x
Rufus Wainwright: All Days Are Nights: Songs For Lulu

Rufus Wainwright
All Days Are Nights: Songs For Lulu

Rufus Wainwright: All Days Are Nights: Songs For Lulu

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 12.04.2010
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

På sit nyeste udspil er popcrooneren over dem alle gået nye og mere intime musikalske veje. Rufus Wainwright har alle dage været forbilledligt frygtløs, og på All Days Are Nights: Songs For Lulu øger han indsatsen ved at være mere nøgen og nedbarberet i sit udtryk end nogensinde. Albummets sange består udelukkende af vokal og klaver, og der er ingen smittende omkvæd, storladen orkestrering eller svulstig pompøsitet til at stjæle billedet fra kompositionernes grundstamme. Der lefles ingen steder for lytteren eller springes over, hvor gærdet er lavest. Umiddelbart savner man som lytter flere af de elementer, der normalt er den primære årsag til, at man knuselsker den canadiske kunstner, men når man først har accepteret fraværet af pompøst poppede udskejelser og vænnet sig til albummets sparsomme udtryk, er der adskillige stunder af afgrundsdyb skønhed at fordybe sig i. Rufus sætter endnu engang streg under, at han er i besiddelse af en sangstemme af en anden verden, og selvom udtrykket uundgåeligt bliver en smule ensformigt, er sangenes åbenlyse kvaliteter umulige at komme udenom. Ved de første mange gennemlytninger flyder numrene let sammen, og lidt mere variation sangene imellem ville gøre underværker for helhedsindtrykket. Albummet er ikke for alle, og der skal med andre ord investeres en god portion tid og tålmodighed i All Days Are Nights: Songs For Lulu, der på længere sigt belønner sin lytter med formidable lytteoplevelser en masse og adskillige vidunderlige stik i hjertet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA