x
Josh Rouse: Amager Bio, København

Josh Rouse, Amager Bio, København

Josh Rouse: Amager Bio, København

Anmeldt af Alexander Vesterlund | GAFFA

Det har ikke været nogen nem opgave at forvandle en iskold søndag i et langtfra fyldt Amager Bio til et sprudlende sydeuropæisk paradis. Men det var ikke desto mindre, hvad der lykkedes for den 38-årige amerikanskfødte nyspanier Josh Rouse. Han bekendtgjorde da også fra første stund, at han ville få os i "mood for summer". Egentlig behøvede man bare at kigge på bandet bestående af fire middelhavsmusikere, der lignede noget, der var hevet ud af en film af Eric Rohmer fra 70'erne. Og med velkingende navne som Raul Fernandez og Ricardo Machancoses kom man straks i stemning. Men det tog dog lidt tid før et siddende, vinterramt dansk publikum fik givet helt slip på hæmningerne.

Josh Rouse har gæstet Danmark flere gange i løbet af de sidste fem år, og med sidste års Århus-koncert som eneste undtagelse har han optrådt alene med sin guitar, hvilket har været en anelse mangelfuldt og utilfredsstillende. Enten egner Rouses sange sig ikke til det helt nedbarberede udtryk. Eller også mestrer han ikke disciplinen. Jeg vil mene, at der er tale om en grum blanding. Derfor var det befriende, at sangene nu blev bakket op af et ganske velspillende, disciplineret og entusiastisk orkester, der ud over at spille bas, guitar, keyboard og trommer betjente ukulele og mandolin i arrangementer, der ofte overgik pladernes – bl.a. i "Sunshine", der var velsignet af et meget velfungerende melodisk guitartema. Især føromtalte Raul Fernandez skal roses for sit nænsomme, personlige og præcise spil både på strenge og tangenter.

Koncerten åbnedes med den vanedannende "Duerme" fra det nyeste udspil "El Turista", hvor den flinke turist går hele vejen for sin affære med Spanien, idet der ufortrødent synges på spansk, ofte i blide bossanovarytmer, der leder tankerne hen på genrens brasilianske fader Antonio Carlos Jobim. At Rouse sandsynligvis ikke mestrer sproget, giver en uimodståelig flabet charme, der skildrer amerikanerens utrolige vilje til at lade sig integrere i den sydeuropæiske kultur – både musikalsk og i ånden. Rouse er, modsat mange af sine singer/songwriter-kollegaer, i høj grad drevet af livets behagelige aktiviteter såsom at hænge ud på stranden eller ryge pot og spille pool. For sit indre blik ser man farverige cocktails, hængekøjer og uendelige sommerferier, mens man prøver at fange en spansk glose eller to. At man ikke helt forstår, hvad han synger om, gør det kun bedre. Sådan er det, når man er på ferie i de varme lande. Man overgiver sig trygt til Rouse, der med bramfri selvtillid og musikalsk overskud får os til at flyde på en blå bølge.

Rouse, der var i godt humør, havde fået nogle øl og ville derfor gerne snakke, sagde han. Han var aldeles godt selskab, og der blev adskillige gange grinet af troubadourens spontane og humoristiske indfald. Stemningen var præget af en smittende og ukompliceret latinsk lethed. Rouse er sjældent et decideret hjerteskærende bekendtskab. Han krænger ikke sin sjæl ud. Men det betyder ikke, at sangene er blottede for den melankoli, der kan efterlade lytteren fantastisk fortvivlet og sært opløftet som for eksempel i Smiths-pastichen "Winter in the Hamptons", som vi fik serveret i en tæt på perfekt version. Hvilken Rouse-fan har ikke længtes efter at høre sange fra mesterværket "Nashville" fra 2005 i fuldt orkestrerede liveversioner? Koncerten balancerede således fint mellem det afdæmpede, oplivende og let melankolske, også i perlen "Sad Eyes" som til gengæld var befriet for pladeversionens pompøse og unødvendige strygerarrangement. Dette var aftenens første ekstranummer og det eneste, hvor Rouse var alene med guitaren. Det fungerede faktisk helt hæderligt. Efter små 90 minutter og endnu to ekstranumre rundede Rouse og hans spanske brødre koncerten af. Først med "1972", så "It's a Nighttime".

At Josh Rouse er et lysende talent, er der overhovedet ingen tvivl om. Og hvor forfriskende og forførende den spanske flirt end kan være, melder jeg mig på holdet, der godt kan savne den autentiske, rockede americana, Rouse har bevist, han mestrer, ikke mindst på karrierens tre første udspil, der bestemt stadig står som noget af det fineste, Rouse har leveret, og som ikke lod sig repræsentere med en eneste sang ved aftenens koncert. Rouse ser dog ud til at have fundet sig selv. Men spørgsmålet er, om det er en entydig god ting for en sangskriver? Ballet kulminerede med sangen "Valencia". På Rouses opfordring rejste publikum sig og dansede livligt med. Koncerten var en god musikalsk oplevelse, men også en hyggelig invitation til fortrængningens ædle kunst. Den kedelige, kølige danske vinter var så sandelig glemt. For en stund.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA