x
Field Music : Pop Revo, VoxHall, Århus

Field Music , Pop Revo, VoxHall, Århus

Field Music : Pop Revo, VoxHall, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

"Pop Revo præsenterer musik fra kanten af den legesyge indiescene, men uden at smide folk af i svinget." Sådan begynder Pop Revo-festivalens beskrivelse af sig selv på festivalens hjemmeside, og selvom man kan diskutere, om arrangørerne altid rammer plet, så gjorde de det i hvert fald med bookingen af engelske Field Music, der har stået på festivalens ønskeseddel siden deres debutalbum fra 2005. Sunderland-kvartetten er nærmest inkarnationen af musikalsk legesyge blandet med kantet pop og rock, men der er absolut ingen, der bliver kastet af i svinget. Tværtimod sidder man så solidt i sadlen hos Field Music, at man nærmest tror, man kan klare alt. Havde jeg ikke været ædru, som man jo skal være, når man anmelder, vil jeg ikke afvise, at jeg havde kastet mig ud fra den balkon, hvorfra jeg så det meste af koncerten, i bar begejstring over Field Musics hittepåsomhed og voldsomme musikalitet.

Med overlegen nonchalanche blander Field Music - der på Pop Revo besøge Danmark for første gang - elementer fra vidt forskellige perioder og stilarter i poppens og rockens historie - lidt tresserpop a la Beatles her, lidt halvfjerdserfunk dér, lidt klaverbokseri a la Elton John, lidt analoge firsersynths, lidt moderne temposkift og skævt guitarspil a la Brooklyn-navne som Animal Collective og Dirty Projectors, nogle elegante, superhurtige guitarfigurer og meget, mere mere - tilsat klokkerene vokalharmonier, som ledte mine tanker hen på Fleetwood Mac anno "Rumours". Og det hele går op i en højere enhed i de korte sange på ofte omkring tre minutter. Og så bytter trommeslageren og forsangeren plads, og så viser det sig, at forsangeren spiller lige så godt trommer som trommeslageren, og trommeslageren synger lige så godt som forsangeren - de er dog også brødre. Fik jeg nævnt, at stort set samtlige melodier var så iørefaldende, at jeg kunne synge med på dem nærmest med samme, selvom jeg - det skal indrømmes - kun kendte under halvdelen af dem i forvejen. Hvor får de det fra???

Jeg ved det ikke, men jeg ved, at Field Music var hastigt på vej mod de seks stjerner, men så indfandt der sig alligevel en lille smule monotoni mod slutningen af det en time lange sæt, hvor Field Music nåede at få fyret hele 16 sange af. Som om der alligevel var en grænse for, hvor mange musikalske kaniner de kunne trække op af hatten uden at gentage sig selv. Men Field Music, der har tre album i ryggen, ligner anno 2010 i mistænkelig grad rockens fremtid. De fortjener at blive meget større - og det skal de nok blive.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA