x
Train og Superspark: Train, Århus

Train og Superspark, Train, Århus

Train og Superspark: Train, Århus

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Da undertegnede første gang hørte San Francisco-gruppen Train tilbage i 2001, da de storhittede med "Drops Of Jupiter", var min første tanke: "Det kunne være sjovt at høre dem spille på Train". Dengang var bandet dog for dyrt til det århusianske spillested, og der skulle gå ni år, før Train omsider kunne spille på Train - til deres første koncert i Danmark nogensinde. Sjovt nok havde gruppen selv, eller måske rettere deres webmaster, ikke fanget navneligheden, for på gruppens MySpace-profil stod de listet til at skulle spille på spillestedet "Arhus" i København (?!), mens deres officielle hjemmeside oplyste, at de skulle spille på "Arhus" i Århus.

Siden 2001 har Train desværre stort set ikke haft et egentligt hit på disse breddegrader, hvorimod de stadig sælger læssevis af plader hjemme i Staterne, ligesom singlen "Hey, Soul Sister" for nylig er blevet et stort hit i blandt andet Benelux-landene, Australien og New Zealand. Det var dog ikke nok til at trække mere end et par hundrede publikummer til Train denne kølige søndag aften i maj.

Opvarmning: Superspark ***

Inden hovednavnet fik vi en halv times opvarmning ved det århusianske band Superspark. Kvintetten beskriver sig selv som "et rockband, der spiller pop", og det må siges at være en meget præcis beskrivelse. Traditionel rockbesætning med to guitarer, bas, trommer og forsanger, men superpoppede melodier og tekster i hjerte-smerte-universet, tilsat lidt humor.

Ærlig talt var det smagsmæssigt ikke lige min kop te - min første tanke var "Johnny Deluxe", og det er ikke en kompliment i min bog - men man må give Superspark, at de er glimrende musikere, skriver yderst iørefaldende popsange, og at forsanger Martin Christensen både har en god stemme og er en pretty boy og charmetrold med glimt i øjet. Singlen "Smuk Symbiose" blev eksempelvis præsenteret med følgende ord: "Denne her sang hitter lidt på P4, men vi kunne nu godt tænke os, at den også blev et hit på P3. For let's face it: Der er altså mere fisse i at hitte på P3 end P4". Pigerne på de første rækker syntes også at være godt tilfredse, og det ville ikke overraske mig, hvis Superspark bliver det næste danske pophit af Rasmus Seebach'ske dimensioner. I øvrigt et fedt bandnavn, som også prydede både trommesæt og guitarremme.

Train ****

Herefter blev det tid til hovednavnet, som jeg ærlig talt ikke havde de helt store forventninger til. Deres middle of the road-poprock med svage strejf af blues og soul er i indspillet form temmelig ordinær og på det jævne, bortset fra enkelte træfferne som især førnævnte "Drops Of Jupiter", og havde det ikke været for navnesammenfaldet med spillestedet, havde både GAFFA og jeg nok forbigået koncerten i larmende tavshed. Imidlertid synes bandet og ikke mindst forsanger Pat Monahan at være klar på en fest, trods det sparsomme fremmøde. Allerede i anden sang, "Get To Me", lagde han op til fællessang med publikum, og hans entusiasme blev besvaret af en overraskende veloplagt sal.

Monahan viste sig live at have en lige så stærk, om end lettere hæs stemme som på pladerne, mens guitarist Jimmy Stafford leverede solidt spil og flere soloer på den seksstrengede. Blandt andet i "Meet Virginia", som i øvrigt har en sjov lighed med TV-2's "Der Går Min Klasselærer" - akkordgangen er næsten den samme. Stemningen i salen steg yderligere, da Monahan i "She's On Fire" spurgte, om der var en pige i salen, der ville synge duet med ham. Det var der ikke. Var der så en dreng, som så ud som en pige, der havde lyst til at synge duet?? Ja, det var der så, og fyren på første række fik mikrofonen i hånden og viste sig at være overraskende velsyngende. Humøret fik endnu en gang lak, og barometeret steg atter, da Monahan i næste sang, balladen "When I Look To The Sky", helt lagde mikrofonen og uden problemer sang salen op foran meget afdæmpet akkompagnement. Stærkt.

Pat Monahan var ikke færdig med at hive crowdpleasende kaniner op af hatten. I sangen "If It's Love" skulle vi allle vifte med vores mobiltelefoner - som der også synes om i sangen - så han kunne tage et billede til sin Twitter-profil og dermed bevise over for sin familie, at han rent faktisk befandt sig i Europa. En måske letkøbt gimmick, men den virkede, ligesom fællessangen igen kom frem under balladen "Calling All Angels" og det sydstatsrockende titelnummer fra gruppens seneste album, "Save Me, San Francisco".

Endnu et højdepunkt fik vi i det aktuelle hit "Hey, Soul Sister" med Jimmy Stafford på ukulele, hvilket ikke var sangens eneste lighedspunkt med Nice Little Pinguins' "Flying". Herefter sagde Train "Tak for i aften", men da de endnu ikke havde spillet deres gennembrudshit, vidste vi godt, hvad der ventede. Og ganske rigtigt dryppede "Drops Of Jupiter" på os som første ekstranummer. Trains absolut største hit på disse kanter - og vel også deres bedste sang - fik singalong-sangen frem igen, men så var det også slut, bortset fra et covernummer, hvor publikum frit kunne vælge: Skulle det være Aerosmith, Led Zeppelin eller Van Halen? Der var mest stemning for det sidste, og så kunne Train lukke og slukke med "Dance The Night Away" til en koncert, der blev meget bedre, end jeg havde forventet. Simpelthen fordi Train formåede at vride al den musikalitet, som deres - stadig ret ordinære - sange trods alt besidder ud over publikum og tilmed så ud til, at de godt kunne lide det. Den ellers meget snakkesalige Pat Monahan, der blandt andet formåede at udtale "Århus" nogenlunde fejlfrit, kommenterede i øvrigt slet ikke Trains pudsige navnesammenfald med Train. Måske havde han stadig ikke fanget det...?

Train kommer i øvrigt tilbage til Danmark i oktober, lovede de. Måske skulle man kigge forbi igen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA