x
Ultravox: Pumpehuset, København

Ultravox, Pumpehuset, København

Ultravox: Pumpehuset, København

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Når jeg ikke zappede pixels til tonerne af Rob Hubbard på min Commodore 64 i firserne, så kunne det hænde, at jeg tilbragte mine eftermiddags- og aftenstimer i selskab med Jaime Hernandez' Love And Rockets punk-tegneserier om Hopey og Maggie, og det var stort set altid til tonerne af new wave-musik fra båndoptageren - sådan nogle brugte man jo dengang. En af de grupper hvis bånd blev flittigt vendt - i helt bogstavelig forstand - var engelske Ultravox, og efterhånden som årene gik og firserne blev til halvemserne og et nyt årtusind, skulle det vise sig, at noget af det, jeg tog med fra dengang og videre i tilværelsen, var netop Ultravox. Nåja, jeg er naturligvis også stadig ulykkelig forelsket i Hopey, der i sin egenskab af tegneseriefigur er lige præcis så uopnåelig som enhver nyromantisk sjæl kan ønske sig, men det er selvsagt en anden historie.
 
I dag skriver vi 2010 - det klinger af Arthur C. Clarke og science fiction - og på sin vis var der tale om et kig ind i en aldret fremtid, da Ultravox gæstede et komplet udsolgt Pumpehuset i København denne tirsdag aften, for da gruppen for alvor slog igennem i begyndelsen af firserne, var det med en for datiden fremsynet elektronisk orienteret lyd. Siden har det måske været så som så med Ultravox' plads i den elektroniske musiks historie - de var ikke så gennemført kolde som Kraftwerk, de var ikke så udsyret kosmiske som Jean Michel Jarre, og de endte, måske lige bortset fra deres Live Aid-optræden i 1985, ikke med at spille for fyldte stadions verden over som Depeche Mode. Men når man lytter til hjemlige synthrock-navne som Spleen United, Veto og Nephew, eller måske udenlandske størrelser som Muse og Kent, så kan man bestemt ikke fornægte Ultravox' indflydelse, og vender man sig mod undergrunden, så er det oplagt, at også flere electroclash-, futurepop- og ebm-navne kan deres Ultravox.
 
Uomtvistelig musikalitet
I pumpehuset stillede gruppen op med det, der blandt kendere kaldes for Chrysalis-besætningen, dvs. de fire medlemmer, der udgjorde Ultravox i firserne, på Chrysalis-selskabet, nemlig Midge Ure, Billy Currie, Chris Cross og Warren Cann. Det var med denne besætning, at Ultravox skabte sine største kommercielle succeser med albums som Vienna, Rage In Eden, Quartet og Lament, og det var da også materiale herfra, der blev spillet til koncerten. Og hvad skal man så sige til sådan en omgang? En koncert i 2010, hvor nyeste nummer stammer fra omkring 1985, og hvor de fire sortklædte herrer på scenen ligner alt andet end stilfulde new romantic-knægte. Kan det blive andet end rendyrket nostalgi? Og skal man, som velskruet, selvfed musikanmelder, ikke helst foragte lige netop nostalgien i alle dens afskygninger, i al dens væsen? Nostalgien og de aldrede rockstjerner slår jo skår i favoritmyten; lev stærkt, dø ung. Jo, jo, det er sandt nok altsammen, men hvis alverdens halvstuderede gymasielæreranmeldere kan blive ved med at dyrke Dylans kvækkende alderdom - al ære og respekt - så må det vel være en enkelt anmelder i syntetisk læder og pink hårpragt forundt at se igennem fingrene med, at Ultravox stillede op på scenen uden eyeliner og læderkasket. For det, de stillede op med var det eneste, de har tilbage, nemlig deres uomtvistelige musikalitet, og den skulle vise sig at holde hele aftenen igennem.
 
Efter en lidt ujævn begyndelse med den ellers fremragende New Europeans - en personlig favorit - hvor de forskellige lydniveauer lige skulle justeres helt på plads, blev det bare bedre og bedre. Selvom der, naturligvis, fristes man til at sige, blev anvendt backing tracks, så spillede alle fire musikere vitale dele af musikken, ofte på flere forskellige instrumenter, og det gjorde de godt. Cross og Cann var begge tight og leverede bund og dynamik koncerten igennem på bas (bas-guitar og bas-synth) og trommer (akustiske og elektroniske), mens Currie skiftede mellem elpiano, synthesizere og bratsch, og Ure tog sig af elguitar og synthesizer. Samt, naturligvis, lead-vokal. Man kunne måske frygte for netop vokalen efter så mange år, men den holdt flot hele vejen, også på den patosfyldte Vienna, gruppens til dato største hit, der affødte respektfuld stilhed fra publikum undervejs og et brøl af applaus som tak for sangen efterfølgende. På enkelte numre var der lidt problemer med de forskellige niveauer i forhold til hinanden, men på mange var balancen virkelig noget nær perfekt, hvilket faktisk er sjældent i en reel live-situation. Et måske lidt uventet højdepunkt var den kolde, fremmedgjorte Mr X med sin minimale maskinrytmik, skæve synthesizerakkorder samt, ikke mindst, Curries let atonale bratsch-solo. Et knap så uventet højdepunkt fulgte senere i koncerten med hittet Hymn, hvor Ure fik assistance fra publikum, der tydeligvis kunne deres klassiker, ord for ord.
 
I Pumpehuset stod Ultravox næsten ansigt til ansigt med publikum, under enkelte numre var der problemer med lyset, og ingen af de firer herrer kan vel længere kaldes for stilikon, hvilket altsammen betød, at det hele kom til først og fremmest at handle om musikken. Og man må bare konstatere, at bagkataloget kunne bære det. Gruppen havde virkelig et talent for at skrue holdbare sange sammen dengang i begyndelsen af firserne, hvor det lykkedes at ramme en temmelig fornem balance mellem den gode popsang, kølig elektronik og desperat postpunk. Og man må i den grad sige, at publikum tog godt imod - en sund blanding af danske og svenske fans fik Pumpehuset til at koge; og så på en helt almindelig tirsdag!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA