x
Diverse kunstnere: Teaterkoncert Bob Dylan, Århus Teater

Diverse kunstnere, Teaterkoncert Bob Dylan, Århus Teater

Diverse kunstnere: Teaterkoncert Bob Dylan, Århus Teater

Anmeldt af Stefan Hansen | GAFFA

En teaterkoncert er, ifølge instruktøren Nikolaj Cederholm, musik med teatrets virkemidler, ikke bare teater tilsat musik. Men har han ret?

Tildels. Rundt regnet halvdelen af numrene foregik i et realistisk univers, med sangere og skuespillere i rollerne som Frelsens Hærs soldater. Det lignede teater, bortset fra at der ingen dialoger var. Men bare det at karaktererne gik igen fra sang til sang, gjorde at mit meningssøgende neurologiske netværk arbejdede på højtryk for at finde en eller anden historie – en historie der ikke var der. Og det var faktisk irriterende, da jeg derfor ikke fuldt ud kunne nyde denne del af forestillingen.

Der var dog nogle gode numre blandt disse scener, og noget godt skuespil. For eksempel "It Ain't Me Babe", sunget med indlevelse af Ulla Henningsen, med en bævrende Ole Thestrup ved hendes side. Der var også en fantastisk version af "I Want You" med Claus Hempler og Liv Lykke, der i den grad slog fast, hvad sangen drejede sig om, da Hempler sang til Liv Lykke med Danmarks mest mandige vokal, mens han tog hende i skridtet. Disse sange virkede, hvorimod en sang som "One More Cup Of Coffee (Valley Below)" var mere koncertteater end teaterkoncert, og fra denne anmelders synspunkt godt kunne have været undværet.

Midtvejs inde i første akt var der et theremin-intermezzo af Søren Graversen, hvorefter den visuelle dimension heldigvis blev mere abstrakt. Hempler kom på scenen og gav en fortolkning af "Ballad Of A Thin Man" der var mere end vellykket, efterfulgt af Ole Thestrup der med "Desolation Row" fik slået fast at selvom han "bare" er skuespiller, så kan han altså også synge. Imponerende. At han blev akkompagneret af grimme grise der snusede omkring på scenen gjorde det ikke mindre spektakulært.

Og det blev bedre endnu, da første akt blev lukket af Bjørn Fjæstads fortolkning af "Knockin' On Heavens Door", sunget mens en skuespiller igen og igen – forgæves – hoppede flere meter op i luften bag ham for at banke på himlens dør. Sikke en vokal, det gav våde øjne.

Anden akt

I starten af anden akt var det Liv Lykke der imponerede, med sin mildest talt frække og forførende vokal og sit kropssprog, først i duet med Hempler, derefter – i bedste Pippi Langstrømpe-stil – med "Maggie's Farm" til ug.

Men så gik der for meget teater i den igen. Det var Ulla Henningsen der gav den som præst. Det var en fin teaterpræstation, men jeg var kommet for musikken. Væk med det også, tak.

Heldigvis kom Bjørn Fjæstad og en flyvende guitarist til undsætning. Hvordan man kan trykke en guitarsolo af, mens man – som en anden Pinocchio – bliver kastet fra side til side to-tre meter over scenen, er mig ubegribeligt. Men det var præcist hvad kapelmester Jens Hellemann gjorde.

Lidt senere var det igen Fjæstad der imponerede, da han – sammen med Liv Lykke – gav et lærebogseksempel på hvordan man fortæller en historie med sin stemme i sangen "It's All Over Now, Baby Blue". Helt fantastisk!

I "Everything Is Broken" var alt ødelagt, også visuelt, på en måde der underbyggede lyrikken. Godt tænkt, hr. Cederholm. Smukt. Og så med en saxsolo a la Bowies "Black Tie White Noise" – virkelig smukt.

Senere sang Liv Lykke "Like A Rolling Stone" iført strutskørt som en åben bog med boglampe og det hele. Og hold kæft en ejendommelig måde at synge på. Absolut fascinerende.

Og så skulle forestillingen sluttes af. Det blev den med Ulla Henningsen i et smukt, stille og sparsomt arrangement af "I Threw It All Away", med en vokal der var mere "musicalsk" end musikalsk. Æv. Den kunne vi også godt have været foruden.

Og apropos at kunne være foruden, så er det kritikpunkt nummer ét: der var mere end tredive sange. Havde der været tyve – vel at mærke de rigtige tyve – så havde denne oplevelse været til seks stjerner. Men andre ord, jeg giver ikke fem stjerner fordi der manglede noget, men fordi skulptøren præsenterede sit værk inden det var slebet helt til.

Til sidst vil jeg gerne fremhæve to væsentlige kritikpunkter: et positivt og et negativt. Først lyden. Den var, med få undtagelser, væsentlig bedre end 90 procent af alle rockkoncerter. Balancen mellem vokaler og instrumenter var god, i modsætning til mange rockkoncerter, hvor det lydæstetiske ideal alt for ofte er at give publikum en hyletone med hjem.

Dernæst rammen, her tænker jeg på teatret, og de publikumskonventioner der følger med. Ja, det er rart at sidemanden ikke spilder øl på en, men at han sidder ret op og ned – selv i de numre der i den grad appellerer til vores danseinstinkt – påvirker oplevelsen i nedadgående retning. Om en oplevelse er god eller ej er i bund og grund et resultat af biokemien i vores hjerne, og den påvirkes ikke kun af det på scenen, men også af den mellemmenneskelige synergi os og os imellem. Der burde derfor have været et skilt over døren med ordene: "Smid korrektheden over bord, kære publikum".

 

Forestillingen spiller til og med 19. juni og igen 20. august-11. september. Køb billetter til Teaterkoncert Bob Dylan via GAFFA Live


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA