Kim Larsen: Mine Damer Og Herrer

Kim Larsen
Mine Damer Og Herrer

Kim Larsen: Mine Damer Og Herrer

GAFFA

CD / EMI Music
Udgivelse D. 03.05.2010
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Det er den gamle hankat, der atter er på spil. Pisse-irriterende, stålsat i troen på egne fortræffeligheder og megacharmerende. På Mine Damer Og Herrer møder vi en Kim Larsen i topform. Musikalsk trimmet og absolut fit for fight.

 

Der er selvfølgelig ikke meget nyt under solen fra den moderne gårdsanger. Men der er alligevel forandringer at spore i hans musikalske udtryk, hvor det tydeligt kan høres, at han står uden sit faste backingband Kjukken. Larsen er gået solo på sin egen stille måde, og det forpligter.

Det har tvunget Larsen lidt længere frem i skoene, og givet langt større råderum til hans efterhånden uundværlige producer Poul Bruun. Mine Damer Og Herrer er de to hanbavianers værk, og de har fundet frem til en mere klar og struktureret lyd, som er noget af det musikalsk skarpeste fra Kim Larsen i mange år. Der er nemlig ikke levnet megen plads til den hygsomme svingom på albummet.

Hygge er der til gengæld plads til i teksterne, der veksler mellem det fingerpegende og en uforlignelig poetisk enkelhed, hvor sidstnævnte kategori bestemt er at foretrække. Kim Larsen er simpelthen den ubestridte mester i nøgterne kærlighedserklæringer til damerne. Og dem er der heldigvis mange af på albummet. Men han kan bestemt også virke en kende for opblæst og selvretfærdig. Larsen ved altid bedst selv.

Mine Damer Og Herrer er derfor Larsen classic i en ekstrakteret udgave med meget fine højdepunkter som den smukke Blå Lanterne og med masser af forfriskende pigevokaler på den flabede Mit Et Og Alt.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA