x
Diverse kunstnere: Royal Metal Fest, VoxHall, Århus

Diverse kunstnere, Royal Metal Fest, VoxHall, Århus

Diverse kunstnere: Royal Metal Fest, VoxHall, Århus

Anmeldt af Rebecca Thuesen | GAFFA

Dawn Of Demise (DK) ****
Danske Dawn Of Demise udsendte for to måneder siden deres andet album, "A Force Unstoppable", og det er bestemt ikke nogen dårlig overskrift til dette klassiske dødsmetal-ensemble.

Indflydelsen fra New Yorks dødsmetal-scene, især Suffocation, er slående, og publikum er tydeligvis godt tilfredse. Der er en del flere mennesker i salen denne aften, og de er noget mere vågne; der headbanges og kastes horn med stor entusiasme. Vokal Scott Jensen gør også sit til at holde sit publikum vågent, med et utal af skåle og udbrud, der omhandler bajere og fisse, for nu at citere ordret.

Musikken er flot udført, faktisk er min eneste umiddelbare klage, at sættet på grund af tidspres forkortes, og jeg havde personligt gerne hørt mere. Dawn Of Demise kommer ud over scenekanten på ekvilibristisk vis, med heftige trommesoloer der mest af alt lyder som et maskingevær med en megafon for, og en vokal, der uden problemer spænder over den intense growl. Især numrene "Extinction Seems Imminent" og det afsluttende "Juggernaut" udføres godt, og giver lyst til mere af samme skuffe. Alt i alt ganske imponerende.

Hamlet (ESP) **
Næste på scenen er spanske Hamlet. Her er tale om nu-metal og en særdeles energisk frontmand med en rimelig vokal, og det er næsten det bedste, jeg kan sige om dem. J. Molly, som vokalen hedder, leverer et sceneshow, der svinger mellem en slags sidelæns polka på fast forward og konditionsløb, og tanken strejfer mig, om han mon træner til et maraton. Han er nu ganske underholdende, og forhindrer sikkert en del af publikum i at forlade sceneområdet.

Musikalsk lader Hamlet en del tilbage at ønske. Jeg er ikke særlig bekendt med deres studiemateriale, men live er sangene en tand for lange, og selvom man aner fine melodistumper ind imellem, kommer de aldrig tilstrækkeligt langt frem i lydbilledet til, at det bryder det monotone præg, der ligger over hele sættet. Jeg vil dog fremhæve trommeslager Paco Sanchez, der holder godt sammen på gruppen, og J. Mollys vokal, der ud over skingre skrig faktisk kort viser, at han mestrer en toneskala, der formentlig kan give Axl Roses kamp til stregen, hvis han lod den.

Publikum er da heller ikke helt tilfredse. De fleste har fundet andre ting at lave, mens sættet står på, og de få, der er tilbage, gider dårligt nok klappe på de rigtige tidspunkter – hvilket faktisk er ved at være et tilbagevendende fænomen på denne festival.

The Ocean (D) **
Tyske The Ocean spiller langsom, sfærisk metal, og trods et lidt større publikum end til Hamlet, så er det tydeligvis ikke dette band, publikum er mest begejstrede over. Ikke fordi denne form for musik indbyder til headbanging og crowdsurfing, men det virker mest af alt, som om det meste af salen benytter lejligheden til at tage sig en lur, de gider i hvert fald dårligt nok klappe imellem numrene.

Teknisk er de såmænd helt ferme, om end den nye vokalist Loic Rossetti, der kom til i november sidste år, har nogle problemer med knæk i stemmen ind imellem. Det store problem er i virkeligheden, at de ikke stopper, mens legen er god – og det synes jeg sjældent, den er. Mange kritikere har erklæret deres kærlighed til The Ocean på grund af deres lange og eksperimenterende numre, men efter min mening er numrene simpelthen ikke gode nok til at retfærdiggøre en sådan længde, de hænger ikke ordentligt sammen. Den røde tråd, der simpelthen skal findes, for at man kan spille ti minutter lange numre, er konstant fraværende, og det virker ofte, som om de har taget tre-fire numre og spillet dem i forlængelse af hinanden, i stedet for at hugge dem over. Der bygges ikke spænding op, den afbrydes bare et par gange, for at så at starte forfra.

Dermed ikke sagt, at The Ocean ikke er kompetente musikere, de kan godt spille musik, de kan bare ikke finde ud af at få den til at hænge sammen, og jeg keder mig personligt bravt det meste af sættet.
 
Crowbar (USA) *****
Ved aftenens næstsidste koncert er der endelig spænding at spore blandt publikum, ikke voldsomt meget, men den er der da. Det er da også et Royal Metal Fests helt store trækplastre, amerikanske Crowbar, vi skal have på scenen nu, og jeg skal love for, at det er et rutineret hold, der ved, hvordan man spiller sludge-metal.

Dette bands kendetegn er langsom, voldsomt tung og temmelig minimalistisk lyd, og det tager Crowbar med sig på scenen. Her har vi et band, der ikke behøver at krydre musikken med hysteriske armbevægelser og stor scenografi, deres eksistensberettigelse ligger et ganske andet sted. Kirk Windstein holder koncerten igennem sin guitar næsten helt oppe under hagen, og det er ikke megen motion, han får denne aften, for ud over pauserne mellem numrene, hvor guitaren stemmes, står han næsten helt stille. Det er nu helt på sin plads, sådan har han så vidt jeg ved stået de sidste tyve år, og lad os håbe han bliver sådan ved de næste tyve, for aldrig har monotoni været så spændende.

Jeg undskylder sproget, men det her er kraftedeme godt. En time med Crowbar er som at få et spark i solar plexus på månen; det kan godt være, det går langsomt, men effekten er den samme. Teknikken er tæt på perfekt, og der er en tydelig rød tråd hele vejen igennem sættet. Hvert temposkift, break, slide og brøl er timet, så det er en fryd, der trædes ikke ved siden af en eneste gang.

Det største problem ved denne koncert er det evigt sløve publikum i Voxhall. Windstein er bestemt heller ikke tilfreds med feedbacken, og fem numre inde truer han i ramme alvor med at stoppe koncerten, hvis vi ikke opper os og laver noget larm. En reel klage, for mellem numrene ville man uden problemer kunne høre en ølflaske falde på gulvet, og sådan skal det jo ikke være. Det får folk til at vågne kort, men det holder ikke længe. Først da det relativt korte sæt sluttes af, får Crowbar det bifald, de fortjener, og jeg kan ikke undgå at føle mig en smule flov over, at de skulle flyve hele vejen fra New Orleans for at trækkes med os. Crowbar leverede varen, og jeg var i høj grad underholdt så længe det varede.

Sepultura (BRA/USA) ****
Det er en farlig affære at lave en live-anmeldelse af Sepultura anno 2010, som det næsten altid er, når et band med kultstatus går fra hinanden, og en del af dem fortsætter under det oprindelige navn. Jeg blev koncerten igennem antastet af bunke mennesker, der alle havde deres mening om Sepultura, og jeg må sige, at der ikke var mange positive kommentarer at hente fra dem. En enkelt var ekstatisk over at få lov til at opleve dem live efter 14 år som dedikeret fan, men de fleste brokkede sig højlydt over Derrick Green og kumpanernes frækhed, at de vil bruge navnet Sepultura og det tilhørende bagkatalog, når der kun er et enkelt oprindeligt medlem tilbage, bassist Paulo Jr.

Jeg lægger spørgsmålet om arveret til side og konstaterer, at selvom det ikke lyder som Sepultura før Max Cavaleras afgang, så er det god musik. Green udfylder pladsen som frontfigur fint. Han har en tydelig karisma og et dæmonisk grin, som fanger folks opmærksomhed, og han er bestemt også en god sanger, der holder tempoet med imponerende energi koncerten igennem.

Ud over syv skæringer fra sidste års udspil "A-Lex", er det meste af Sepulturas bagkatalog under behandling, helt tilbage til "Morbid Visions", og de gør det nu meget godt. Flere af dem, jeg taler med, klager over, at de gamle numre spilles alt for hurtigt, men det virker på mig ret passende, når der nu er tale om et nyt line-up, der skal gøre gammelt materiale til deres eget. Jeg tilslutter mig gerne, at Cavalera-regimet var bedre, men drengene her gør det godt. Især er jeg begejstret for trommeslager Jean Dolabella, der effektivt og brutalt sætter farten, og bassist Paulo Jr., der lægger en solid bund til det sidste. Derrick Green er som sagt et powerhouse af energi, han er teknisk dygtig, og giver gamle som nye sange et eget præg, der er klædeligt.

Højdepunkterne fra denne halvanden time inkluderer et gensyn med "Refuse/ Resist" og "Slave New World" fra "Chaos A.D., "Attitude" fra "Roots" og en god live-levering af "We've Lost You" fra "A-Lex", men publikum går først for alvor amok, da vi når til ekstranumrene.

De består af "Kaiowas" i tribal-versionen, "Conform" fra "A-Lex" – hvor vi faktisk ser festivalens hidtil eneste stage-dive – og der sluttes af med den mildest talt længe ventede "Roots Bloody Roots", hvor hele salen kammer over i lykkelig masse-psykose.

Som afsluttende bemærkning må det konstateres, at det gik helt godt. Mange var utilfredse, men Sepultura anno 2010 kan nu godt stå på egne ben, selvom det altid vil være i skyggen af noget, der var engang.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA