x
Shout Wellington Air Force : Pop Revo, VoxHall, Århus

Shout Wellington Air Force , Pop Revo, VoxHall, Århus

Shout Wellington Air Force : Pop Revo, VoxHall, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Københavnske Shout Wellington Air Force har udviklet sig voldsomt, siden de i december 2007 debuterede med ep'en "Carry Yourself". Dengang stod den på relativt enkel lo-fi-rock med inspiration fra blandt andre Pavement, men på gruppens nyligt udsendte, stærkt forsinkede debutalbum, "Clean Sunset", er det musikalske udtryk langt mere sammensat. Det stod også hurtigt klart, at gruppens Pop Revo-koncert ikke bare ville være indie-rock, som vor far lavede den. Tre af gruppens fire medlemmer stod og tæskede på nogle trommer, da scenetæppet gik fra, mens Bastian Kallesøe sang på en drømmende, længselsfuld facon og leverede et særegent, atmosfærisk guitarspil, der ikke lige bare var tre akkorder i C-dur, i åbningsnummeret "Cherry Glands".

I næste sang, "Little Doom", fremstod Shout Wellington Air Force dog lidt mere som en traditionelt rockband, da den ene trommebanker, Henrik Noe forlod pladsen ved trommesættet og i sted fremdrog en bas, mens den anden, Emil Meilvang, fandt en guitar frem. Stadig var musikken dog dejlig kantet og meget spændende, og sådan fortsatte det koncerten igennem. Flere gange bankede Emil Meilvang på sin gulvtam i tæt samspil med SWAF's egentlige trommeslager Sebastian Hedevang, ligesom han også bidrog med synths, mens Henrik Noe skiftevis betjente sin bas og en sampler. Bastian Kallesøes guitarspil var ofte baseret på andet end traditionelle akkordprogressioner, og i det hele taget er der masser af uforudsigelighed og uventede veje i SWAF's musik - men samtidig alligevel så meget struktur og melodi, at det hele hverken ramler sammen om ørerne på dem eller publikum, der tålmodigt lyttede med.

Skal man sammenligne SWAF med andre bands - og det kan anmeldere jo godt lide, og musikerne hader det (læserne er vist delt i spørgsmålet) - er det oplagt at drage paralleller til den hyperkreative Brooklyn-scene med navne som Animal Collective, Dirty Projectors og MGMT (og i mindre grad Grizzly Bear, som dog er noget mere skønhedssøgende). Som disse formår SWAF at forene et eksperimenterende, til tider psykedelisk udtryk med form og gode melodier, og selvom SWAF endnu ikke er helt så overbevisende som amerikanerne - det er også en hård målestok at blive dømt ud fra - gør det de ganske udmærket efter danske forhold, og at dømme efter den voldsomme udvikling, de har gennemgået over de sidste par år, har vi måske endnu mere i vente.

Og dog, måske er SWAF på vej til at gå pop? Sidste sang, "Say Yes", var nemlig et helt nyt nummer og den ene af de to af koncertens sange, der ikke stammede fra "Clean Sunset"-albummet (den anden, "Song For Whatever Is In The Belly" var også ny, i hvert fald for mig). Og det var en vaskeægte, hitpotentiel guitarpopsang med et særdeles iørefaldende omkvæd. Så den slags kan SWAF altså også lave. Interessant, interessant.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA