She & Him: Loppen, København

She & Him, Loppen, København

She & Him: Loppen, København

Anmeldt af Mikkel Elbech | GAFFA

"Wow, you're really close," udbryder Zooey Deschanel spontant som det første, i det hun sammen med sin kompagnon, M. Ward, og det øvrige band indtager den kun få centimeter høje scene i det tætpakkede rum. "But you're good looking!"

At lade Loppen huse She & Him på dette tidspunkt, hvor duoens popularitet kun vokser og vokser for hver dag, der går, virkede umiddelbart som en tvivlsom beslutning. Aftenens koncert har selvsagt været udsolgt aldeles længe, og havde man udelukkende haft billetteringsprofit i tankerne, kunne man snildt have flyttet koncerten til en mere rummelig sal. Som det altid er på Loppen med tilløbsstykker som dette, påduttes publikum en gensidig intimitet og hvad deraf følger af voldsomme udledninger af kropsvarme. I sig selv ikke nogen behagelig foranstaltning, og inden koncertstart er det svært ikke at drømme sig væk til eksempelvis Vegas væsentligt mere behagelige publikumsforhold.

Men når først Deschanel og Ward står dér foran hundredvis af entusiastiske tilhørere, giver det hele pludselig mening. Deres retro-romantiske musik gør rigeligt for at skabe en intim stemning, men når den serveres under så bogstaveligt intime forhold som her, løfter den sig imidlertid højt op – langt højere, end man skulle tro, Loppens lave lofter ville tillade – til decideret fortryllende luftlag. Ansigt til ansigt med to så stærke personligheder, som aftenens to hovedpersoner udgør, opfører publikum sig over næsten hele linjen præcis, som man kunne have håbet på: Syngende og klappende, når numrene lægger op til det, respektfulde og lyttende, når de ikke gør, og massivt jublende imellem dem. Det går da heller ikke ubemærket hen fra Deschanels side, der gang på gang roser de tilstedeværende: "You guys are awesome! Copenhagen rules! I just got here, and I already miss it!"

Dybt charmerende Deschanel

Den imponerende, 21 numre lange sætliste består naturligvis primært af sange fra duoens to foreløbige albums – "Volume 1" og "Volume 2" – og selv om debuten fortsat rummer de stærkeste numre, gør de to album på denne måde hinanden ideelt og ubesværet selskab, hvor ikke mindst det særdeles velspillende band sørger for, at det høje niveau holdes hele koncerten igennem. I bandet finder man blandt andet mutitalentet Mike Coykendall, den høje, beskæggede herre, som har flankeret M. Ward i årevis, samt de yndigt syngende Chapin Sisters, der også stod for aftenens afgjort hæderlige opvarmning med en håndfuld af deres egne sange.

Hvad enten der er tale om afdæmpede perler, såsom åbningsnummeret "Change Is Hard", eller mere tempodrevne af slagsen, såsom "I Was Made For You", synger Deschanel smukt og klart. Hendes hyppige smil over hele femøren afslører gang på gang, hvor meget hun nyder at stå og synge sine sange i netop denne forrygende konstellation, og sammen med hendes spontane hoppen op og ned og hamren med tamburinen, er det gode vibrationer af den slags, som overføres fuldkommen til publikum. På dybt charmerende vis virker hun ikke synderligt selvsikker – selv om hun nu roligt kunne være det – og således giver hun, især når hun er ved tangenterne, ofte et smilende blik ud på publikum, som for at sikre sig, at de nu synes om det, hun foretager sig.

Fem numre langt højdepunkt

Aftenens højdepunkt indtræffer efter 14 sange allerede er blevet serveret på fornemste vis. Og sikket højdepunkt – for der er ikke blot tale om ét nummer, men en hel række, der begynder med duoens måske allerbedste sang, "This Is Not A Test", fulgt op af "Why Do You Let Me Stay Here" – og dernæst den aktuelle single, "In The Sun", der helt automatisk får publikum til at agere fantastisk kor på linjerne "well, alright" og "it's okay". Efter sådan tre kan det dårligt blive bedre – men det gør det, da aftenens eneste regulære M. Ward-nummer, "Magic Trick", sætter i gang. Dette lille mesterværk fra Wards "Post-War"-album er uhyre velvalgt og passer perfekt ind i det øvrige sæt. Og så kommer punktummet – "Sweet Darlin'", der pumper rummet fuld af ekstase i en sådan grad, at det næsten ikke ville have gjort noget, hvis der ingen ekstranumre havde været.

Heldigvis tager alle de medvirkende et par velfortjente minutters pause væk fra scenen, inden de vender tilbage til den storhujende sal, der er mere end indstillet på lige at tage det sidste med. Finalen leveres således i form af to ganske gamle klassikere – i første omgang "Fools Rush In", som Ricky Nelson førte højt op på hitlisterne i 1963, og dernæst Chuck Berrys "Roll Over Beethoven", ført an af Ward, der også har for vane at spille dette nummer ved sine egne koncerter. Efter at have været hensat til blot at synge kor og agere evigt imponerende guitarvirtuos det meste af koncerten, er det som om, Ward skal have brændt samtlige af sine energireserver af i løbet af denne ene sang. Han synger simpelthen igennem som gjaldt det livet af hver eneste tilstedeværende, alt imens han med vold og magt tvinger hver en dråbe rock n' roll ud af guitaren. Ved siden af ham hamrer Deschanel løs på tangenterne, og som endegyldigt punktum er nummeret fuldkommen perfekt.

En umådeligt glimrende koncert får dermed sin afslutning. Der takkes ærbødigt af fra scenen, og et endnu elektrisk publikum kan summe mod udgangen. Dj'ens underlægningsmusik til denne del af seancen er velvalgt, i det han på underfundig vis lader The Jesus And Mary Chain opsummere aftenens forfærdeligt mange fortræffeligheder ved hjælp af de tre så velkendte ord – "just like honey".

 

Grundet restriktioner fra She & Hims management kan GAFFA desværre ikke bringe billeder fra koncerten


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA