x
The Hidden Cameras og Men Among Animals: Voxhall, Århus

The Hidden Cameras og Men Among Animals, Voxhall, Århus

The Hidden Cameras og Men Among Animals: Voxhall, Århus

Anmeldt af Mette Sloth | GAFFA

Men Among Animals:

De fem hvidklædte drenge fra Men Among Animals måtte optræde for et ret tomt publikumsgulv denne aften, hvor de skulle varme op for det canadiske band The Hidden Cameras.

Der er sket meget med det jyske indieband, siden undertegnede sidst så kvartetten live, hvilket efterhånden går et par år tilbage. De energiske drenge formåede i dén grad at fyre op for energiniveauet, hvis ikke hos publikum, så i hvert fald hos dem selv på scenen. De oser af legesyge, hvilket særligt kommer til udtryk, når man kigger på multiinstrumentalisterne Janus Elsig og Bo Christensen, der begge klapper, danser og rocker ud, så det som publikum er næsten umuligt ikke at lade sig rive med. I sangen "This is Paradise" fik man sågar indtrykket af, at sangen tager grobund i drengenes entusiasme i forhold til at stå på scenen. Men Among Animals fremstår som et band med begge ben på jorden, som spiller musik for musikkens og fornøjelsens skyld.

The Hidden Cameras:

The Hidden Cameras bliver ofte sammenlignet med et band som Arcade Fire, nok primært fordi begge bands består af mange medlemmer, har hjemstavn i Canada og fordi de debuterede på omtrent samme tidspunkt. Dog er The Hidden Cameras en del mere countryinspireret i sin lyd end Arcade Fire, i hvert fald hvis man tager udgangspunkt i repertoiret denne aften. Det tolv mand høje ensamble stillede i aften kun op med otte medlemmer, bestående af seks herrer og to damer, hvoraf den ene kvinde blot var indeover ganske få sange. Instrumenterne bestod af alt lige fra trommer til trompet og cello, hvilket gav koncerten en fyldig volumen.

En veltilpasset ruchebane

The Hidden Cameras leverede ikke mindre end 19 numre samt to ekstranumre, og rækkefølgen på sætlisten var godt gennemtænkt. Hele koncerten igennem varierede hastigheden fra meget upbeat numre til nedkølet country over til smukke sjælere, såsom nummeret "Builds the Bone", der blev spillet i et melankolsk rødt lys, hvor forsanger Joel Gibbs stemme lød hen ad Ryan Adams, når han er i det sentimentale hjørne. Afvekslingen bevirkede, at man som publikum ikke på noget tidspunkt kedede sig, da der hele tiden opstod nye stemninger, man kunne forfølge. Koncertens højdepunkt var nok, da ensemblet spillede hittet "Awoo", der blev taget meget vel imod, og som de da også godt kunne have spillet op til flere gange, uden at undertegnede havde brokket sig. 

Sjove indfald var der også sat overskud af til, for eksempel havde cellisten Ivan Turkalj og Joel Gibb op til flere musikalske dueller, hvor de truede hinanden med deres instrumenter, alt imens de spillede løs på dem. Derudover holdt bandet lidt over halvvejs inde i koncerten en "eyebreak" - en pause for øjnene - hvor de alle spillede med et rødt bind for øjnene. "Underage" bød på en festlig, koreograferet hoppedans, og koncerten sluttede af med det samme nummer, som den indledte med, nemlig "Origin Orphan", dog tilføjet technobeats anden gang.

Den brede forsamling

Da The Hidden Cameras indtog scenen, var salen på Voxhall heldigvis fyldt lidt bedre ud end ved opvarmningsbandet. Gulvet var dog kun cirka halvt fyldt. Tilgengæld bestod publikum af et meget bredt segment, som aldersmæssigt spændte fra gymnasieelever til pensionister - og pudsigt nok var det de sidstnævnte, der fik rystet benene allermest. Særligt da bandet spillede "I Believe in The Good of Life", som stammer fra albummet Mississauga Goddam fra 2004.

En charmerende sammensætning

Hvis man for en stund må have lov at sætte folk i kasser, ligner Joel Gibb og bandets øvrige medlemmer ikke umiddelbart nogle, der spiller musik sammen, og da slet ikke i et indieband. Den mørklødede Gibb indtog eksempelvis scenen i en temmelig nedringet polo-T-shirt og en tyk sølvhalskæde, og assosierede i sin fremtoning til Enrique Iglesias. Den person, der dog tildrog sig allermest opmærksomhed, må have været keyboardets bestyrer Laura Barett, der med sine fine ballarinasko, store biblioteksbriller og mørke pagehår var en charmtrold uden sidestykke. Den opfattelse var aftenens hankønsvæsner tilsyneladende også af, da man kunne se flere af dem fotografere hende med deres smartphones.

Nogle gange kan man blive i tvivl om, hvorvidt et band er klar over, hvor de befinder sig i verden, men The Hidden Cameras var i hvert fald klar over, at de befandt sig i Danmark, for næsten halvdelen af, hvad de sagde, foregik på gebrokkent dansk. Det kan man jo læse som et tegn på, at bandet kunne lide at være i landet og dermed håbe på, at de vender tilbage med jævne mellemrum, for de er i dén grad værd at opleve live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA