Lis Er Stille: The Collibro

Lis Er Stille
The Collibro

Lis Er Stille: The Collibro

GAFFA

CD / VME Group
Udgivelse D. 10.04.2010
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

"Lis Er Stille er et godt bandnavn", proklameres det i det vedlagte pressemateriale til The Collibro. Dén sag kan helt klart diskuteres. Hvad der imidlertid ikke står til diskussion, er den århusianske kvartets musikalske ambitioner, der tydeligvis er tårnhøje. Desværre matcher resultatet ikke ambitionerne. Det mørke lydlandskab, bandet lægger for dagen, er en noget tynd, spinkel og kejtet størrelse, der bestemt ikke efterlader blivende indtryk af den positive slags. Det er ærgerligt for et band, der gør så meget ud af at spille med de musikalske muskler, at elendig produktion punkterer de oppustede biceps. Albummet emmer af patos, og man fornemmer, at Lis Er Stille meget gerne vil fremstå som den danske mere dystre udgave af Muse, men den slags kommer man sgu ærligt talt ikke sovende til. Sangene mangler substans, og forsanger Martin Byrialsens vokal er desværre blot et af flere elementer på pladen, der ikke er værd at skrive hjem om. Bedre held næste gang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA