Larry Graham: Amager Bio, København

Larry Graham, Amager Bio, København

Larry Graham: Amager Bio, København

Anmeldt af Sohail Hassan | GAFFA

Funkens grand old man, den gudsbenådede bassist Larry Graham, er ikke uden grund blevet kaldt bassens Jimi Hendrix. Manden, der som tidligere trommeslager opfandt slagbas og dannede skole for en lang række af verdens mest kendte bassister. Hvad han kan med den bas, er ren magi, og alle, der var mødt op til den efterhånden 64-åriges andet besøg på dansk grund, fik en ordentlig omgang trylle-funk og en kæmpe oplevelse for livet.

Fik sat tonen lige fra start

Efter en oplivende anderledes entre i et optog med sit hvidtklædte band gennem publikum slog Graham og det nye Graham Central Station et nakkehårs-rejsende lækkert funk-groove an af den helt rigtige slags. Salen var næsten fyldt af et modent publikum, som man kunne se ikke var fremmede for, hvad de havde i vente. Hvad de rent faktisk fik, overgik alle forventninger. ikke mindst denne anmelders. Jeg er stadig rystet.

Set-up'et var en super tight trommeslager (Brian Rio Brazil), to på keys (blandt andet Jimmy Jay), en dygtig guitarist (Zynamite), en percussionist/sanger (Ashley kaldet Bisquit, den eneste kvinde) og så selvfølgelig LG selv på sin space-bas med påmonteret mikrofon. Larrys bas var ikke kørt gennem lyd-anlægget, fik jeg senere at vide. Han kørte på "bag-gear" via to kæmpe-højttalere lige bag ham, og hans bas lød fantastisk. Det lille ensemble leverede et forbløffende fyldigt sound. Grahams ekstremt sprøde stemme er et kapitel for sig. En af de originale og autentiske funk-vokaler og den havde ikke ændret sig en tøddel.

Der var lagt op til fest helt fra starten, og der blev spillet sindsygt højt, men lyden var god, og showet var tryllebindende fra start til slut, så man glemte at holde sig for ørene. Det ringer stadig for mine, her dagen efter. Rock'n'Roll eller mere passende Funk'n'Soul.

En parade af hits

Graham havde masser af funk-klassikere at byde på. Ikke mindst fordi han også har været bassist for Sly & The Family Stone. Vi kom med på en funky-togtur til Graham Central Station med hits som bl.a. Hair. Så kom der en version af I Can't Stand The Rain, hvor den kvindelige sanger kaldet Bisquit imponerede i en sådan grad, at man kom til at tænke på Chaka Khan og Tina Turner. Hun stod i det hele taget ikke tilbage for mændene på scenen i funkyness og var en stor drivkraft hele vejen igennem. Derefter spillede de Stevies Higher Ground, der er som skabt til Graham, fulgt op af en tur tilbage i tiden, da Larry udfordrede de danske fans til at nævne et Sly & The Family Stone-nummer, han ikke kunne spille. Så kom de ellers: Family Affair, Hot Fun In The Summertime, Everyday People, If You Wan't Me To Stay mm. Især trommeslageren var imponerende dygtig. Han fyrede den af i en solo, så man skulle tro han havde otte arme og tre fødder. Der var kun én stortromme-pedal.

Denmark's got talent

Da de kom til Dance To The Music, skete der noget virkelig flippet. Graham spurgte, om der var nogen blandt publikum, som ville op på scenen og give den gas. Anybody wanna com get some? Den første der troppede op, var Al Campos, den superdygtige amerikanske soul-sanger, som er bosat i Danmark. Han fyrede et par vel-lirede strofer af, som gjorde os alle stolte. En fyr kom op og bad om lov til at spille lidt keyboard, de gjorde plads til ham, og så fyrede han den af, så man troede, det var løgn. han blev fulgt af en fyr som bad om lov at spille på mesterens bas, og igen var det imponerende godt. Der var en ung knægt, som lavede human beat-box. OK modigt gået, og en fyr på noget scatsang. Men det var to kridhvide gutter på sax og trompet, som i den grad leverede noget bandet manglede, for at gøre dette trip tilbage til den originale sound komplet, nemlig en hornsektion. Graham blev så glad og imponeret, at han simpelthen insisterede på, at drengene blev og spillede med til resten af koncerten. I came to Denmark and got myself a hornsection! proklamerede Graham glad. Så cool. Godt gået, Danmark. De, som så ham live på Park i 1998 og iøvrigt har fulgt ham, må have vidst, at dette tidspunkt ville komme i koncerten. 

Festen var ikke slut.

Allerede halvvejs inde i den to en halv times lange koncert fortalte Graham, at bandet havde glædet sig til at feste med det danske publikum, og der var lagt op til en lang aften, så vi kunne godt ringe til babysitterne nu. Han holdt, hvad han lovede. Efter den flotte optræden med publikum, fyrede de Sly Stones Thank You (Falettinme Be Mice Elf Agin) af. Hvor Graham blandt andet tog sin bas med ned midt blandt publikum og spillede en af sine mange slammin' bas-soloer. På tidspunkter, hvor musikken var hårdest og mindede mest om en hård rock-koncert, gik Graham helt Hendrix-amok og gned bassen op ad højtalere og stativer. Det var helt vildt, hvormeget larm han kunne lave. Kedelig, det var han ikke.

Da koncerten sluttede, gik Graham og band i optog ud gennem publikum, samme vej de var kommet ind. Selvfølgelig blev de klappet og piftet ind igen af et mega-begejstret publikum. Koncerten skulle heldigvis ikke lukkes med en gå hjem-sjæler. No way. Bandet sparkede gang i et sindsygt funky-synth-groove, som gik rent ind. Det var ikke svært at se, hvor for eksempel Prince fik sin inspiration fra. Så blev alle dem, som havde lyst, inviteret op på scenen til dans, og Graham lavede sin kendetegnende nedtælling fra fire og så fyrede de I Want To Take You Higher af til et Amager Bio i fuldstændig ekstase.

Årets koncert

Det kan ikke gøres bedre. En funk-eksplosion med en sand perlerække af de bedste hits, et varieret show i tæt samspil med publikum, improviserede overraskelser, en uforlignelig evne til at piske en stemning op og ikke mindst musikalsk talent for alle pengene. Sikke en showman. Denne koncert vil aldrig blive glemt. Larry, kom tilbage snart.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA