x
Autechre: Koncerthuset, København

Autechre, Koncerthuset, København

Autechre: Koncerthuset, København

Anmeldt af Jesper Buhl | GAFFA

Koncerthusets foyer dannede - bortset fra et svagt ekko fra væggen bag scenen, som heldigvis kun var hørbart fra scenens ene side – en ellers perfekt ramme om koncerten med Autechre. Salens betonvægge og interessante loftstekstur forenede warehouse rave-æstetik med smagfuld og postmoderne offentlig arkitektur, hvilket syntes at understrege Autechres mere end 20 år lange vej fra undergrundstechno-duo til hyldede electronica-legender. Væggene var dækket af projektioner af sort-hvide billeder af duoen, coveret til det seneste opus Oversteps og de opfindsomt ikke-menneskeligt klingende titler til adskillige af deres numre i en slags helvetica overdrive (O=0 og krYlon eksempelvis).

Lige omkring midnat er det blevet tid til, at Autechre skal begynde koncerten, og som de har for vane, slukkes alt lyset i salen, så publikum efterlades i et mørke, som ikke tillader nogen tvivl om, at det er musikken og ikke en underholdende scene-optræden, det handler om. Første nummer i en 70 minutter lang, sammenhængende musikalsk oplevelse er blevet sparket i gang af et stovt travende og uvant enkelt beat, som dog dækker over bølger af digitale fragmenter, som, forvredne og afvigende fra musikkens taktfaste orden, synes at modsætte sig, og nærmest udstille beatets regelmæssighed i en auditiv gabestok. Rob Brown og Sean Booth fortsætter med et par kompositioner, som har en lidt anden strategi. Her kombineres en afsøgende og traditionsforsagende melodiøsitet med en skippende rytmik. Det føles velkendt, og det skyldes, at disse klassiske electronica-manøvrer er en del af et formsprog, som Autechre selv har været med til at grundlægge.

Nu sker der noget andet. Mørket synes at fortætte sig, mens et nyt nummer begynder. Det lyder som en digital blæsebælg, der sammen med en tung baspuls dirigerer en march for afsjælede legemer, hvilket står i kontrast til publikum, der i vid udstrækning synes at være opmærksomt lyttende og positivt stemt. De enkelt numre glider sammen til en sonisk sammenhæng, som har lige så meget med maskinens stringens som med de fejl og uforudsigeligheder, der kan tænkes at opstå, når mængden af musikalske data bliver stor nok, at gøre.

Et rødt lys tændes bag Autechre, men på symptomatisk vis er det bagvæggen og ikke de optrædende, der belyses. Den rytmiske vildskab fortsætter ubønhøligt. Hver gang man synes, man har fået gjort mening af et groove, forrykker Autechre det rytmiske fundament bare en anelse. Hele tiden tvinges vi som publikum til at tage stilling til musikken som andet og mere end bare pulsslag for kroppens bevægelser på dansegulvet. De flygtige og komplekse beats accentueres og sættes i kontrast af drivende og skurrende droner. En slags horror-ambiens.

Her, cirka 40 minutter inde i koncerten, slår det mig, at den nådesløse og eksperimenterende tilgang til koncertformen kunne sublimeres, hvis Autechre havde ladet det rytmiske maskingevær hvile et par minutter for at krydre koncerten med et af de tekstur-rige og melodisk stærke ambiente forløb, der findes på Oversteps. Det ville have skabt en øget kontrast og dermed en ekstra dybde i de ellers i øvrigt formidable og overvældende kompositioner. Det sker dog ikke.

I stedet ender Autechre ovre i en slags free techno, som synes skabt af det pureste audio-paranoia. Som stort set alt, der har med duoen at gøre, undtagelsen er eksempelvis de føromtalte ambiente numre, findes skønheden ikke på overfladen, men i ridserne, fejlene, mørket, de digitale kortslutninger. Det var den koncert, Autechre ville give os, og det var den nådesløse skønhed, vi blev udsat for.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA