x
DIEM Elektro: Band Ane med flere: Musikhuset, Aarhus

DIEM Elektro: Band Ane med flere, Musikhuset, Aarhus

DIEM Elektro: Band Ane med flere: Musikhuset, Aarhus

Anmeldt af Stefan Hansen | GAFFA

Det var tankevækkende, og næppe noget særlig mange ville orke at lytte til. Det var som at kikke en flok biokemikere over skuldrene, mens de udvikler fremtidens medicin. Det gider vi heller ikke, men vi vil gerne have vidundermidlet, når det er klar til menneskelig indtagelse – og det var denne aftens mikstur helt bestemt endnu ikke. Den var kun for forsøgskaniner og laboratorierotter.

Der var fem indsalg, alle af rundt regnet 20 minutters varighed, og alle med en DIEM-studerende (Dansk Institut For Elektronisk Musik, red.) som ensom kapelmester, uden orkester eller dirigentstok. Så hvis aftenens lydkonference var en indikator for, hvad fremtiden har at bringe, så tyder noget på, at musikken vil miste sin social-interaktive dimension, og blive egotrippernes monologer til masserne. Noget kunne tyde på at musik ikke længere bliver noget, man går sammen om, men derimod noget man sammen forsøger at stå imod.

DIEM 1: Jonas R. Kirkegaard
Aftenens første indsalg var et inferno af rumlen, hylen og nu og da lidt prikken. Musikken dryssede ud af en bærbar computer, og var udelukkende skabt af firkantbølger, hvilket med lidt god vilje kan kaldes computerens puls. Det var, i mine ører, et slags eksperiment i binær æstetik, der til tider fik mig til at vippe foden i takt, til andre tider fik mig til at tænke: hvorfor er det så forbandet højt? Men alt i alt var det smukt, omend på en irriterende måde.

DIEM 2: Eske Nørholm

Video-suiten i tre dele med titlen "Bjerg" begyndte med video og audio af afro-amerikanere, der overlappede hinanden, var svære at forstå, og alle virkede temmelig sure – med andre ord: som en varm sommerdag i Harlem, på gaden eller i kapellet. Efter små fem minutter i Harlem blev vi afbrudt af Tiffany, en afro-amerikanerpige med en fetich for pink, der adresserede os alle med ordene "Hey Youtube", hvilket, i retrospekt, fik mig til at tælle på mine fingre, hvor mange år jeg har spildt ved at glo hjemmevideoer på Youtube. Konklusion: Vores levealder bliver længere, vores liv bliver kortere.

Tiffany sluttede af med håndtegn og ordet "fred", hvorefter de snakkesaglige afro-amerikanere blev vasket væk af en god gang New Age-agtig, orientalsk-inspireret musik med drivende skyer, og kalejdoskopisk tingeltangel a la fraktalprogrammet FractInt anno 1991. Helt klart det af aftenens indsprøjtninger, der gav færrest bivirkninger.

DIEM 3: Band Ane
Aftenens næsten P3-venlige indslag begyndte med projekterede billeder af planeter i brand, akkompagneret af lydsporet til en 70'er sci-fi, og Ane i løb på stedet, hætteklædt og iført briller med hvilke – ifølge kunstneren – man kan se både fortiden og fremtiden. Det var bevægelse på stedet og Be Babalula.

Senere var der semi-dansabel rytmik, og en mundharpe-solo, der lød som Morricone på en cocktail af meskalin og ildspåsat kølervæske. Det var faktisk, uanset hvad Band Ane selv måtte mene, ganske godt. Rigtigt godt, faktisk – selv fra et populærmusikalsk perspektiv.

DIEM 4: Sandra Boss
Noget i retning af elleve ghettoblastere, i alle afskygninger, stablet ovenpå hinanden, og alle fyldt med forstærket båndstøj. Ret lækkert, som lyden af et damplokomotiv der kører til perron et sted omme på den anden side af fremtiden – og et godt eksempel på, hvor heldige vi er. Mens vi leger med båndstøj for sjov, er der spædbørn et godt stykke syd for grænsen, der kvæles i dagens eneste måltid: båndsalat. Men pyt med det, vi fik gratis kaffe og kage.

DIEM 5: Krishve
Det sidste indslag var, ifølge kunstneren selv, en tidsbegrænset tidsrejse, og ifølge den mindre begavede anmelder en god gang støj. Det lød mest af alt som lydsporet til et forladt Tjernobyl, hvor nogle letsindige, franske teenagere havde sneget sig ind, og nu var på vej ud igen, med afkom af radioaktivitet i hælene. Det var trængsel og alarm, uden a i alarm, og folk tog sig til ørerne. Det var et sted Aphex Twin ville synes godt om, havde han ikke været der før.

Summa summarum har aftenen med de fem DIEM-anter sparet mig for adskillige tusinde kroner. Nu behøver jeg nemlig ikke længere købe cd'er, alt – selv natbussens hvinende bremser og sidemandens hvislende iPod – er nu musik.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA