Patti Smith: Just Kids

Patti Smith
Just Kids

Patti Smith: Just Kids

GAFFA

Bog / Ecco
Udgivelse D. 28.04.2010
Anmeldt af
Torben Holleufer

Roskildeaktuelle Patti Smith har endelig skrevet en bog om sin opvækst og om de unge år i New Yorks gader med fotografen Robert Mapplethorpe. Og den er fremragende.

Da fotografen Robert Mapplethorpe bukkede under for sin AIDS-sygdom, var der mange der stod i kø for at skrive historien om den kontroversielle kunstner. Kontroversiel fordi den unge newyorker havde markeret sig med stærkt homoerotiske kunstværker fortrinsvis i et stringent sort-hvidt miljø, hvor han udstillede en lang række modeller, først i bondage som hovedværket "Jim, Sausalito" og siden med kæresten Milton Moores slappe nærmest henkastede lem hængende ud af tissehullet, genialt beskåret og med titlen "Man in polyester suit". Og den store biografi blev Patricia Moriscoes meget grundige bog, og trods Patti Smiths samarbejde, manglede vi i den grad bogen, der gik bag om sensationerne og søgte kunsten og mennesket bag det hele. Den har vi fået nu fra Patti Smith selv.

V i starter med et flygtigt vue ud over Pattis barndom, hvor familien flytter lidt rundt, indtil de slår sig ned i New Jersey. Patti er den ældste, og tidligt er hun den der orkestrerer de andre ungers teaterstykker og andre ting. Hun er dybt besat af bøger, og læser især de franske digtere og forfattere fra 1800-tallet, og hendes idoler bliver tidligt Baudelaire og især Rimbaud. Der skabes i familien et tæt sammenhold, der siden følger hendes udvikling. Ligesom vi kortvarigt hører om Mapplethorpes barndom ude i Floral Park i Queens, men for begges vedkommende kommer vi gudskelov hurtigt ind på Manhattan og til den dag i 1967, hvor de mødes.

Patti Smith er om sig med de gamle noter og får hele tiden sat scenerne ind i et historisk perspektiv. For den musikinteresserede er der selvfølgelig mest at hente i tiden, hvor de to bor på Hotel Chelsea og kommer på den berømte klub Max's Kansas City, hvor de kommer ind og er en del af det berømte baglokale, som Lou Reed synger om i "Walk On The Wild Side". Robert og Patti danner par i en tid, indtil deres veje på det erotiske område skilles – ikke mindst fordi Mapplethorpe kommer ind i bøssemiljøet - men de har dannet en pagt, som de holder. De skal begge være kunstnere og passe på hinanden. Og de har fælles drømme og idealer.

Det er en fascinerende rejse og et formidabelt indblik i New York mellem 1967 og 1989, i scenen i skyggen af Andy Warhol og hans følge, men især en grundig indføring i Patti Smiths liv og idealer og hvad der skabte det ikon, som så mange kvindelige kunstnere siden har beundret og efterlignet. Fra de første spoken word optrædener med guitaristen Lenny Kaye til den store succes i sluthalvfjerdserne. Samt et hav af personligheder, som de to kommer tæt på, både de internationalt kendte som Jimi Hendrix og Janis Joplin og de lokale, men vigtige for historien, såsom Mapplethorpes sponsor og elsker Sam Wagstaff.

Jeg er vild med New York og beundrer Mapplethorpes kunst, ligesom jeg har en masse plader med Patti Smith. Denne bog har for alvor givet mig en indsigt i, hvad der skaber en kunstner og er en lærebog for enhver, der vil kunsten uden tøven.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA