x
Thomas Dybdahl: Store Vega, København

Thomas Dybdahl, Store Vega, København

Thomas Dybdahl: Store Vega, København

Anmeldt af Christian Erin-Madsen | GAFFA

På sin vis er der to hovedspor, ad hvilke man kan nyde Thomas Dybdahls æstetiske vokal og melodier. Det ene er bygget på en mere klassisk bandstruktur af guitar, trommer, bas og orgel. Det andet spor er hertil suppleret af klassiske instrumenter, særligt strygere, som da han gav koncert med DR RadioUnderholdningsOrkestret sidste efterår.

Ser man på hans studiealbums, kan karriere-stien også i grundtræk opdeles denne vej. Oktobertrilogien og det fjerde studiealbum "Science" holdt sig primært på den nedbarberede form, hvor less is more, og hans stemme ofte bærer lydbilledet med sin smukke skrøbelighed. På hans seneste og ganske nye udgivelse, "Waiting For That One Clear Moment", har han ladet sig supplere af en klassisk instrumentering, der flere steder efterlader pondus og supplerer hans stemme i et mere organisk lyttebillede.

Til aftenens koncert blev vi taget tilbage i tiden. Til før han begyndte at tilføje et klassisk ensemble. Ikke sådan forstås, at han ikke som ventet fremførte et rigt udvalg fra, "Waiting For That One Clear Moment". Alt andet ville være dumt, nu albummet er så friskt. Næh, sådan forstås, at selv de nye sange blev fremført dybfølt nøgent bakket op af hans firemands-band. Og hvilken skøn intimoplevelse med en intenst nærværende Thomas Dybdahl.

Det var næsten lykkedes at sælge alle billetter for anden gang til Store Vega på denne mandag, som var en ekstrakoncert til tirsdagens udsolgte. Stemningen blev ikke overraskende båret af hovedpersonen, der allerede fra fjerde nummer involverede publikum i fællessang i det smukke Cecilia-omkvæd "Here I am. Flesh and bones." Herfra havde han publikum i sin hule hånd under koncerten, der i alt strakte sig en time og 25 minutter, og hvor han totalaltererede sin sætliste i forhold til den manual, lydmændene gik ud fra. Som om han pludselig fandt, at stemningen denne aften var en ganske anden.

Han præsterede en sublim nærhed, da han leverede "From Grace" akustisk. På "Go Make A Mess Of Yourself" fik vi flotte eksempler på hans talentfulde letflyvende stemme, og nærheden blev ekstraordinært suveræn på aftenens unikke perle af en tæt-på-tårer-oplevelse "One Day You'll Dance For Me New York City". Tre gange undervejs bidrog publikum med tydelig fællessang. Da selerne røg ned langs buksekanten oven på "Party Like Its 1929" kommenterede han publikums "Wuut wuuui" med et smil og de ironiske ord: "One Hell Of A Stripshow". Det syntes at symbolisere den personlige stemning - ikke overraskende til udelt begejstring.

Koncerten med DR RadioUnderholdningsOrkestret besad sin egen unikke skønhed. Og der var denne aften ikke tale om "den rigtige måde" at høre Thomas Dybdahl. Hvert type ensemble har sine kvaliteter, og strygere kan til tider mere effektivt løfte instrumentalstykker til effektfulde højder. Denne aften var dog et klasseeksempel på, hvorfor nordmanden har den status, han har, og et godt eksempel på, hvordan han evner intimitens ømme nærhed på et imponerende niveau. Han stod jo bare lige der. Flesh And Bones.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA