x
Lars Movin: Captain Beefheart

Lars Movin
Captain Beefheart

Lars Movin: Captain Beefheart

GAFFA

Bog / Bebop
Udgivelse D. 03.05.2010
Anmeldt af
Torben Holleufer

Lars Movin er mangeårig skribent og anmelder ved Information, samt ved en række kulturblade. Han har dertil lavet nogle fine dokumentarfilm sammen med Steen Møller Rasmussen. Movin har tidligere skrevet bøger om jazz, Dan Turéll og beatgenerationen. Det er derfor helt naturligt, at han nu har begået en bog, hvor han går bag om myten om en af rockens store excentrikere, Don Van Vliet alias Captain Beefheart.

Movins "claim to fame" er, at han var en af de sidste, der opnåede at interviewe "kaptajnen", inden denne helt trak stikket til offentligheden i 1994. Don Van Vliet havde siden 1982 droppet musikken fuldstændigt og levede i det nordlige Californien som en ret succesrig maler. Det interview, samt interviewene med bl.a. trommeslager Drumbo alias John French, guitarist Zoot Horn Rollo alias Bill Harkleroad og den senere guitarist Gary Lucas har også dannet baggrund for artikler i bl.a. magasinerne Copyright, Blender og Jazz Special, samt i Information.

Det er en fremragende indføring i Captain Beefhearts verden, hvor portrættet af en gal, genial og helt usandsynlig grov diktator, manipulator, hjernevasker og mystiker bliver tegnet. Vi starter selvsagt i barndommen og hen til det øjeblik, hvor Dons mor og far flytter til Mojaveørkenen, øst for Los Angeles, hvor knægten vokser op med blandt andre Frank Zappa. Og så går det derudad med et kunstnerisk forløb af de mere kompromisløse, og via de kvalificerede kilder er vi med helt nede i detaljerne.

Lars Movin er kendt for sin grundighed,  og derfor kan det undre, når han overser væsentlige historiske fakta. Eksempelvis skriver han, at Frank Zappas gruppe skulle spille på Mors dag og derfor tog navnet The Mothers Of Invention. Navnet var faktisk The Mothers, men da jazzpladeselskabet Verve, som tegnede kontrakt med dem i 1965, fik den oplevelse, at navnet kunne forveksles med slangbetegnelsen "Motherf", kort for motherfucker, kom den intetsigende endelse på og de kunne debutere med dobbeltalbummet "Freak Out!". Og et andet sted vil han beskrive en klang og nævner, at den bringer mindelser om de marokkanske Master Musicians of Joujouka. Og ud over at tage parti i en tvist om et navn baseret på vestlige misforståelser – landsbyen i Marokko hedder Jajouka – så kunne den gode Movin nøjes med at skrive, at det lød som den arabiske ghaita, en obo, der i Tyrkiet hedder en zurna. Eller blot have skrevet "slangetæmmer-obo".

Men igen, det er jo småting.

Men Movin kan altså i den grad sit stof, og tegner billedet af en kunstner og hans forskellige bands, der er baseret på en nærmest zen-agtig kommunikation. Bandmedlemmerne i The Magic Band får lov til at slide for føden, de får ingen eller meget lidt i løn, og Van Vliet tager al æren. Er jo altså en manipulator af enorme dimensioner, men også en bluesmand med et organ, som har rødder tilbage til de store bluesmestre. Med en malers tilgang, hvor musikerne er hans pensler og altid må være forberedt på skideballer og det, der er værre.

Historien tager afsæt i de tidlige eksperimenter i Frank Zappas legendariske Studio Z i Los Angeles-forstaden Cucamonga, og så kommer vi for alvor ind i karrieren og de skelsættende album fra "Safe As Milk" og via mesterværket "Trout Mask Replica", som Zappa producerer, og videre frem mod den afslutningen med albummet "Ice Cream For Crow" i 1982. Her er interviewene med de groft udnyttede tidligere ofre for kaptajnens hårde skole en fantastisk hjælp, men det er også tankevækkende, hvor stor deres beundring er for manden, der ville komme med ordrer som "spil som Jackson Pollock maler!"

Jeg kan godt lide Movins fortælling om, hvor diplomatisk den ellers ret diktatoriske Frank Zappa er i forhold til sin gamle ven under indspilningen af "Trout Mask Replica": "Zappa var klar over, at hvis samarbejdet ikke skulle ende i en blodig katastrofe, måtte han holde lav profil og give sin gamle makker total kunstnerisk frihed. Foretrak Van Vliet at dække trommesættet med pap, fik han lov til det. Ville han indsynge sin vokal i telefonen, var det i orden. Fandt han på at vandre ude i haven med sit horn, mens resten af musikerne spillede inde i huset, blev det accepteret. Selv hvis han insisterede på at synge uden rigtigt at kunne høre de instrumentale grundspor og således umuligt kunne være i sync med resten af musikken, nøjedes perfektionisten Zappa med at tænke sit. Og Beefheart gjorde det hele – og lidt til".

Så det er en fremragende bog, som jeg stærkt kan anbefale. Her er manden, som en Tom Waits altid har måtte referere til (de kom fra samme område), og vi kommer oven i købet omkring med en seriøs kildeliste og diskografi, som de fleste kunne lære af. Bogen kan synes nørdet, men tak for det, for den er et fortræffeligt redskab for den, som vil udforske fænomenet yderligere, og er oven i købet stærkt velskrevet.

 

Lars Movin:

Captain Beefheart

Bebop

256 s. – pris kr. 200,-


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA