x
Joann Sfar: Gainsbourg (Vie Héroïque)

Joann Sfar
Gainsbourg (Vie Héroïque)

Joann Sfar: Gainsbourg (Vie Héroïque)

GAFFA

Film / SF Film
Udgivelse D. 29.04.2010
Anmeldt af
Simon Høgh Meldgaard

En egoistisk, fordrukken, gammel gris. Eller en stor poet, der med charme og personlighed blev det europæiske fastlands største solonavn nogensinde. Meningerne er delte. Sandheden er nok en blanding.

Under alle omstændigheder må det have været en begrænsningsopgave at presse Serge Gainsbourgs farverige liv ned i 130 minutters spilllefilm. "Serge Gainsbourg (Vie Héroïque)" gør forsøget, og har netop fokus på at vise, beskrive og forklare livet frem for musikken, der hele tiden er der, men spiller en birolle.

Filmen er baseret på en tegneserie af tegneserieskaberen Joann Sfarr, der selv har lavet manuskript og instrueret filmen. Hans første. Og netop tegneserieelementerne er tydelige, for der dukker et par tegneseriefigurer op i filmen. Et stort jødisk hoved og et karikeret, djævelsk alter ego. De er med til at skabe et fantastisk præg, og sætte fokus på barndommens som jøde i et nazistisk okkuperet Frankrig, og en mand der var besat af sit eget udseende og havde indre dæmoner, han mente talte direkte til ham.

Det er der dog problemer i. Ved at dække barndommen og at få en anden karakter, en djævel, til at tage ansvar for Gainsbourgs handlinger, flytter man sympati over på manden, og vasker hans hænder. Vi ser hvordan mandens ego og alkoholisme sårer kvinders liv. Men vi berører det kun. Og vi får det forsvaret. Titlen "Serge Gainsbourg (Vie Héroïque)" skal altså tages alvorligt. Heroisk liv. Det er en hyldest, det her. Vil man høre skriget fra de smadrede kvinder, se alkoholismens grimmeste ansigt, ja eller se, hvordan børnene led skade, vil man nok ikke blive tilfredsstillet af disse forklarede, forvarende berøringer.

Går man op i stil, er der dog guf. Handlingsforløbet er befriende lineært og roligt. Med start som barn og slut som død. Stort set uden dikkedarer. Musik og tøj ændrer sig med tiden, ligesom lyssætningen interessant nok gør det. Smukke billeder hele vejen.

Glimrende skuespillere

Eric Elmosnino spiller Serge Gainsbourg. Han bærer altså filmen og gør det glimrende. Ikke bare er den fysiske lighed forbavsende, mimikken er der også, med de strittende fingre, og spillet er upåklageligt.

På andenviolinerne er de skiftende kvinder i troubadourens liv. Laetitia Casta som Brigitte Bardot og Lucy Gordon som Jane Birkin. Ikke skuespillere, de fleste er bekendt med. Men de gør det glimrende. Læser man op på dem, må man tragisk nok sande, at Lucy Gordon hængte sig selv kort efter filmens optagelse. Kendte navne skal man langt ned ad rollelisten for at finde. Den franske nybølgeinstruktør Claude Chabrol har en lille komisk rolle. Hvad der vel må ses som en hilsen til den rolle som kulturbannerfører, Frankrig havde dengang, og som Serge Gainsbourg også var en del af.

Gainsbourgs musik var lyrisk baseret poprock langt ude ad den sensuelle tangent. Det var en hyldest til kvinder og skønhed, med seksuelle undertoner, mellemtoner og overtoner. Stilarten er det svært at sige noget samlende om. For den var en evigt skiftende blanding. Men det samlede indtryk er det samme. Det lyder i varierende grad som en mellemting mellem Charles Aznavour, Leonard Cohen og Bryan Ferry. Altid dybt og sensuelt og gerne provokerende.

Er man til action og fart i fortællingen, ja eller til biografier, der viser et liv med alle dets op og nedture, frem for at tegne et hyldestbillede, bør man kigge andetsteds hen. Er man til godt spillede, fascinerende fortællinger, tilsat nøgne kvinder (den er fransk), talrige Gitanes-cigaretter, musik, stil og coolness, kan filmen anbefales.

Filmen var åbningsfilmen på festivalen Cph Pix og har premiere 29. april i biografer over hele landet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA