x
Lou Reed's Metal Machine Trio Lou Reed: DR Koncerthuset

Lou Reed's Metal Machine Trio Lou Reed, DR Koncerthuset

Lou Reed's Metal Machine Trio Lou Reed: DR Koncerthuset

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Hvad gør den aldrende rockmusiker, som allerede et par gange i løbet af karrieren har flyttet grænserne for sin genres udtryksmuligheder? Han giver sig naturligvis til at udforske lyden af selve universets begyndelse og, som Lou Reed forklarede Deres Udsendte inden aftenens koncert, skrive et lydspor til The Hadron Collider – verdens største partikelaccellerator, som forsøger at genskabe The Big Bang en miniature.

Det fortsat tilblivende værk under overskriften Lou Reed's Metal Machine Trio, som lørdag kunne opleves i Koncerthusets glimrende rammer, tåler da også vanskeligt sammenligning med noget som helst andet, denne signatur har oplevet i en koncertsal. Genialt eller gabende kedsommeligt? En eller seks stjerner? Interessante auditive afsøgninger fra en visionær lydkunstner eller prætentiøst bullshit? Og var det overhovedet musik, vi var vidne til? Rock'n Roll var det i hvert fald slet ikke, og der skal nok være nogle, som er blevet koblet af i løbet af den halvanden time lange seance, som kun bød på få regulært melodiske forløb. Dem om det.

Lou og maskerne

Som den store, danske Lou Reed-entusiast Dan Turell engang skrev, var 70'ernes Lou, om nogen i branchen, en maskernes mand; frivilligt placeret i et spejlkabinet midt mellem menneske, myte og – som i aften – maskine(r). Well, i begyndelsen af 80'erne, cirka Legendary Hearts (1983) og New Sensations (1984), smed Lou, i al fald tilsyneladende, maskerne - omtrent samtidig med at han vistnok droppede dopen, begyndte at gå til AA-møder og i øvrigt genfandt guitaren som sceneredskab. Lou som rockens sammenbidte arbejdsmand; Lou på scenen – Lou på kontoret, og sådan har det i en vis forstand været siden. På den ene side.

På den anden er Lou Reed – naturligvis, fristes man næsten til at tilføje – ikke blevet mindre excentrisk med årene. Den evige New Yorker har som bekendt altid gjort det til sin kunstneriske raison d'etre at skuffe sit publikums - og ikke mindst pressens – forventninger; det eminente anti-Greatest Hits-show, han serverede i Århus og København i 2005 er blot et enkelt eksempel af nyere dato. De senere år har manden, som ellers ofte har defineret sit artistiske projekt som et ønske at lave "rock'n roll-plader for voksne", i stigende grad vendt sig mod instrumentale kompositioner – eller rettere: lydlandskaber, ofte improviserede.

Først med 2007-udgivelsen Hudson River Wind Meditations (som ikke uden grund sorterer under New Age-afdelingen på undertegnedes lokale bibliotek) og nu altså med Lou Reed's Metal Machine Trio, som i pressematerialet på forhånd har advaret om, at der ingen regulære sange vil være på programmet i aften. Og det virker da heller ikke som om, at mange er dukket op med en misforstået forventning om en nostalgisk walk on the wild side, selvom det bestemt bliver en vild tur, på sin egen facon.

Kommercielt kamikaze

Det så ud som det definitive karrieremæssige selvmord, da Lou i '75 udsendte dobbelt-lp'en Metal Machine Music: fire nøjagtigt lige lange sider infernalsk feedbackstøj umiddelbart ovenpå hans hidtil mest kommercielt succesfulde album, Sally Can't Dance (som han naturligvis, efter eget udsagn, selv hadede). Det er, som den vakse læser vil have bemærket, nøjagtig 35 år siden i år, og der er således en egen logik i, at Reed nu besøger en række europæiske byer sammen med saxofonisten Ulrich Krieger og computertroldmanden Sarth Calhoun under netop navnet Metal Machine Trio. Det er en bastard, en musikalsk monstrøsitet, som fejrer jubilæum - men alligevel.

Calhoun var også med som i øvrigt eneste akkompagnatør, da Lou og den ikke mindre navnkundige frue Laurie Anderson besøgte Koncerthuset sidste sommer, mens Lou og Kriegers veje krydsedes i forbindelse med sidstnævntes arbejde med at transkribere (!) Metal Machine Music for nogle år siden. Et arbejde, hvis frugter i øvrigt kunne opleves tidligere i år, hvor pladen blev opført som orkesterstykke på Columbia University. Tal om musikhistorisk ironi.

Cinematiske kvaliteter

I aften er der dog ikke tale om en gennemspilning af albummet – hvilket da unægteligt også ville være svært at bære for selv det mest tålmodige publikum – men derimod instrumentale improvisationer. Fans, som har erhvervet trioens liveplade med den voluminøse titel The Creation of the Universe - som i øvrigt kun er tilgængelig fra Reeds hjemmeside – vil vide, at gruppen opererer i et til tider ildevarslende auditivt univers med oplagte cinematiske kvaliteter. I passager kunne det lyde som soundtracket til en imaginær gyserfilm, i andre knap som musik – og det kræver, som det tør være antydet, ikke så lidt af sin lytter, ikke mindst, når man er bænket i en koncertsal uden mulighed for overspringshandlinger. De tålmodige belønnes med en stemningsfuld støj-suite og tvinges til at forholde sig til, hvad musik egentlig er, mens andre må formodes at blive koblet af undervejs.

Man har kunnet hæfte mange betegnelser på Lou Reed gennem tiden, men aldrig kedelig. Selv de mest middelmådige plader og koncerter – og det er ved gud mange år siden, Lou har været en sprællemand på scenen – har altid givet ét eller andet, om ikke andet så i kraft af de aldrig uinteressante sangforedrag. I aften får vi så en ny side af Lou, lydkunstneren, på arbejde i sit maskinrum cirka så langt fra The Rock'n Roll Animal, som tænkes kan. Måske nok mere interessant end egentligt medrivende. Men bestemt ikke kedeligt.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA