x
Diverse kunstnere : Gainsbourg Tribute, Cph Pix, Bremen, København

Diverse kunstnere , Gainsbourg Tribute, Cph Pix, Bremen, København

Diverse kunstnere : Gainsbourg Tribute, Cph Pix, Bremen, København

Anmeldt af Simon Høgh Meldgaard | GAFFA

I forbindelse med filmfestivalen Cph Pix blev der afholdt en tributkoncert til Serge Gainsbourg i Bremen i København. Fokus var på unge fortolkere, der var lige så mange, som der var numre, og ingen faldt igennem. Positive overraskelser var der også, et enkelt suk, og folk lod til at gå glade hjem.

Aftenen startede godt med Alice Carreri, der gav os "Comment te Dire Adieu" i en smuk, sfærisk, stille og lækker udgave. På solidt fransk og godt hjulpet af orkestret Nikolaj K & The Belle Epoque, der startede med klassisk soloklaver og ellers gav numeret en moderne 80'er-lyd. Det trippede, og forventningerne kom opad.

Hernæst en udgave af "Sea, Sex & Sun" af Modern Man med skotske The Steve Kelly på vokalen. Charmerende. Gled over i Julie Maria "Melody Nelson" der så til gengæld gled ud af hukommelsen, og videre til Lars Vognstrup (Lars and the Hands of Light), der gav os en lige så lidt huskværdig rock 'n' roll-udgave af "Terry Canyon". Nu måtte der egentlig gerne ske noget, og det gjorde der, da Esben Hansen (The October Country) åbnede munden. Hold da op en stemme, der gav os "I Just Came to Tell You I'm Going". Meget smukt. Forbløffende.

Nu kom Billie Koppel (Catbird) på scenen. Her var der lige så meget karakter, som der var ekko i mikrofonen. Med Esben Hansen på andenstemmen blev "Sorry Angel" smukt fortolket. Og så kom hittet, fulgt godt op af jubel fra den fyldte Bremen-sal. Al Agami kom på scenen og gav os, hvad der helt klart var, hvad der kom nærmest forbilledet. Dybden og det franske i "Je T'Aime (Moi Non Plus)" faldt ham lige så naturligt, som publikums begejstring gjorde.  Billie Koppel havde rollen som stønneren i den anden ende. Sødt, men supersexet var det bestemt ikke. Men efter det nummer var stemningen i salen god.

Sidsel Storm indledte pausen med "Boomerang" i en fin udgave, hvor det danske var hørbart. Efter pausen var der noget elektro med noget fransk snak over. Men det var i en lydkvalitet, så man næsten måtte holde sig for ørerne. Dette stoppede heldigvis, da Lars Vognstrup kom tilbage med den søde og sjove "Comic Strip". "Shebam, Pow, Blop, Wizz" kom det fra en medbragt sangerinde. Det lød dansk, men man kan ikke bebrejde hende for ikke at ramme Brigitte Bardots original.

Ayoe Angelica var næste levende billede. Hun fremførte smukt både "I Call it Art" og "69 Année Erotique", og blev vartet godt op af Nikolaj K på tangenterne. Han gav den virkelig gas her. Og bandet, især ham, var en stor hjælp for alle solisterne hele aftenen.  På "69" var The Steve Kelly med igen, og fik her vist, hvad han sang på engelsk i starten – han er ikke god til fransk, "Temps" blev til, ja, [temps]. Men igen, dejlige numre, der blev afløst af stor jubel, da Dicte kom på scenen. Hun forklarede, at hun var afløsning for eksen Claus Hempler. Pænt af hende; hun havde givetvis ikke haft lang tid til at øve, men sang godt igennem på "Those Little Things".

Efter første sang var forventningerne høje, da Alice Carreri kom tilbage for at synge den lækre "Laisse Tomber Les Filles". Og de blev helt indfriet. Uha det kogte.  Herefter var hele banden kor, mens "Requiem for Anna" blev fremført af Julie Maria og Hannah Schneider. Fra anmelderens sæde lød det som noget kedeligt patosfyldt lalala. Men det så ud, som om det lød anderledes andre steder i salen.

Afslutningsvis satte Hannah Schneider sig på gulvet med et lille keyboard og begyndte at plimpe den meget triste "Black Trombone", mens en trombonist stod på en balkon og truttede med. Det er, som om Schneider smutter ned i en lille sprække i gulvet og lige så stille bygger en stemning op, der til sidst er så stor, at den flækker hele bygningen. Uha, det var fint. Et højdepunkt. Begejstringen var stor, ikke bare for dette nummer, men for hele aftenen, og det lod til, at folk gik glade hjem.

Skuffelser var der ikke, overraskelserne leverede Alice Carreri, Esben Hansen og Hannah Schneider. Og stemningen under "Je T´Aime" vil også blive husket. Det var dog, som om der manglede noget.

Der var ingen, der var møgfulde, der var intet kontroversielt, der var hverken Gitanes-cigaretter eller sprut på scenen. Ting som Serge Gainsbourg var kendt for, men som selvfølgelig ikke var gået i dag. Og den sensuelle musik var generelt sød og smuk, ikke dampende varme kønsdele. Store fans ville måske mene, at fortolkningerne var for frie, men der skal være plads til fortolkninger. Men når hele ånden fra forbilledet er svær at spotte, får man mistanken om, at en koncert som denne mest bliver brugt som undskyldning for at komme ud at blive hørt. Ikke som hvad det er. En tribut til Gainsbourg.

Hele idéen med at bruge unge, generelt ret ukendte musikere, var fin, men det måtte godt være krydret med noget gammel gris. Indtrykket er, at vi mest hørte søde danske piger, der sang på engelsk. Navne som Henrik Hall, Kim "Kix" Jeppesen, Nikolaj Nørlund, Lorenzo Woodrose, Peter Sommer og endda Peter Belli dukker op som nogle, der kunne have givet det hele noget mere Gainsbourg. Men hvad, det blev en hyggelig aften alligevel.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA