x
OneRepublic: Pumpehuset, København

OneRepublic, Pumpehuset, København

OneRepublic: Pumpehuset, København

Anmeldt af Peter Juncker | GAFFA

Ryan Tedder er en af den internationale pladeindustris helt tunge drenge. Som producer og sangskriver har han i de senere år leveret den ene hitlistestormer efter den anden til folk lige fra Chris Cornell til Natascha Bedingfield, Leona Lewis og Beyonce Knowles.

Tedder har dog aldrig lagt skul på sin ambition om at stå i spidsen for sit eget band, og efter en turbulent periode, hvor hans OneRepublic først blev droppet af pladeselskabet og siden blev det mest spillede band i Myspace, kom gennembruddet, da Tedders læremester Timbaland i 2007 inkluderede et remix af et af bandets numre på sit soloalbum "Shock Value"

Herefter gik det pludseligt stærkt. "Apologize", som sangen hed, blev et af årets største hits, og den fungerede som et slags uimodståeligt lokomotiv for debutpladen "Dreaming Out Loud", der blandt andet indeholdt bandets oprindelige version af nummeret og endte med at sælge i omegnen af to millioner eksemplarer.

Og selv om kritikerne måske ikke ligefrem lagde sig fladt ned over resultatet, så måtte de fleste alligevel indrømme, at Tedder var i stand til at levere en blanding af knivskarpe hooks og svulmende omkvæd, som det var nærmest umuligt at få ud af hovedet igen.

Denne opskrift har OneRepublic bevaret på opfølgeren "Waking Up", der udkom sidste år. Her er der igen tale om en samling iørefaldende pop rock-sange med elementer af r&b, soul og hip hop, men hvor forgængeren virkede konstrueret med en nærmest manisk frygt for at kede lytteren, så har man denne gang haft modet til at gå i en lidt mere eksperimenterende retning både hvad angår sangskrivning og produktion.

Højlydte pigehvin

Måske derfor har "Waking Up" ikke haft helt samme gennemslagskraft som forgængeren, men at OneRepublic og ikke mindst Ryan Tedder stadig har mange fans, kunne man konstatere, da bandet på slaget præcis 22 mandag aften gik på scenen til deres første koncert på dansk jord i Pumpehuset til lyden af højlydte pigehvin.

Her lagde bandet, anført af en energisk og fokuseret Tedder iklædt jeans, grå T-shirt, vest og sort tophat, stærkt fra start med "Everybody Loves me" fra "Waking Up", "Goodbye Apathy" samt hittet "Stop And Stare" fra "Drowning Out Loud", der med det samme udløste spontan fællessang og begejstrerede klapsalver.

OneRepublic har ofte omtalt sig selv som et rockband, men på denne aften var det tydeligt, at det var sangenes mere soul'ede elementer, der var i højsædet, hvilket blandt andet kom til udtryk i form af Tedders r & b-agtige fraseringer og bløde falsetsang. Derfor virkede det en smule underligt, da bandet to numre senere valgte at prøve kræfter med Franz Ferdinands "Take Me Out", der da også blev leveret i en noget fersk og uinspireret version.

Herfra var det som om, koncerten begyndte at tabe højde. Selv om det hele tiden lød godt, og Tedder sang og performede upåklageligt, manglede der et eller andet udefinerbart - en nerve, vildskab eller en eller anden form for indre nødvendighed - hvilket meget godt blev illustreret af et par livligt gabende herrer ved siden af mig.

Alligevel lykkedes det efterhånden OneRepublic at få rettet op med det storladne og hymniske "Marching On", introduceret af Tedder som et nummer, der nær ikke var kommet med på pladen, men nu var et af hans yndlingsnumre. Her begyndte armene atter at skyde i vejret, og der kom på ny bevægelse i publikum.

Og med en stærk afsluttende serie bestående af "All The Rigtht Moves", "Say (All I Need)", og ikke mindst det nummer, som de fleste var kommet for at høre "Apologize", leveret i en version nærmest demonstrativt anderledes end Timbalands, lykkedes det OneRepublic at bevare momentum frem til slutningen på det ordinære sæt.

Alligevel var klapsalverne ikke så stærke, som man skulle tro, og da OneRepublic kort efter vendte tilbage til ekstranumrene, var det med et medley af covernumre, der startede med Ben E. Kings "Stand By Me", gik over i White Stripes "Seven Nation Army", fundstændigt renset for originalens på én gang sumpede og fræsende groove, for til sidst at ende i Justin Timberlakes "SexyBack"

Selv om det et eller andet sted var fornøjeligt nok og kunne siges at signalere en vis form for festligt overskud, som gruppen ofte er blevet beskyldt for at mangle, så var resultatet mere bizart end overbevisende, og det virkede derfor ganske symptomatisk, at OneRepublic efter at have takket publikum og sendt dem ud i natten med en humoristisk formaning om ikke at "drink and bicycle", igen vendte stærkt tilbage med den USA-kommenterende "Waking Up", der med sine ringlende guitarer og grandiose omkvæd lød som noget, U2 kunne have lavet i 90'erne.

Så alt i alt kom aftenen til at bekræfte det indtryk, som mange sikkert havde i forvejen, af en topprofessionel og toptunet popmaskine, der kan en hel masse, men ikke rigtigt magter begrænsningens kunst.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA