x
Sivert Høyem : Loppen, København

Sivert Høyem , Loppen, København

Sivert Høyem : Loppen, København

Anmeldt af Simon Høgh Meldgaard | GAFFA

Et norsk æg dukkede op over et tæt, tændt publikum i et lille mørkt og atmosfærefyldt lokale. Sådan så det ud på Loppen. Ægget var Sivert Høyems hoved. Det siger nok ikke mange så meget om, hvordan der lød derinde. Fortæller man, at dét hoved tidligere var i front for Madrugada, er flere nok med på idéen. Og jo, Sivert Høyem på Loppen var en god idé.

Han har udgivet tre soloplader. Det seneste efter Madrugadas svanesang, afskedskoncerten i Oslo november 2008, halvanden år efter guitarist Robert Burås' tragiske død. 

Solo lyder Høyem naturligvis meget som Madrugada, hvis største karakteristikon var netop hans stemme. En vokal, der bestemt fortjener et par ord. Det er en karakteristisk, fyldig, patosfyldt og kraftig vibratostemme, hvor vibratoet lader til at ligge, hvor mund bliver til hals. Men det kan flyttes, hørte vi, for stemmen bliver nu brugt noget mere alsidigt end i de mørke og dybe Madrugada-sange. Og de mørke gardiner er blevet trukket til side. En anden forskel er dog også, at lyden ikke er så karakteristisk, som den var, og at der kommer færre oplagte hits. 

Et fællestræk er dog også skarpe, letforståelige og letfordøjelige hooks. Og ditto tekster. Med masser af repetitioner, især af omkvæd. Og ekko i mikrofonerne. Alt i alt 90'er-rock med en patos, den nok ikke helt kan bære. Men når den bliver leveret live af en sympatisk mand, der tydeligvis arbejder hårdt for sit publikum, og leverer med glimt i øjet og totalt uden selvhøjtidelighed, forsvinder indtrykket af oppustethed. Og musikken var mere moden, end den var gammeldags. 

Koncerten var i begyndelsen mestendels rar og hyggelig på en ufarlig måde. Men spændingen steg med temperatur, lydvolumen og bandets legelyst. Og større inkludering af slagsange fra før og nu. 

Første højdepunkt var overhittet "Majesty", der blev leveret solo. En sang så rar, som lagde ens mor et tæppe over én. Der blev stille på de forreste rækker, de bagerste var ikke fanget ind endnu. De sugede stadig stemning. 

Men så kom solonummeret "Exiles" fra albummet af samme navn. Otte minutters norsk gotik, der her blev trukket til cirka dobbelt længde. Her blev der leget og syret, Sivert var på gulvet for at feede spade, og stemningen steg. Dette blev starten på højnede anden halvdel. Højdepunkterne lå nu noget tættere. Med "The Kids are on High Street" som et eksempel på en fed og fedt leveret sang. 

Men så var det allerede ovre. Eller ekstranumrene begyndte. Fire af slagsen. Og dertil to ekstra-ekstra numre. Mere end to timer blev vi underholdt. Og jo længere tiden gik, des bedre blev oplevelsen. 

Første ekstranummer var syng-med-sangen "Sister Sonic Blue" fra seneste soloplade "Moon Landing" fra 2009. Ellers kan nævnes "Northwind", her i en fed, rå version. En sang der, som titlen antyder, berører mere af den nordiske kvalitet, der ellers ligger et godt stykke under overfladen.  

Bandet er der ikke meget at sige om. Hovedpersonen stod på plakaten, de fire vandbærere gjorde, som de skulle, og at de ikke stak hovedet mere frem, var ikke et problem. Publikum lod til at være Madrugada-fans i alle aldre. For til netop de numre blev der spidset flest ører. Sammenfattende må det siges, at koncert, publikum og spillested forstærkede hinanden i en voksende oplevelse.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA