x
4Fod: Hovedet På Blokken

4Fod
Hovedet På Blokken

4Fod: Hovedet På Blokken

GAFFA

Album / VME
Udgivelse D. 10.05.2010
Anmeldt af
Christian Grubert

Det er ikke, fordi jeg er blevet gladere for klichéen undergrund, men den passer unægtelig ret godt sammen med 4fod. Brygs, KamiKasper og Stoy er, syv år efter to de førnævntes selvfinansierede gadedebut, nu klar til at blive officielle medlemmer af pladebranchen. De to rappere er blevet gift, fædre og vist generelt bare lidt borderline-voksne. Med 4fod skal man dog aldrig afskrive den indre drengerøv, og det får vi da også serveret lidt af på Hovedet På Blokken. Det er et album, der gerne vil vise drengenes udvikling, men det er også et album, der har svært ved at følge med udviklingen rent musikalsk. Albummets klart bedste numre Dyret I Spejlet og Hæy har begge enkle uforcerede kvaliteter, der giver plads til, at Brygs og KamiKasper kan udfolde sig frit. Det er nemt at sige, at det også er to af albummets mest kommercielle numre, men det er vist kun dem, der stadig siger "real", der vil opponere mod det. Jeg synes helt enkelt bare, at de viser et potentiale, som resten af albummet ikke lever op til. 4fod har talentet til at placere sig selv i en unik position i dansk rap, men det kræver mere end kun hovedet på blokken.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA