x
The Artems: Fatter Eskil, Århus

The Artems, Fatter Eskil, Århus

The Artems: Fatter Eskil, Århus

Anmeldt af Stefan Hansen | GAFFA

Allerede på vej op til scenen vakte The Artems undren. Det var ikke just en almindelig gruppe mennesker, iført årets mode. Derimod var flokken i alt fra sømandsuniformer til det bare ingenting – næsten da. Bassisten stod roligt og velfriseret i et hjørne iført en grøn pilotuniform, trommeslageren var i rød Formel-1-køredragt og kunne sagtens forveksles med Jean Alesi, ikke kun på grund af dragten, men også fordi der var noget af det samme temperament at spore. Til venstre for Alesi, stod – eller rettere badut-sprang – bandets perkussionist, iført en blå-hvid sømandsuniform, og foran ham var bandets guitarist i kridhvid kokkeuniform, med høj hat og det hele. Nej, normalt var det ikke.

Men det blev værre endnu, på en yderst tiltalende måde. Til bagbords sad nemlig en mand iført en astronaut-dragt, med en kæmpe, kugleformet hjelm. Hvem der gemte sig bag, kunne vi kun gætte på. Midt på scenen stod så de to eneste medlemmer, der ikke var iført en eller anden form for uniform. Den ene var den kinesisk-østrigske sangerinde Lai San, det eneste medlem af The Artems, der kunne gå fra scenen til en fest, uden at komme i uføre med ordensmagten. For manden ved siden af hende var stort set kun iført bowlerhat. Nej, det er måske en overdrivelse, han havde da også høje sorte støvler med gule snører, nylonstrømper og et guldfarvet "bur" spændt om livet, så det lige akkurat dækkede hans lille manddom. Sikke et syn, der var ikke én blandt publikum der ikke trak på smilebåndet. Gad vide om de kan spille, tænkte jeg.

Og det kunne de! Hold da helt kæft. Sikke en energi. Trommeslageren og bassisten spændte et mere end bæredygtigt net ud som de øvrige musikere kunne boltre sig over – og dét gjorde de, med en musik som jeg aldrig har hørt før. Eller rettere, jeg har sådan set hørt al denne slags musik før, bare ikke på én gang. Der var cirkusmusik, teatralsk vaudeville, Balkanstrofer, ska, blues-soloer, østeuropæiske drukviser, charleston-indslag, og alt muligt andet, jeg er for forvirret til at huske.

Og for at gøre forvirringen total blev dette virvar af stilarter tilsat lyrik som kun en professor i skizofreni kunne følge med i. De eneste ord jeg tog med mig fra koncerten var "there goes my brain", hvilket var en slags omkvæd i en af sangene, og disse ord tog jeg ikke med mig frivilligt – men de vil ganske enkelt ikke ud igen. Når jeg åbner vandhanen for at tage et glas vand, strømmer disse ord ud, og når jeg vågner om morgenen, er det det første jeg hører. Ganske ubehageligt er det, ganske imponerende er det også, at The Artems på den måde formående at slå dybe rødder i suppedasen under min bevidsthed på så kort tid.

Der var også sange om Romeo og Julie, og om sorte Cadillacer. Skønne, skønne sange, der blev leveret med så meget energi at selv narkoleptikerne blandt publikum holdt sig vågne under forestillingen. Og så var der er sang der var, i mangel på et bedre udtryk, en coverversion af "We Go Together" fra filmklassikeren Grease, dog i en mildest talt vanvittig udgave – det var, med Artems egne ord: "a fanatic song".

Og så pludselig, ud af det blå, eller måske kommunistrøde, bragede der kinesiske toner ud gennem husets PA. Det var bandets eneste timeglasformede medlem, Lai San, der mente vi skulle høre lidt toner fra hendes hjemland. Bizart, besynderligt og bedårende – jovist. Ved hendes side stod bandets galionsfigur, den russisk-fødte kunstmaler Artem – i konstant bevægelse. Enten "dansede" han som en ballerina, ellers rockede han fra side til side som Richard Virenque på vej op ad Tour De Frances stejleste strækning.

Ja, og så sang han også, og sådan set udmærket – til tider. I de mere ballade-agtige indslag var hans vokal ikke så stærk, men når han gav den gasolin – og det gjorde han for det meste – så var hans stemme, på sin egen sære facon, lige som man kunne ønske, og næppe turde drømme om.

Det var alt i alt en skideskæg oplevelse, det syntes ikke kun jeg, men øjensynligt også alle andre. The Artems er helt klart en oplevelse værd, jeg kan slet ikke vente til de optræder igen – så skal jeg have alle jeg kender trukket med.

Kort sagt: The Artems er Baal på lattergas. Mere end én oplevelse værd.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA