x
C.V. Jørgensen: Viften, Rødovre

C.V. Jørgensen, Viften, Rødovre

C.V. Jørgensen: Viften, Rødovre

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Det var langt hen ad vejen en fuldt godkendt koncert, C. V. Jørgensen og hans band leverede på Kulturhuset Viften i Rødovre. Så er det sagt. Men det var også et møde, hvor vi i en række numre befandt os mellem to stole, nemlig lyden fra slutfirserne og ekkoer af den triphop-influerede lyd, som startede med mesteralbummet, Sjælland. Men kun ekkoer, for en enkelt markant mand manglede i forhold til liveskiven fra 2003, nemlig trompetisten Flemming Agerskov. Dermed var der signaleret en lyd, som var tungere og mere bastant. Og det var lidt synd.

Specielt i starten af koncerten dominerede Gert Smedegaards tunge trommer lydbilledet, og vi skulle rimeligt langt frem, før lydmanden - og tidligere Lost Kids- trommeslager - Kose havde fået lyden til helt at falde på plads, og så lovede det pludselig endda meget godt for den øvrige turné. Ligesom det jo er nogle formidable roots-musikere, C. V. Jørgensen har omkring sig i den gamle rytmegruppe, hvor Knut Henriksen er en klippefast bassist. Dertil kommer perkussionist Rune Harder Olesen, som gav en del prøver på sin batá-tromme fra de cubanske tranceceremonier, når der blev plads til ham i lydbilledet,  og endelig de to guitarister, hvor specielt unikke Gustaf Ljunggren kom med mange overraskende - og særdeles rockede - indslag.

Alligevel fandt jeg, at det var i de mere hymneagtige numre, hvor musikerne søgte ind i de mere lyriske grooves, at bandet for alvor kom til sin ret. Når der gik zen i den, og de mesterlige strofer faldt som perler på en snor, mens bandet spredte guld med stor tålmodighed. Som på den isnende Spildte bedrifter, hvor den gennem hele koncerten særdeles velsyngende C. V. Jørgensen ramte helt ind med observationen "Mit livs lys er ude at svømme/ min næste er gået til ro/ jeg står ved en korsvej & savner dem begge to. Omgivet af indlevelse, så det battede. Eller Skygger af skønhed med en brillant slæbende lilletromme af Gert Smedegaard.

I den mere rockede afdeling var det specielt den sidste del af koncerten, hvor det for alvor begyndte at syde og boble mellem Aske Jacoby og Gustaf Ljunggren. Og blandt de sange, der virkede helt formidabelt, var hittet Datadisciplin, sunget med enorm friskhed af en forsanger, der på denne aften ikke bar præg af at have været væk fra scenen så længe. Ligesom der virkelig var kog på, som der skal være med en titel som gyngende grund, hvor Harder Olesens congas og Smedegaard lagde et sejt svingende fundament, mens Gustaf Ljunggren gav en fornem prøve på en af hans spidskompetencer, nemlig slideguitar. For så at gå om bord i Ude af sync, hvor Aske Jacoby - som i disse år har mere end travlt i rootsbandet Afenginn - viste rockdyret frem med en solo, der løftede taget, mens bandet svingede forbilledligt og Harders' congas fabulerede og gjorde et funky nummer uimodståeligt. Hvorefter vi ramte det muntre hjørne og Det si'r sig selv, og så ved vi jo godt, at der ikke er så meget at sige ud over tak, og så var det tid til ekstranumrene.

Det overvejende midaldrende publikum var på dette tidspunkt helt oppe at støde. Ikke et ord skal falde herfra om klimakteriegenerationens lyst til at hylde sine helte. Og C. V. kvitterede med sangen til sit crew med titlen Alle mine bagmænd og tog os så med hjem til Lyngby Hovedgade i de gode gamle dage og sangen til moren, Elisabeth. Et tidsbillede på niveau med andre syregrønne evergreens som Bellevue, som ikke er på repertoiret mere Indtil vi til sidst fik signaturen Det ganske lille band, hvor Jacoby gav os en snert af Ivan Horn et sted i storbyens små oaser med flanger og wahwah på den funky guitar, mens groovet sad upåklageligt.

Det var en turnéstart, der pegede fremad mod noget, der kan blive rigtigt godt.


Køb C.V. Jørgensen-billetter via GAFFA Live

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA