x
The Brian Jonestown Massacre: Pumpehuset, København

The Brian Jonestown Massacre, Pumpehuset, København

The Brian Jonestown Massacre: Pumpehuset, København

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

The Brian Jonestown Massacre. Bare navnet er nok for de fleste - enten er man interesseret, eller også er man skræmt væk. Hvor begynder og ender historien om dette band, med dets frontmand Anton Newcombe og de talrige udskiftninger, som blandt andet kommer forbi The Ravonettes, Black Rebel Motorcycle Club, The Warlocks og The Dandy Warhols - listen fortsætter, og det samme gør historien om bandet.

Sparrow And The Workshop ****

Først fik vi opvarmningsbandet Sparrow And The Workshop, som er det andet glimrende opvarmningsband, jeg hører på en uge. Vi har at gøre et skotsk/walisisk/amerikansk band. De minder om noget tidligt Cat Power, som rejser til det vilde vesten med en hard disk recorder og noget indadvendt vrede i bagagen. Numrene lugter af prærie, piratskib og en smule lavt selvværd. De tre hovedpersoner benytter sig af effektive kvinde/mand-vokalharmonier, el- og akustisk guitar, og teknisk stærke trommearrangementer. Den halve times show var så afvekslende, at jeg måtte eje cd'en for at lære mere. Jo tak til kompetent og lettere selvironisk prærierock.

Videre til The Brian Jonestown Massacre, som i afslappet stil kom ind på scenen fra den retning, det nu engang passede hver af de 7 medlemmer. Musikerne gik roligt omkring og ventede på Anton skulle lægge fra havn. Så snart musikken startede, var det tydeligt, at vi havde at gøre med et modent og sammentømret band, som ikke havde noget at bevise.

Mr. Hollywood

Den store overraskelse var Matt Hollywood, en glimrende sangsmed, som har stået bag flere af BJMs tidlige hits, som for eksempel "Not If You Were The Last Dandy On Earth". Dette nummer var et af aftenens absolut højdepunkter, sunget af Hollywood, som også styrede sin lyse, vrægende vokal hen over en række andre numre. Efter alt at dømme er han og Anton igen på god fod efter 11 år (se filmen "DiG!", hvis du vil lære mere om deres stridigheder i slut- 90'erne). Hollywood virkede genert og samtidig enormt interesseret i publikum i Pumpehuset. Han kunne slet ikke fjerne øjnene fra os mellem numrene. Men selvom han stillede sig an foran mikrofonen omkring 10 gange, blev det kun til nogle få ord i alt.

BJM's musik er på mange måder gedigen rock uden de store armbevægelse. Live er tamburinen allestedsnærværende, og med 4 eller 5 guitarer på scenen - som stort set spiller det samme - er det ikke til at undgå, at lyden bliver noget andet end på pladerne. Jeg havde enormt svært ved at afgøre, om mikrofonerne feedede halvdelen af koncerten igennem, eller om det var Rob Campanella, som holdt den samme tone nede på sit keyboard. På et tidspunkt bad Anton resten af bandet, bortset fra den trofaste tamburin-svinger Joel Gion, om at forlade scenen, da de ville spille et nummer alene - og snart efter brokkede Anton sig til lydmanden over den konstante feed med ordene "Du ved godt, at du kan stoppe den lyd". Det planlagte nummer gik i øvrigt i vasken, da Anton kort efter mistede koncentrationen. Men skaden var minimal, for det gav mulighed for lidt af den publikumskontakt, koncerten ellers ikke var så rig på.

Er man først til rock, som hamrer ubønhørligt ud ad de samme powerakkorder, var der meget at hente i BJM live. Guitarlyden var så fed, massiv og bulrende, at jeg tydeligt fornemmede en lille taknemmelig knogle, som løsnede sig et sted i min hjerne. Publikum var tændt, og selvom det ikke var en skov af hænder, var der alligevel glæde at spore hele vejen rundt. Bandets to seneste skiver blev komplet overset på sætlisten, hvilket kan undre, når den nyeste er fra i år. Til gengæld fik vi sikre træffere som "Anemone", "Jennifer", "Straight Up and Down", "This Is Why You Love Me" og cirka 17 andre numre fra de øvrige hjørner af bagkatalogen, alle sammen tilsat minimum 4 fræsende guitarer - og resultatet blev derefter. Der var flere episoder, hvor guitaristerne fægtede med instrumenterne, eller ligefrem tog dem af midt i et nummer, fordi de tydeligvis ikke kunne høre sig selv. Måske var det en kende for afslappet. Anton kunne angiveligt have sparet en guitarist væk, uden at nogen havde opdaget det. Et enkelt afbræk med noget elektronisk eller et andet instrument havde været forfriskende.

To timer og et kvarters bulder senere forlod gutterne scenen og kom ikke tilbage. Det adspurgte publikum havde haft vidt forskellige oplevelser, men i sidste ende er det uheldigt, når et ellers velspillende og glimrende band får indstillet lyden således, at folk ligefrem bliver drevet fra stedet, fordi de simpelthen ikke kan kapere flere velmenende soniske tæsk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA