x
Lis Er Stille: Voxhall, Århus

Lis Er Stille, Voxhall, Århus

Lis Er Stille: Voxhall, Århus

Anmeldt af Marta Sørensen | GAFFA


Gemt godt af vejen alleyderst til venstre på scenen hænger en løkke af den slags, folk bruger, når de vil gøre en ende på det, mens baggrunden udgøres af hvide silhuetter på sort tæppe. I midten fortæller bandets navn: Lis Er Stille. Men i aften er Lis selvfølgelig ikke stille. Hun står på skafottet og svælger i sin egen selvsmagende ulykke, så det til sidst kun er familien og de nærmeste venner, der gider høre på hende.

Aggressivt ufængende
De fire sortklædte bandmedlemmer, der lige har udgivet deres tredje plade "Collibro", havde måske ikke tænkt, at denne fredag aftens tema skulle være jammer på den monotont udtrækkende måde, men derimod en mørk og dyster rejse ind i menneskets grundvilkår. Guitaristen, Tue Schmidt Rasmussen, fortæller i hvert fald, at "hvor der er død, er der også liv", men den sang, som følger efter, minder så meget om alle de andre, at det vist ikke gør den store forskel.

I det hele taget er det svært at skelne koncertens numre fra hinanden, medmindre de bliver præsenteret. Den klassiske konstellation af trommer (Jon Gotlev), bas (Asbjørn Helboe) og guitar danner en kværnende, bølgende og gumpetung heavylyd, der forsøger at overgå forsanger og pianist, Martin Byrialsen, i småvulgær svulstighed, mens de sammen pløjer og banker sig hen mod den uundgåelige slutning.

Når et nummer pludselig skifter karakter, kommer det hverken som en lettelse eller overraskelse, men mere som et umotiveret og ligegyldigt udsving, før den forudsigelige akkordhamren igen tager over, kun afbrudt af lejlighedsvise rækker af irriterende og meningsløse dissonanser, som muligvis skal gøre det ud for kompleksitet. Der mangler simpelthen et tema, en melodi, et groove, et riff, hvad som helst der lyder godt, hænger nogenlunde sammen og ikke er aggressivt uinteresseret i at fænge lytteren og fortælle historien.

Heldigvis springer nogle interessante stykker ind af og til, fx den hurtige basgang i "Shards Of The Ending", hvor Helboe skejer ud på kontrabas, eller det hoppende og dansende skift i "The Real Children". I de korte øjeblikke bliver Lis Er Stille gøglere, der springer rundt med dødsmasker på og vil underholde, frem for dødens lettere utroværdige budbringere, der nørder i øvelokalet.

Uudnyttet Iggy Pop
Der er såmænd intet at udsætte på deres godt sammenspillede håndværk, men bandet står nu engang ikke i studiet, men på scenen, og her er ren og skær kompetence ikke nok til at sætte nogens blod i kog.

Tag for eksempel Byrialsen med det karismatiske fjæs og den fantastiske Iggy Pop-fysik. Manden spiller tydeligvis glimrende, svinger fra solid falset til en nærmest karikeret dyb og rungende bas og ser tilmed godt ud, men sidder for det meste gemt væk bag det lange hår, aldeles opslugt af klaviaturet, og venter helt til fjerde sang med at knappe skjorten op og sige et par ord. Ikke at der død og pine skal være en småsnakkende og selvoptaget forsanger i hvert et band, men lige præcis Lis Er Stille kunne godt bruge en personlighed i front til at bortlede opmærksomheden fra den temmelig upersonlige musik i baggrunden.

Selv kalder de sig progressive og eksperimenterende og påstår, at deres sange tager den tid, de skal tage. Det er fortællinger med deres egen karakter, som lytteren selv må fortolke efter forgodtbefindende, lyder det, og måske findes der glimrende tolke derude, som kan forvandle forudsigelige akkordrundgange til smukke historier og selvsmagende guitarforpinte outroer til eftertænksomme epiloger, men jeg tvivler.

At fylde en time med lyd, som er hørt før i meget bedre versioner, er ikke progressivt og fortæller ikke andre historier end den om et band, som kun hænger en løkke op på scenen for at kunne larme under den.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA