x
Diverse kunstnere: Royal Metal Fest, VoxHall, Århus

Diverse kunstnere, Royal Metal Fest, VoxHall, Århus

Diverse kunstnere: Royal Metal Fest, VoxHall, Århus

Anmeldt af Rebecca Thuesen | GAFFA

Torsdag aften løb første etape af Royal Metal Festival 2010 af stablen i Voxhall, Århus, og fire bands fra ind- og udland var mødt op for at underholde masserne. Masserne udeblev, sikkert fordi det var torsdag, og der ikke var nogen af headlinerne på aftenens program, men de fire bands gjorde et hæderligt forsøg på at starte en metal-fest.

Disintegrated (DK) ***

Først på scenen var danske Disintegrated, der giver de godt 70 publikummer en dosis dødsmetal af den beskidte, vrede og til tider særdeles humoristiske slags. Frontmand og forsanger Thor gør det godt, hans vokal er udmærket med, og han står ikke stille ret længe ad gangen. Indimellem sangene får vi eksempler på den knastørre humor, der også præger Disintegrateds tekstunivers, når Thor kommer med kommentarer som "vi vil gerne spille et nummer mere for jer, hvis I er friske. Det er mega fesent, det handler om at blive gammel". Generelt er publikum noget sløvt, kun nogle medbragte fans fra bandets hjemby Haderslev holder energien foran scenen oppe, men det er nu ikke Disintegrateds skyld, for de spiller faktisk rigtig godt. Der er solide guitarriffs, fængende bas og en ganske flot præstation fra trommeslageren Rasmus' side, og under numre som "Blood Fuck" og "This Is Art", samt den nye single "Human" fra deres kommende ep, anes der bestemt potentiale i de fem herrer.

In-Quest (BEL) ****
Efter tyve minutters pause går belgiske In-Quest på scenen. Publikum er ikke med fra starten, for de fleste står udenfor og ryger og drikker deres medbragte øl, men da de begynder at indfinde sig foran scenen, begynder man at mærke et skift salens energiniveau. Der er ved at være en del folk i salen, og de lader sig rive med ind i In-Quests lidt langsommere, men tungere univers, der er tydeligt præget af især Meshuggah. Belgierne kommer flot igennem deres 50 minutter lange sæt, deres tekniske kunnen fornægter sig ikke. De spiller sig igennem temposkift og breaks uden de store problemer, og især nummeret "Mind Over Matter" imponerer undertegnede. Publikum er også ved at være varmet op, og synkron headbanging, horn-tegn og endog to meget korte og små moshpits viser at entusiasmen er ved at nå et lidt højere niveau. Her er bestemt tale om et band, der kan deres materiale på fingerspidserne, og alle elementerne fungerer godt sammen, hvilket gør, at de fine melodier, der gemmer sig bag den aggressive vokal, virkelig kommer til sin ret. Alt i alt en god oplevelse.

Illdisposed (DK) ****
Danske Illdisposed er tydeligvis dem, der har været ventet med størst spænding, og selvom der stadig er relativt få mennesker i Voxhall, så begynder man for alvor at føle, at man er til metal-festival. Det har selvfølgelig en del at gøre med, at Illdisposed er et særdeles dygtigt live-band, der på scenen tilfører deres bagkatalog en indsprøjtning af fandenivoldskhed, jeg personligt synes manglede på deres seneste album, "To Those Who Walk Behind Us", og gav mig bange anelser om, at de var ved at miste gnisten. Illdisposed har tydeligvis ikke mistet noget som helst, det nye line-up med Thomas "Muskelbux" Jensen som tøndeafstraffer og  Jonas "kloge" Mikkelsen som bassist harmonerer fint, og det trods vokal Bo Summers forsikringer om at de overhovedet ikke har øvet.

Der er breaks, der er temposkift, der er riffs og der er growlen og skrig, så det er en ren fornøjelse, og energien svigter ikke et sekund. Vi får en god gennemgang af bagkataloget, fra "Four Depressing Seasons" over "There's Something Rotten..." og "1-800 Vindication" op til de seneste to udgivelser, hvilket tydeligvis falder i publikums smag. Drengene klarer det da også fremragende, de to guitarister og Bo Summer spæner rundt på scenen som eldrevne spastikere, og især vil jeg fremhæve guitarist Jakob Batten, der som vanligt styrer spaden helt fantastisk, og Summer, der stadig har et fremragende tag på eget stemmebånd.

Timingen er tæt på at være upåklagelig sættet igennem, og spilleglæden er tydelig, hvilket forplanter sig til publikum, der vågner op til dåd på det sidste nummer, og får taget sig sammen til endnu en lille moshpit, inden Illdisposed forlader scenen. Dette har uden diskussion været aftenens bedste koncert, og sætter standarden for de to kommende dage ganske højt. Jeg tvivler personligt på, at nogen har mistet stemmen denne aften, men hvis nogen har, så er det ganske givet Illdisposeds skyld.

Belphegor (AT) ***
Da det bliver tid til aftenens sidste koncert, der leveres af østrigske Belphegor, virker det lidt som om, aftenen allerede er forbi. En stor bid af publikum har vendt næsen hjemad, mens nogle har forladt området omkring scenen for de bløde sofaer i café-området. De få, der er vendt tilbage til scenen, er til gengæld i fuld vigør, og det er ikke uden grund, for der præsenteres en heftig omgang blackened metal med slide-guitars, hardcore growling og et fantastisk primitivt sceneshow, der leder tankerne hen på en b-splatterfilm.

De er faktisk dygtige, og jeg må indrømme, at jeg foretrækker deres live-versioner frem for studieindspilningerne. Forsanger og guitarist Helmuth klarer vokalen fint, den er noget mere behagelig live, selvom jeg stadig har problemer med at forstå, hvad der bliver skreget. Jeg fanger dog en pokkers masse udbrud af "Denmark!", "Heil!", "Lucifer!" og "Niggers!", og nogle fantastisk onde grin indimellem numrene, sidstnævnte er faktisk noget af det der bedst sætter stemningen for bandet.

Rent teknisk er de hurtige og rutinerede, men mangler den elegance (i mangel af bedre ord), der løfter den form for metal fra at være hæderlig larm til at være fantastisk larm. Trommerne er meget i baggrunden, og hi-hattene leder mest af alt mine tanker hen på ko-klokker. Vi får et par fine dobbelte guitarsoloer, der vækker publikums begejstring, men hen mod enden begynder jeg at bemærke en rastløshed blandt dem, og folk står og små-snakker i stedet for at lytte. Ved den sidste sang er der næsten ingen tilbage, sikkert fordi den sidste bus går om et øjeblik, og det er i grunden synd, for Belphegor topper til sidst, med en utrolig hidsig afsluttende salut. De har været god underholdning, men ikke ligefrem revolutionerende. Bandet slutter af med endnu et udråb af "Denmark!" og et eller andet, der ender på "Fuck!", og forlader derefter hurtigt scenen.

Jeg har haft en god aften på Voxhall, der har leveret en fin lyd-kulisse, og absolut ingen kø nogen steder. Til gengæld håber jeg, at der kommer lidt flere mennesker næste aften. Så vidt jeg kunne bedømme, oversteg publikums antal ikke 200 på noget tidspunkt, og det lægger altså lidt en dæmper på dødsmetal-koncerter.

 

Royal Metal Fest fortsætter fredag og lørdag. Køb billetter på GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA