x
Jethro Tull: Musikhuset, Århus

Jethro Tull, Musikhuset, Århus

Jethro Tull: Musikhuset, Århus

Anmeldt af Michael Jose Gonzalez | GAFFA

Billedet stammer fra Jethro Tulls koncert på Værket i Randers i 2008

Det er en ret broget forsamling, der er troppet op denne tirsdag aften i Musikhuset i Århus: velklædte mænd i jakkesæt, disses børn og koner, det noget yngre publikum samt aldrende hippier i batikskjorter med imponerende gråsprængt skægvækst og andre Ian Anderson Lookalikes. Alle skal de ind at sidde i Musikhusets Store Sal, hvor Jethro Tull anno 2010 lige om lidt giver koncert.

Klokken cirka 19.40 går lyset i den behagelige sal ud for en kort bemærkning, og et spot rettes midt på scenen, hvor Ian Anderson med sin akustiske guitar og båndede bølgeskvulp gør klar til at fremføre Dun Ringill. Under sangen gøres han selskab af guitarist Martin Barre, der har været en fast del af Jethro Tull-besætningen siden 1969, og som leverer yderst habilt akkompagnement til Andersons spil og sang.

Næste sang på programmet er Beggar's Farm, hvor Barre og Anderson bakkes op af de tre resterende musikere i bandet, der får en pæn præsentation med på vejen af frontmand Anderson, som også finder tværfløjten frem for første gang ud af mange i løbet af aftenen. Musikken suppleres af en lettere kitschet lyssætning, som man dog med fordel kan lukke øjnene og glemme for i stedet at nyde de fine guitar-, keyboard- og tværfløjtesoli, nummeret byder på.

Slidte stemmebånd
Allerede tidligt i koncerten er det tydeligt, at Andersons stemme bestemt ikke er, hvad den har været. Hans register er indskrænket, og vokalen er spinkel og rigeligt nasal, hvilket går ud over fremførelsen af flere af bandets mere storladne klassikere. Man kan dog næppe klandre den 62-årige frontmand for efterhånden at have lidt svært ved at holde balancen på ét ben, og fløjten mestrer han stadig til fulde, hvilket en nydelig version af Life Is A Long Song dokumenterer.

De fleste af sangene denne aften indledes med kommentarer og anekdoter, der virker lige lovligt indstuderede fra Andersons side, og det kommer ærligt talt til at virke lidt mekanisk. På Jack In The Green har John O'Hara skiftet keyboardet ud med en harmonika, hvilket desværre ikke redder nummeret fra en noget flad behandling af resten af bandet, og den ellers fortrinlige sang løfter sig aldrig op, hvor den hører til.

Euroligy indledes med en lidt halvplat Finn Nørbygaard-agtig urologi-vittighed, men nummerets skelen til eksotiske østeuropæiske toner og Ian, der spankulerer rundt og sparker huller i luften på scenen, gør opførelsen af kompositionen til et af aftenens relativt få rigtige højdepunkter. Der bliver også plads til en opvisning af den hårdere og mere rockede side af Jethro Tull, hvor mundharmonikaen og den tunge og beskidte blues-rock træder i karakter. Garneret med tværfløjte - selvfølgelig.

Rodede sange fra skoven  
Ian fortæller, at Jethro Tull igennem årene er blevet kaldt for både blues- og prog-rock, men at kritikerne i 1976 pludselig fandt ud af, at de i virkeligheden var et folkrock-orkester, hvilket albummet Songs From The Woods blandt andet var skyld i. Titelnummeret fra pladen fremføres imidlertid i en noget rodet udgave, hvor der både spilles ude af takt, og vokalen flere gange kikser.

Aftenens første sæt afsluttes med Bourée, der er i besiddelse af en mere smittende melodi-linje end Poker Face. Den er ganske umulig at få ud af hovedet igen, og det samme kan nærmest siges om billedet af Mr. Anderson, der hopper rundt med tværfløjten som en aldrende faun.

Andet set indledes med Past Time With Good Company, der er skrevet af Kong Henry den ottende, og selvom Ian præsenterer nummeret som "16th century rock and roll", er det sgu godt nok en lidt kedelig sag, der bestemt har gavn af Barres fyldige guitar-behandling. A Change Of Horses blander klassiske indiske toner med keltisk folkemusik, og selvom nummeret rummer en vis magi, er denne fremførelse en kende tam, og sangen virker simpelthen længere end den egentlig er.

Som koncerten skrider frem og nærmer sig sin afslutning, tager man sig selv i at blive lidt træt af Andersons alt for pæne og polerede akustiske guitar-lyd, og at O'Haras keyboard ofte lyder som om, der er blevet trykket på 80'er-knappen. Desuden bliver det kun mere og mere tydeligt, at Anderson med fordel kunne anskaffe sig en korsanger til at fylde de efterhånden velvoksne huller i den vokale formåen ud.

Aqualung
får folk op af stolene, men det må primært være genkendelsens glæde, der melder sig, for heller ikke Jethro Tulls signatursang løfter sig denne aften over det jævne. Efter et kort exit klappes bandet ind igen og slutter forventligt af med Locomotive Breath.

Jethro Tull har denne aften vist sig som en pletvis underholdende størrelse, der nok har musikaliteten i behold et godt stykke hen ad vejen. Spilleglæden er derimod knap så overbevisende, og de fine sange brager kun sjældent igennem og gør for alvor indtryk. Det var på ingen måde forfærdeligt, men på den anden side brænder man heller ikke ligefrem for at komme ind at se Jethro Tull igen foreløbig.

 

Køb billetter til Jethro Tulls koncert i Aalborg 14. april via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA