x
Michael Falch og Boat Man Love: Musikhuset, Århus, Rytmisk Sal

Michael Falch og Boat Man Love, Musikhuset, Århus, Rytmisk Sal

Michael Falch og Boat Man Love: Musikhuset, Århus, Rytmisk Sal

Anmeldt af Stefan Hansen | GAFFA

Lyset dæmpes, og den første Boat Man Lover slentrer ind fra venstre som en vagabond, fulgt af den øvrige besætning, inden styrmand Falch kommer ind, og sætter sig. Kun et sagte blåligt lys ligger over scenen og silhouetterne deroppe.

Musikken begynder at boble, sparsomt indrettet, båret af Falchs smukke vokal og tyste akustiske guitar, samt trommer, der spilles med store bløde køller. Det er "Fodspor I Havet", der tager et godt tag i publikum. De få ishjerter, der er tilbage, smelter, da Lars Skærbæks ekkoladede solo skærer gennem rummet. Det tegner godt.

Efter "Fodspor I Havet" falder der brat lys på det knaldrøde bagtæppe, i dyb novemberglød, mens bassisten – som en trækfugl – bevæger sig fra tangenterne om bag kontrabassen, og med sine fingre skaber en lydvugge til os alle. Musikken lever, og jeg mindes alt dét, den kan.

"Trækfugle" afsluttes med en mundharpesolo, hvorefter Falch fortæller os, at i første sæt spilles hele det nye album, fra start til slut, fra "Fodspor I Havet" til "Sent Forår". Det er atypisk, men som Falch siger:

- Plejer er død.

I "Kun De Forrykte" fløjter Falch med på guitarernes arpeggios, som kun de forrykte tør. Det er stemningsfuldt og skramlet, og selvom inspirationen er kommet indefra er der – i mine ører – en snert Lanois over det.

Som indledning til "Filosofiske smuler" fortæller Falch om en samtale mellem ham og Poul Krebs, der mente at ordene "Hvor er De dog bedårende, lille frue, kom bare, sæt Dem her," lød som om Falch storbagede på gifte kvinder. Men ifølge ordbogen kan en frue også betyde en moden kvinde, hvilket Falch ræsonnerer må være alle kvinder over tredive - og salen ler.

Musikken sætter ind igen, og hold kæft hvor det rykker, kære frue. Sikke et drev, med trommeslageren på rytmeguitar. Jo, tak, så rock'er det. Hold da kæft.

I "Hjem Gennem Natten" slås mørket ihjel, og vi sendes helt derud på prærien, i cowboyland, hvor kun mænd iført spidse støvler med sporer, og løsslupne kvinder færdes - og dét med smukke, smukke korstemmer.

Senere fortæller Falch om en marskandiser i nærheden af Malurts øvelokale, der havde et skilt hængende med ordene "Gammelt ragelse købes, antikviteter sælges," og tilføjer:

- Dét er andet sæt.

Og så skrues der op, og hold kæft, hvor de spiller fedt. Det er "Sent Forår", og bassisten elsker det, han groover med både krop og sjæl, glæden spredes, og pludselig er der sommer på vej, inden første sæt toner ud.

En alt i alt lille times små mirakler.

Andet sæt

Andet sæt, der begynder med "I Dit Tøj" er godt, men ikke magisk.

"Ild" giver storbybilleder, der står lige så klare som et Søren Ulrik Thomsen-digt, inden der går "desperado" i den, og storbyen forvandles til en unavngiven mexikansk flække, hvor ingen dansker nogensinde vil sætte sine ben.

I "Lykkelig Undervejs" leges der med dynamikken – noget de vilde unge kunne lære noget af. Ingen hørepropper, og ingen ringetone for ørene, da jeg går hjem. Nummeret slutter med en "støj-jazz-solo" med et stænkt "Yellow Submarine". Folk klapper jazzklap. Jo, lidt fintkulturelt er det skam.

Under "Den Eneste I Verden" gør jeg mit for at stå imod, men rytmen river mig med, og jeg rock'er i sædet. Trommeslageren, Johan Lei Gellet, er simpelthen fantastisk – på trods af at lyden på hans sæt er for lavt. Han har – i mine ører – en indlevelse og følsomhed, som kun én anden dansk rock-trommeslager, nemlig Tomas Ortved.

Tiden er inde til at sige farvel, hvilket gøres med Malurt-klassikeren "Mød Mig I Mørket", der får salen til at koge over – inden bandet forlader scenen.

Men publikum udfordrer det ellers så kultiverede hus med rock'n'rock stamp i gulvet, som jeg ikke har hørt det, siden Malurt spillede i Nakskov Idrætscenter i begyndelsen af firserne. Og det virker – bandet kommer igen.

Neonsolen brænder over Århus, med en lang, vild, guitarsolo fra Søren Koch, der næsten falder ud af soloen, og ind i trommesættet, med rockfjæs og det hele, inden "Superlove" lukker og slukker.

Alle går af scenen, men folk vil ha' mer'. Falch kommer tilbage, og alene rider han stormen af, inden han – med knyttet næve i vejret – siger farvel og:

- kom godt hjem.

Rock'n'roll.

 

 

Se flere koncerter med Michael Falch & Boat Man Love og køb billetter via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA