x
Femi Kuti & The Positive Force: Kulturbolaget (KB), Malmø

Femi Kuti & The Positive Force, Kulturbolaget (KB), Malmø

Femi Kuti & The Positive Force: Kulturbolaget (KB), Malmø

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Femi Kuti er tidens ubestridte konge indenfor afrobeat.  Hans koncert med sit vanlige band The Positive Force var mesterligt udført og en fryd for alle sanser. En af de helt sjældne koncerter, hvor der blev øst med lind hånd i et udtryk uden grænser

For små 30 år siden spillede legenden Fela Anikulapo Kuti på Glastonbury Festival i England, og det er nærmest rørende at se, hvordan han blandt solospillerne trækker en ret genert Femi frem til at spille en lille, men kvalificeret solo. For nu her 30 år siden har farmand været i graven i 13 år, og sønnen står i spidsen for et band, der totalt opdaterer afrobeat. En hamrende velsmurt maskine af et bigband, hvor de fem messingblæsere leverer uhyggeligt præcise riffs i et stærkt opskruet tempo, mens de tre danserinder agerer svarkor for mesteren selv. Vel at mærke en mester, der med årene ligner faren mere og mere, og som styrer showet som indpisker og kraftfuld sanger. Når han da ikke trakterer Hammond-orgelet eller trækker en af sine saxofoner frem.

For fem år siden gæstede det positive selskab Roskilde Festival, ligesom de udsendte et livealbum, som jeg gav fem stjerner. Nu fem år senere har det samme hold øget niveauet betragteligt, for koncerten mandag på KB – Kulturbolaget – på Berggatan i Malmø meldte sig ind helt oppe i de højeste luftlag. Som et par numre henne i koncerten, hvor Femi går i bebop-mode, og sender hilsner til især Dizzy Gillespie med en trompetsolo, der står fantastisk mod lydtæppet, som bandet leverer og sender hilsnen videre fra den store Fela, som netop startede ud i sin tid med orkesterlederen Duke Ellington på nethinden. For det var afrojazz i fineste aftapning, som Femi og bandet leverede. Jeg kan ikke tro andet, end at Fela smiler i sin himmel, for  sønnen gik netop tidligt sine egne veje – modsat lillebror Seun Kuti – og nu følger han på så mange planer sin far til dørs. Bærer visionen videre. Den generte dreng fra Glastonbury er blevet en konge.

Som altid er det de politiske tekster, der er i fokus. Og vi får masser af eksempler på de samme emner, som Fela blev kastet ind og ud af fængsel for at ytre, men hvor faren valgte bevidst at bruge dialekten ved navn Broken English, så bruger Femi det engelske sprog og giver sig god tid til at fatte budskaberne. Ligesom der er masser af mindelser til gospelmusikken, som den kendes fra Harlem med englekor og frontmanden selv i rollen som prækkende ypperstepræst og overdommer. På scenen står en monsterblæsergruppe på fem mand plus Femi selv, en bassist der sparker en råfunket solo af midt i krydsfeltet af tætarrangerede numre, samt en rytmegruppe, hvor trommeslageren er kompetent, og perkussionisten hamrer sine congas med stikker. I alt er der 11 mand og de tre dansende amazoner, og de adlyder det mindste vink fra Femi eller fra guitaristen, som synes at være nummer to i hierarkiet.

Koncerten slutter med en hel serie af ekstranumre, hvor Femi giver os en prædiken om sex – faren havde 50 koner (!) – som kommer midt i det berømte nummer "Beng beng beng", som vakte furore i sin tid og blev forbudt med teksten, som så sex fra en kvindes synspunkt. Her giver Femi mindelser til Otis Redding, mens de skrappe danserinder med kuglelejer i de roterende numser levere kor, som er taget fra Stax i Memphis.

En koncert på absolut stjerneniveau med afrobeatens konge.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA