Black Rebel Motorcycle Club: Vega, København

Black Rebel Motorcycle Club, Vega, København

Black Rebel Motorcycle Club: Vega, København

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Forventningen til aftenens koncert var så tydelig, at den var til at skære i. De overrislede fra den røde Fælledpark dannede fortrop, de forventningsfulde kernefans sluttede kreds, og de mere afslappede optog den bagerste del af Store Vega, som i dagens anledning var udsolgt. Overalt snakkede folk om den sagnomspundne koncert i Den Grå Hal. "Var du der?" "Naarrrhhjj!! Gid jeg havde været der!" "Den koncert kan de ikke overgå, men lad os nu se", osv. Opvarmningsbandet ZAZA, som følger BMRC på denne turné, overdøvede snakken.

ZAZA er et interessant band. De er tre medlemmer og en trommemaskine. Mens maskinen tæller takter, hamrer og jamrer bandet et dronet beat ud, som fint overdøver den underliggende støj. Vokalen er lidt distanceret, bassisten laver en lille dans og der bliver tastet på nogle keys, og skruet på knapper. Selve lyden af beatet minder om noget fra 80erne, dog uden at det bliver for tykt. Støjen lyder næsten forfinet, som hos Nine Inch Nails, og bidrager med mere, end man først bemærker. Bassisten Jennifer fortalte mig efter koncerten, at hun prøvede at engagere publikum ved at blinke til dem. Nogen heldige derude? ZAZA's ep hedder forresten "Cameo", og deres optræden var snildt 4 stjerner værd. Dem hører jeg gerne mere til, især hvis de en dag sniger et enkelt skævt beat ind, bare ét!

Ikke længe efter fik vi hovedretten. Og dette behagede især folkeflokken fra Fælledparken, samt omkringstående tilskuere, som lod sig mobilisere. Vi var ikke mange takter inde i "War Machine", før der absolut måtte hoppes i bar mave. Bandet serverede derefter endnu et nyt nummer, "Mama Taught Me Better", før hoppefesten gik ind i anden fase med "Red Eyes and Tears". Hvor de første numre var velkomne, var "Red Eyes" en åbenbaring og et løfte om en strålende koncert. Et par numre længere henne fik de første halvbagte unge mænd hjælp til at finde garderoben, ikke uden protester. Bassist Robert Been lod sig ikke påvirke, men flåede sit instrument rundt i ren fryd.

Leah Shapiro, bandets nye, halvt danske trommeslager, virkede lidt tøvende fra start. De første numre skiftede en smule tempo undervejs, men det ødelagde intet - blot var det nok til at blive bemærket. Så snart hun var varmet op, fik vi ren brun lyd med "Beat The Devil's Tattoo", efterfulgt af "Love Burns", efterfulgt af "Ain't No Easy Way", og hele salen kogte som Eyjafjallajokull. Folk omkring mig hujede og hvinede, og mine fødder var skiftevis ved at smelte fast i det glohede gulv, eller ved at flyve væk med mig. Havde jeg været en kvinde, var jeg nok blevet gravid spontant af denne omgang. Det kildede i hvert fald der, hvor min livmoder burde sidde. Mundharmonikaen i "Ain't No Easy Way" var latterligt perfekt. Gutterne nede foran begyndte at crowdsurfe til den store guldmedalje, hvilket varede ved til koncertens sidste numre. Måske 30-40 mennesker crowdsurfede i alt. Jeg har aldrig oplevet noget lignende i Vega.

BRMC fortsatte med flere velvalgte numre fra de seneste plader, vendte tilbage til de første glimrende plader, og satte så af sted igen, for at afslutte med tosse-hittet "Spread Your Love", åbneren "Stop" fra "Take Them On, On Your Own" og en tonset udgave af "Shadow's Keeper" fra seneste plade. Vagterne styrtede frem og tilbage efter udvalgte publikummer og hev et par stykker af sted, mens resten af os dækkede gulvet med plastikkrus, som blev jokket i stykker af begejstrede fans. Især bassist Robert Been virkede tændt koncerten igennem. Han serverede et enkelt akustisk solo-nummer, og resten af tiden behandlede han sit instrument som en kælling, der har fortjent det. Spirende musikere kan lære attituden hos ham.

Efter koncerten nævnte flere, at sætlistens sammensætning havde en underlig dynamik, så man lidt for ofte gik fra hidsig til hit til inderlig til uinteressant på kort tid. Den gode Peter Hayes tog lidt bagsædet i dag, og kastede stjålne blikke på sin medsammensvorne på den anden side af scenen. Selvom BRMC har lavet nogle fantastiske plader, vil de fleste nok mene, at de ældste plader vejer tungest i cd-drevet. Med en ret ligelig repræsentation af bagkataloget er det klart, at nogle perioder føltes mere langtandede end andre.

Men det kan jo heller ikke være perfekt hver gang.

 

Black Rebel Motorcycle Club spiller på Train i Århus 26. maj


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA