x
The Late Great Fitzcarraldos: The Late Great Fitzcarraldos EP

The Late Great Fitzcarraldos
The Late Great Fitzcarraldos EP

The Late Great Fitzcarraldos: The Late Great Fitzcarraldos EP

GAFFA

CD EP / A:larm Music
Udgivelse D. 19.04.2010
Anmeldt af
Erik Barkman

Brian "Fitzcarraldo" Fitzgerald er det fiktive omdrejningspunkt i den tyske firser-film Fitzcarraldo. Et tragikomisk helte-epos om en mand, der brænder så voldsomt for musikken, at han beslutter sig for at bygge et operahus lige der, hvor han bor – midt i Amazonas-junglen. Danske The Late Great Fitzcarraldos har sådan set bare indspillet fire sange. Men The Late Great Fitzcarraldos EP er på sin egen måde en markant præstation, der lover godt for fremtiden. Som tidens indie-trend foreskriver, har trioen fundet sig en ugleset firser-sound at bringe til hæder og værdighed. Valget er faldet på en krydsning af funky synth-soul og smægtende latin-pop, og sangene på TLGF EP emmer af sol, strand og svale havbriser. Til gengæld er teksterne gerne melankolske: "All the people that we knew before seem to slip away," f.eks. (My Temptation). De fornemme melodier og skiftevis intime og komplekse arrangementer bekræfter indtrykket af et stilsikkert orkester, hvor talentet virkelig matcher idéerne. Dansk indie på internationalt niveau – det kan kun gå for langsomt med albumdebuten.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA