x
Dave Matthews Band: Falconer Salen, København

Dave Matthews Band, Falconer Salen, København

Dave Matthews Band: Falconer Salen, København

Anmeldt af John Fogde | GAFFA

Aftenen åbnede med et diskret fist-bumb mellem trommeslager Carter Beauford og Dave Matthews, og herefter fulgte en næsten tre timer lang energiudladning, hvor det syv mand store orkester blæste gennem materiale fra bandets snart tyve år lange karriere.

Bandet havde valgt fuldstændig at overse flere plader fra bagkataloget, hvilket betød, at der blev plads til syv sange fra bandets seneste album "Big Whiskey And The GrooGrux King". De blev blandet med nogle af de mest populære sange fra de tidlige dage, så selvom mange sikkert gerne ville have hørt endnu flere gamle hits (materialet fra "Crowded Streets" var da i hvert fald en smule savnet), så kan man bestemt ikke klandre bandet, at de gerne vil spille materialet fra deres ganske glimrende senest album.

Der blev lagt ud med "Big Eyed Fish", hvor Dave som i så mange sange lufter sin fascination med aber, og den gik direkte over i "Bartender", hvor bandet for første gang virkelig satte tryk på kedlerne og pressede decibelmåleren. Sangen bød også på aftenens første lange solo, og her blev folk med et mere afslappet forhold til DMB sat på aftenens første prøvelse. Den bestod i en flere minutter lang fløjtesolo fremført af Jeff Coffin, der normalt spiller med Béla Fleck and the Flecktones. Det var nok heromkring de rigtige fans for alvor kom i stemning, og nogle af os andre fik den første fure i panden.

Der blev også åbnet op for musikaliteten i den komplicerede "Seven", men det var svært at nyde finesserne, når man i hvert fald fra en placering i den forreste tredjedel af lokalet kun kunne høre en diskant lilletromme, der lå alt for langt fremme i lydbilledet. Det var nærmest som om, lydmanden havde glemt mellemtonen derhjemme, og først fik den hentet efter en time – hvilket er syv sange i DMB-land – og derfor var det primært de stille passager i eksempelvis "Lie In Our Graves", der stod fornuftigt frem.

Mens lyden blev bedre, blev bandets tendens til at trække sangene i langdrag også større, og "Lying In The Hands Of God" kom til at stå i skarp kontrast til "You & Me", der blev leveret i en version, der lå befriende tæt på originalversionen. Man skulle altså også være stor fan for at kunne sætte pris på Daves scat-sang i "Jimi Thing", der dog heldigvis blev afløst af en kort udgave af Prince-klassikeren "Sexy MF".

Selve koncerten endte dog på et højdepunkt med en version af "Two Step", der fik folk helt op på tæerne. Det gjorde første ekstranummer i den grad også – Peter Gabriels "Sledgehammer" - og med "Ants Marching" blev koncerten lukket på behørig vis.

Dermed fik den udsolgte Falconer Sal altså tæt på tre timers musik fremført af et veloplagt og særdeles velspillende orkester, der formodentlig sendte rigtig mange af de dedikerede fans hjem med en stor oplevelse. Men for os der har et mere laissez-faire-forhold til DMB's musik, blev de alenlange versioner af ikke altid lige fremragende sange simpelthen for trættende.

Improvisation er en stor del af DMB's koncerter og en vigtig faktor i deres popularitet, men alt med måde. Det var nærmest som om, hver eneste sang partout skulle ende med en jamsession, og dermed var der bare for meget lir og gejl, og alt for få sange. Dette er særligt ærgerligt, når der nu er så meget glimrende materiale at trække på, og en gennemsnitstid på omkring ni minutter per sang viser, at man med fordel kunne have skåret lidt mere til benet og givet plads til noget mere materiale.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA