x
Rain Machine: Voxhall, Århus

Rain Machine, Voxhall, Århus

Rain Machine: Voxhall, Århus

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Kyp Malone kunne nærmest ikke have valgt en mere passende dag at tage regnmaskinen med til Smilets By, hvor regnen står ned i lårtykke stråler fra en gustengrå himmel på denne højhellige påskesøndag.

Det er ingen hemmelighed, at Malone til daglig udgør en ud af to frontmænd i formidable Tv On The Radio, men med udgivelsen af soloprojektet Rain Machines selvbetitlede og desværre kun glimtvist geniale debutalbum skuffede den karismatiske sanger ved at dykke ned på et ganske andet og lavere niveau end det, man som lytter normalt associerer ham med.

Nuvel, det spændende denne aften er, om han live formår at levere varen i regnmaskinens navn. Ringere musikere end ham har tidligere løftet middelmådigt materiale til uanede højder i live-sammenhæng. Ingen nævnt og ingen glemt. Og lad det med det samme være sagt, at Kyp og hans fem medbragte musikanter i dén grad mestrede opgaven og bestemt formåede at løfte sangene op i luftlag, hvor nogle fik stærkere ben at gå, og andre simpelthen fik vinger.

Den sympatiske sanger med brillerne, håret, maven og skægget byder publikum velkommen med et: "Hi, happy Easter!", hvorefter han mumler noget uforståeligt om æg og kaniner og takker de (relativt få) fremmødte for at være mødt op. Han og bandet lægger ud med Desperate Bitch, og Malones stemme går lige i hjertekulen, så gåsehuden melder sig fra første færd. Fremførelsen af nummeret giver, med den store indlevelse fra Malone og hans musikere samt de snerrende musikalske ubrud, studieversionen baghjul. Det er støjende indfølt og smukt, og VoxHall og de mange velvoksne huller mellem publikum fyldes ud af de righoldige toner fra scenen, mens Rain Machine roligt lader sangen udvikle sig til det intense støjinferno, den gemmer i sig.

Kom kun nærmere
Efterfølgende opfordres publikum til at rykke tættere på scenen: "Thank you, it makes ud feel closer to you! Then afterwards you can tell your friends how the concert smelled – you can't get that on the internet." Driftwood Heart udgør med sin smukke falsetbårne melodi aftenens andet nummer og byder på huggende guitarer og melodi- og temposkift. Hverken Malone eller de øvrige musikere på scenen holder igen, og særligt den kønne mørkhårede guitarist og keyboardspiller med gaffatape på armen til venstre på scenen lever sig ind i den punkede engergi, der bærer sangens anden halvdel.

"As far af my memory serves me, this is my first time in Århus, so if any of you have any suggestions af of what to do and where to go in this fair town of yours, please feel free to let us know.", lyder det fra Malone, hvortil guitaristen tilføjer: "Especially those of you who smoke marijuana!"

Under Free Ride udvises der yderligere intimitet og nærvær mellem musikerne på scenen og publikum. Det er herligt uhøjtideligt, og kendetegnende for fremførelsen af Rain Machines sange denne aften er, at de alle som én synes at åbenbare store kvaliteter, der kan være svære at få øje på i album-udgaverne.

Malones karisma og stemmepragt går hånd i hånd og er heldigvis proportionelle med mandens imponerende ansigtsbehåring. Bandet forlader scenen, og Kyp fremfører Smiling Black Faces, som han præsenterer som en "special Easter song", solo. Før han går i gang, takker han i øvrigt publikum for ikke at have tegnet falliske figurer på hans pande på de omkringhængende plakater for aftenens koncert. Sangen er en politisk hymne af Patti Smithske proportioner og fremførelsen heraf ligeså. Stemmen og guitarspillet slår gnister, mens linjer som "Holy Shit! Jesus' got the a-bomb, Allah's got the a-bomb, the free market's got the a-bomb!" brøles ud i lokalet.

Tostemmig guitarsolo og kønne publikummer
Efter en kort bandpræsentation rocker Leave The Lights On pragtfuldt med smittende energi og skævvredne guitarakkorder, hvorefter tempoet sættes i vejret med Hold You Holy, hvis højdepunkt er en vidunderligt overlagt corny tostemmig guitar-solo.

Før Give Blood får publikum følgende at vide: "I have to say, that you guys have been really nice to look at. You're a good lookin' group of people. That counts for a lot." Fløjt og bastante rytmer sætter gang i en eksplosiv fremførelse af nummeret, der følges op af den mangefacettede og medrivende Winter Song, der afslutter aftenens koncert med et feedende støjbrag af en anden verden. Det er egentlig herligt forfriskende, at bandet ikke spiller ektranumre, idet den tradition ofte kan forekomme underligt fortærsket.

Kyp Malone har og hans sange har denne aften bevist deres værd til fulde, og det eneste, der trækker en smule ned, er det svigtende fremmøde. Det skal selvfølgelig ikke gå ud over musikernes fremragende indsats, men man sidder nu alligevel tilbage med en fornemmelse af, at der med et større og mere feststemt publikum, der kunne have gejlet den åbenmundede hr. Malone yderligere op, kunne være lagt kimen til en decideret magisk aften. Men mindre kan nu også gøre det, og de fire stjerner, der her deles ud, er bestemt af den store slags.

Rain Machine spiller på Vega mandag den 5. april.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA