x
To Rococo Rot: Speculation

To Rococo Rot
Speculation

To Rococo Rot: Speculation

GAFFA

Album / Domino
Udgivelse D. 29.03.2010
Anmeldt af
Jesper Buhl

Krautrocken har altid luret i kulisserne på To Rococo Rots elektroniske kompositioner, men på Speculation er krautrocken rykket helt ind på scenen. Pladen er delvist indspillet i krautpionererne Fausts studie, og Jochen Irmler fra Faust medvirker på den boblende dunkle, 10 minutter lange albumlukker Fridays. Programmeringer træder i baggrunden til fordel for reelle liveindspilninger, men det lyder stadig umiskendeligt som To Rococo Rot. Forwardness læner sig fremad i et smukt, næsten afrikansk klingende melodi-univers, mens Working Against Time giver ekstra god plads til Stefan Schneiders basspil, som altid har stået centralt for bandet, men det, der er kernen i Speculation, er samspillet mellem Schneider, Lippok og Lippok, som mere virker organisk fremelsket end matematisk beregnet, og selv om denne signatur absolut elsker kølig elektronik, så må han overgive sig til det varme samspil, som gør Speculation til en smuk og på en gang melodisk forsiret og smagfuldt tilbageholdende plade.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA