2010     20:00 Pumpehuset, København

Billetter til koncerterne kan købes via GAFFA Live.

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA