x
John Scofield: Horsens Ny Teater

John Scofield, Horsens Ny Teater

John Scofield: Horsens Ny Teater

Anmeldt af John Fogde | GAFFA

Det er blot en måned siden den store jazzpianist, Brad Mehldau, gav solokoncert i Horsens Ny Teater. Der skulle ikke gå lang tid, før man igen bød på jazz i absolut verdensklasse.

Det er efterhånden tydeligt, at Horsens Ny Teater har en ambition om at sætte stedet på jazzens verdenskort, hvilket indtil videre er lykkedes i den grad, eftersom også Michel Camilo og Scott Hamilton har gæstet stedet inden for relativt kort tid.

Teaterdirektør Kim Bisgaard udnyttede den positive stemning, der af samme grund var blandt publikum, til at introducere John Scofield og hans kvartet bestående af Bill Stewart, Ben Street og Michael Eckroth på en underholdende og afslappet måde. I sin præsentation ramte Kim Bisgaard sømmet på hovedet: Synet af denne levende legende havde fået forbipasserende til at kigge en ekstra gang, da John Scofield Group landede i Århus tidligere på dagen. Og det er netop, hvad Scofield fik bevist denne aften: At han fortjener status som levende legende.

På toppen
I fin forlængelse af præsentationen gjorde gruppen sin entré på scenen i afslappet stil og med smil på læberne. Scofield var hele aftenen i forrygende humør, hvilket smittede af på spilleglæden. Første nummer var "Hive" fra albummet "Works for Me", en plade som koncertens overordnede stil ikke lå langt fra. Der var fuld knald på fra første takt, og der blev lagt en musikalsk overlegen og ekvilibristisk stil for dagen. En lang guitarsolo viste, at Scofield absolut ikke er mærket af alderen. En legende outro i free form ledte videre til næste nummer, der i anledning bar titlen "Horsens Around", og som holdt samme høje tempo. Her fik man helt overmenneskeligt godt spil fra Scofield og Stewart, som ikke gjorde opgaven nemmere for Eckroth, der her havde sin første solo.

Tredje nummer var standarden "My Foolish Heart", som Scofield selv startede alene med et spil, som tog pusten fra publikum; en forbløffede smuk og samtidigt abrubt intro, som kombinerede det smukke og grimme på klassisk Scofield-vis med karakteristiske skønhedsfejl og strengestøj formuleret i små, tætte voicings og pludselige angreb på basstrengene, som gjorde sit til at bevare publikums opmærksomhed. Kender man John McLaughlins sologuitarversion af samme nummer, fik man her beviset for, at soloballadespil ikke behøver at smøre øregangene for at opnå en kunstnerisk skønhed. Scofields seneste interesse for bluesen fornægtede sig ikke i den melodiske solo, som i forening med Stewarts eminente balladefeeling gav kuldegysninger blandt publikum.

I sidste nummer inden pausen, "Relaxin' At Camarilllo", var Scofields kendte forkærlighed for groovet tydelig, og han dansede og knipsede endda under pianosoloen til stor morskab for resten af salen. Forinden havde han dog demonstreret sin ekstreme kreativitet med en opvisning i musikalsk udvikling og sammenhæng. At kunne blive ved med at holde en guitarsolo interessant i så mange takter er ikke alle forundt. Samtidigt viste han også, at han sagtens kan få en fantastisk lyd ud af fem fingre og seks guitarstrenge uden alle de pedaler, han tidligere var kendt for at bruge.

Hvor første sæt var præget af en forholdsvis traditionel tilgang til sammenspil og overordnet sound, var andet set straks mere moderne. Det første nummer, ("Indiana"), viste Eckroth på orgel, og i næste nummer ("Lost And Found") gjorde guitarintroen brug af reverse-effekter og loops, som sammen med en pianosolo i free time og en trommesolo udelukkende med bækkener generelt hjalp til en mere frisk og eksperimenterende lyd.

Der var mere på spil i andet sæt, og musikerne tog musikken længere ud til grænsen af det velkendte. Scofield forstår i det hele taget at veklse meget fint og nærværende mellem det smukke og destruerende i sit spil, som dog til stadighed bevarer en helt tydelig soul, ofte i forunderlige lange stræk, som kun bygger spændingen højere og højere op for til sidst at slippe lytteren med en følelse af total overvældelse. En signatur er den utrolige evne til at rumme to melodier i en og samme linie, hvor den ene overtager, inden den anden er slut. Det vidner om et mesterligt overblik, som ingen af de andre på scenen trods alt kunne matche.

"Denmark Is A Great Jazz Place"
Bill Stewart gav Scofiled kamp til stregen i spørgsmålet om publikums opmærksomhed. Stewart er også kendt for sin tid i Pat Metheney Trio, og han er utvivlsomt en trommeslager, som enhver guitarist må drømme om. Fantasifuldhed, energi, lydhørhed og teknisk overskud er alle beskrivelser, der passer på ham. Ben Street var spændende at se i denne mere klassiske, moderne jazzsammenhæng igen, da han ellers er kendt herhjemme især for sit afdæmpede, melodiske arbejde med Jakob Bro. Han spiller sikkert, med god timing og med en historie at fortælle til trods for sin forholdsvist unge alder. Michael Eckroth derimod er godt nok en solid sidemand, men gjorde ikke meget væsen af sig som akkompagnatør. Han havde en svær opgave i at skulle måle sig med disse giganter, og kom ikke altid ud over kanten med sit rytmisk spændende, men lidt for tænkte solospil. Han trådte dog i karakter i aftenens sidste nummer, hvilket trods alt efterlod et godt indtryk.

Sammen med den manglende opfindsomhed i første sæt, betyder Eckroths ikke altid overvældende spil, at koncerten kaster 5 stjerner af sig. Men ingen tvivl om, at Scofield spillede til 6 stjerner, og at han er blandt de allerstørste, nulevende jazzmusikere. Det var alt i alt en ekstremt god koncertoplevelse, som bestemt var turen til Horsens værd.

Da holdet igen kom på scenen til ekstranummeret, den soulede "Guiness Spot", fortalte Scofield hvordan han holder af Danmark, og at landet "is a great jazz place". Det havde han i den grad ret i denne aften.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA