Sterling: Musikcaféen, Århus

Sterling, Musikcaféen, Århus

Sterling: Musikcaféen, Århus

Anmeldt af Stefan Hansen | GAFFA

Hvis du ikke har råd til at se TV-2 live, ikke er indehaver af en tidsmaskine, er tonedøv, og ikke kan kende forskel på provinsbyens U2-coverband og originalerne, så kan en Sterling-koncert anbefales. Forklaring følger.  
 
Klokken var 21.30, så blev den 21.37, og så gik tre drenge på scenen i det halvt fyldte lokale. Tre instrumenter stod, sammen med i hvert fald én blandt publikum, og undrede sig over, hvad der skulle ske med dem. Den ene guitar fældede en tåre, inden tre andre musikere, et halvt minut senere, indtog deres plads på scenen. En af dem tog et godt, mandigt greb om den grædende guitar, og trommerne satte ind. De andre musikere stod og kikkede lidt hist og lidt pist, da sanger Mads Nygaard greb mikrofonen.

"Hvis vi skal lave en rockkoncert, så kom tættere på. Kom, kom."

Et par modige sjæle blandt publikum trådte et skridt tættere på scenen, men Mads var stadig ikke tilfreds.

"Kom, kom. Kom tættere på," kommanderede han, og denne gang virkede det bedre. Den lille folkeskare trådte hinanden lidt over tæerne, og stimlede sammen tættere på scenen.

En god start, helt sikkert en god start. Og så var det tid til musik og sang. Først "Spring For Dit Liv", som forsangeren tog mere end bogstaveligt, med spring fra en stol, han fandt i lokalet og fik gelejdet hen foran scenen.

Om det var lydmanden, der ikke helt havde fået justeret sine kompressorer, eller om det var denne anmelders ører, der lige skulle vænne sig til Musikcaféens akustisk, skal jeg lade være usagt, men trommerne lød, som stod de i en tom kælder, og vokalen var for lav i mikset. Desværre, for den evigglade vokalist gjorde virkelig sit for at gøre det til en god oplevelse for de få fremmødte lige fra første færd.

Musikken ringede ud, og klapsalverne fadede ind, om end både ude af takt og ikke synderligt imponerende. Men kan vi give bandet skylden for det, eller var det ganske enkelt en sørgelig forsamling? Det er svært at sige.

Næste nummer skete der noget. Smukke Rickenbacker-toner fyldte rummet, det var Jonas Linnet, der tog over, og der var dømt el-guitar med moustache. Lækkert, lækkert. Samtidig begyndte lyden og lokalet at finde hinanden, og bandets høje humør blev endnu højere, og den gode stemning begyndte at brede sig – om ikke andet så på scenen, og ud til den første række publikum, der nu rokkede fra side til side til musikkens beat.

Under det tredje nummer, "Kom Nu Hjem", gik der helt og holdent rockstar i Mads Nygaard, der hoppede ned fra scenen, og pludselig stod midt i blandt den halvt skræmte forsamling, der en efter en fik stukket mikrofonen under næsen, så de kunne synge med, hvis de turde. Et øjeblik efter var Mads tilbage på scenen med den ene fod oppe på en monitor, lidt ligesom Bono, dog med en anelse mindre karisma.

Jo, jo, stemningen var god, og alting var godt, men...

... så blev det tid til et "Liv På Mors" – et ellers godt nummer – og vokalen mistede sin glans og ellers gode klang, og klaveret lød, som det det var lavet af – plastik – og slet, slet ikke på den trendy facon. Ikke godt, ikke godt, men op med humøret, gamle dreng, sagde jeg til mig selv, nu kan det kun gå fremad.

Men dér tog jeg fejl. Aftenens femte sang, "Angst", begyndte med et tre-stemmigt kor sunget af sangere, der ikke er sangere. Jeg fik nervøse trækninger og krummede tæer, så hårdt at jeg næsten mistede balancen, da trommerne og bassen tog fat i mig, og alle andre – for beatet rykkede i den grad. Hvis bare koret dog ville tie stille.

Midt inde i nummeret, et stykke tid efter at kordrengene heldigvis havde mistet pusten, tog hr. moustache-guitarrista fat i strengene, og trykkede en hundrede procent anti-Satriani-solo af. Det lød så amatøragtigt og punk'et, at barndomsminder stømmende op. Det var med andre ord utroligt fedt, og umådeligt menneskeligt. Tak for den solo, hr. Linnet, tusind tak.

Og så blev det tid til aftenens sjette sang, og jorden blev giftig. Vokalen virkede godt igen, tonerne blev ramt som de skulle, om end de sad for lavt i lydbilledet. Med to hurtige stikker på high-hatten lød det hele mere eller mindre som en gang poppet Joy Division med dansk vokal. Ejendommeligt, og ganske godt.

Igen var publikum imidlertid faldet i staver, hvilket jeg ikke synes bandet kunne gives skylden for. Måske var øllene for dyre, måske var det unge, primært SU-berettigede publikum simpelthen for fattige til at købe de nødvendige rusmidler, til fuldt ud at tage imod bandets gode humør, trommernes tikken, og de indforståede jokes mellem bandet og deres venner – der udgjorde noget i retning af en tredjedel af menneskemængden foran scenen.
 
Med aftenens syvende sang, "Tag Tøjet Af", gik der sen-80'er TV-2 i den, især i omkvædet. Det var superkool, naturligvis med dansk k i kool. Dog var vokalen stadig lidt for lav, eller alt andet var for højt.

Efter god overfladisk 80'er sjov blev det tid til at få lidt dybde, hvilket Sterling leverede med overbevisning. Min krop havde været i bevægelse det meste af aftenen, men først nu var der den dér dirrende følelse i kroppen, som kun musik og sommerflirts kan give en. Desværre blev toppen taget af poppen, da Mads' stemme ganske enkelt ikke slog til hele tiden. Toner, der ikke er helt rene kan have deres charme, men charmerende var det ikke. Det var simpelthen ærgerligt.

To numre senere gik det igen i den rigtige retning, igen med lidt Joy Divsion over rytmesektionen, og nu med New Order-agtige tangenter og guitarer – og alle klappede i takt. Hurra, tænkte jeg, publikum er vågnet op. Det var sgu da dejligt!

"Vi Kommer Aldrig Hjem" bød på mere fed firsersynth, og nu også gæstekorpiger, der blev revet op på scenen fra et sted i folkemængden. Den ene hed Sanne, den anden hed Signe. Den ene var den sexede sekretærtype i sort og med firkantede briller, den anden var den søde sukkerpige, iført blå sommerkjole, læderbælte og rottehaler, som var hun taget ud af tv-serien Lassie. Det var et sjovt og sødt indslag.

Og så blev det tid til aftenens sidste nummer, "Ikke Rigtig I Mit Hoved", der med tung guitar og forsangerens skøre påfund var en alt i alt god afslutning. Med mikrofonen i den ene hånd hoppede Mads op på et bord og fik på mystisk vis flyttet det ind midt i lokalet, mens han stod på det. Imponerende stunt, bestemt vovet.

Og så sluttede festen. Alle, bortset fra glade Mads, forlod scenen. Publikum klappede, det gør man jo efter en koncert, og jo, selvfølgelig kom bandet tilbage for at give et ekstranummer. Lige som det skal være. Alligevel kom det bag på mig.

Jeg stod og skriblede i min lille lommebog, da bandet pludselig hamrede aftenens absolut sidste sang ud over scenekanten. Jeg var nok lidt omtåget og fraværende det øjeblik, og mens jeg stod der med pennen retten mod papiret, og ørerne rettet mod de højtsiddende højtalere, blev jeg pludselig i tvivl. Hvor er jeg, og hvornår er jeg?  
 
Pennen fik sit eget liv og kradsede noget ned, jeg kunne ikke se hvad i det dæmpede lys. Da hånden faldt til ro, drejede jeg blokken en anelse, så en af nattens projektører kunne kysse papiret, og åbenbare mine ord for mine øjne.
 
"Sex Pistols" stod der.
 
Det kan ikke passe, tænkte jeg. Vi er da et sted i Danmark, er vi ikke? Forvirringen var bastant, men så blev jeg reddet – ikke af klokken – men af en tambourin der tæskede af sted, og igen satte pennen i gang.

"Kliche," skrev den. Jeg vidste det, udbrød jeg. Vi ER i Danmark. Jeg vidste det. Det må være Århus, engang i firserne. Supertanker, jo, super tanker.

Men så gled mit blik af papiret, og jeg fik øje på en par blå jeans blandt publikum. Det er da ikke et firsersnit, tænkte jeg. Hvad fanden foregår der her?

Jeg måtte have afklaring, så jeg kikkede op. Og dér stod Lars Hug – nej – der stod Mads Nygaard. Det var ikke de glade firsere, det var 2010, og det var en dejlig dag, det var Sterling-dag – og det var ganske godt.

Og derfor en tak for en, sådan set, forholdsvis god aften herfra til de tre Sterling-drenge Mads Nygaard (vokal), Jonas Linnet (guitar), Ole Jeppesen (trommer) og deres tre ekstra live-gøglere Anders Bækgaard (bas), Mikkel Hein (tangenter) og Michael Grauslunde (guitar).


Sterling spiller på Loppen i København 9. april


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA