x
Hole: Nobody's Daughter

Hole
Nobody's Daughter

Hole: Nobody's Daughter

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 27.04.2010
Anmeldt af
Mikkel Elbech

Historien om Nobody's Daughter starter helt tilbage i 2005 med Courtney Loves tvungne ophold på en afvænningsklinik, hvor hun blev besøgt af sin ven, Linda Perry, der er for det nye årtusindes kvinder, hvad Desmond Child var for 80'ernes langhårede rockfyre. Med sig havde Perry en guitar og en stærk opfordring til at genoptage sangskrivningen. Love tog imod begge dele, og således lader hun den stærkt patosfyldte sårbarhed komme til udtryk adskillige gange i løbet af de i alt 12 numre. "I'm so sorry I'm so weak, and I've turned into a freak," synges der i Letter To God, mens hun begræder "miles and miles of regret" i Pacific Coast Highway. Det er inderligt og som sådan aldeles troværdigt, men desværre ikke synderligt inkluderende.
Som tidligere er det den aggressive attitude og indædte bitterhed, der klæder Love allerbedst, og disse sider af hende er der heldigvis også gjort god plads til, som i singlen Skinny Little Bitch, der triumferer med sit pågående riff, og i Samantha, i hvilken Love vrænger den snildt citérbare linie "people like you fuck people like me". Med sig ind over har Love desuden Billy Corgan samt Michael Beinhorn (producer på Celebrity Skin, samt for bl.a. Mew og Soundgarden), hvilket imidlertid har resulteret i en lettere anakronistisk produktion, som ofte ikke løfter sangene spor. Det kunne ellers have gavnet i mange tilfælde – såsom i Honey, der tenderer en tand for meget til at lyde som en Skid Row-ballade. Til syvende og sidst er det de regulære, ofte
snerrende rockskæringer, der fungerer bedst og dermed genetablerer Courtney Loves relevans på musikscenen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA