x
Jenny Wilson: & Tensta Gospel Choir: DR koncerthuset, København

Jenny Wilson, & Tensta Gospel Choir: DR koncerthuset, København

Jenny Wilson: & Tensta Gospel Choir: DR koncerthuset, København

Anmeldt af Maria Therese Seefeldt Stæhr | GAFFA

Der var en spændt stemning i Koncerthuset denne aften, hvor den svenske indie-heltinde skulle give koncert med opbakning af Tensta Gospel Choir. Spændt, fordi det ikke kun er en stor sangerinde der aflægger besøg, men fordi den tour hun er på, har fået ualmindelig gode anmeldelser. Vil denne aften leve op til det?

Mystisk og majestætisk
Efter at have givet en lille indie-aperitif fra en udvalgt skare fra det svenske band Yösei kom hovedpersonen på scenen sammen med sit hold af musikere og sangere, og med det samme blev der skabt en helt særlig stemning. Det første nummer emmede af eventyr. Mystisk, intimt, skævt, mørkt, lyst. Lyd og lyd gik i ét, og førte én helt tilbage i det bløde sæde – henført til en drøm om feer og alfer.

Men der er meget mere til Jenny Wilson end mystiske feer og eventyrbilleder. Igennem halvanden time førte den svenske sangerinde sit publikum ind i det univers som ikke kun er nyt, men også yderst velfungerende. At give Wilsons sange til et hold gospelsangere var med andre ord en rigtig, rigtig god ide.

Gospel giver indien nyt liv – og omvendt!
Og det er det fordi det gør noget godt for begge genrer. Når Wilsons lidt skæve og til tider hemmelige r'n'b-indie-pop møder den voldsomme og meget mindre hemmelige gospelgenre, sker der en sammensmeltning og gensidig fortolkning, som giver nogle virkelig spændende dimensioner. Og også nogle spændende musikalske og arrangementsmæssige muligheder, som var udnyttet til fulde.

Stemningen i musikken svingede fra det allerhemmeligste til noget der kunne minde om dancerytmer med kæmpe vokalarrangementer, tilbage til a capella-versionen af "Free". Alt sammen tilsat Wilsons yderst karismatiske vokal og personlighed, som man ikke kan undgå at holde af. Der er ingen tvivl om at hun er en teknisk dygtig sanger der formår at variere både stemme og følelse i hver en lille frase. Det er der mange der godt kunne lære noget af.

Grand Canyon – den svære koncertsal
Men bandet havde fået en stor opgave med at spille i den sal som Wilson flere gange omtalte som Grand Canyon. Både fordi der var nogle tydelige udfordringer med lyden - og fordi publikum sidder ned. Sidstnævnte prøvede de at komme om ved med kærlig sarkasme at spørge om folk mon sad behageligt, og ved ganske simpelt at bede publikum om at komme op af stolene og klappe.

Lyden var der derimod ikke så meget at gøre hverken fra eller til. Koncertsalen er et fantastisk sted, og akustikken ligeså. Og i nogle numre gik det hele op i en højere enhed – som for eksempel i "Anchor Made of Gold", "Free" eller "Strings of Grass". Men med et så fyldigt (og krævende) band og seks gospelsangere er der meget lyd – og det kan, ironisk nok, hurtigt blive et mudret lydbillede, når det hele kommer tydeligt igennem. Især de seks sangere fra Tensta Gospel Choir havde lidt problemer af og til, og det var virkelig en skam, for det var bestemt ikke fordi de ikke var dygtige sangere. 

Karismatisk gospeldiva og sart sommerfugl
Og selvom lyden selvfølgelig gør noget for helhedsindtrykket af koncerten, så skal hverken sangere eller musikere klandres for det. Jenny Wilson har et ualmindeligt dygtigt hold musikere med sig – især søskendeparret Langendorf er yderst talentfulde. Ud over virkelig at mestre deres instrumenter har de en smittende spilleglæde og et engagement der rækker langt ud over både scenekant og balkoner.

Den intimitet og stemning som Jenny Wilson har som stemme blev bakket så fint op af bandet, så det virkelig blev en særlig oplevelse. Nogle gange blev det hele lidt for meget – lidt for mudret, lidt for hemmeligt, men nogle gange ramte det hele plet. Og efter halvanden times tid kunne den nærmest sommerfugleklædte Wilson runde koncerten af hvor den begyndte – i eventyrets land: sart, skævt og smukt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA