x
Kronos Quartet: Tivolis Koncertsal, København

Kronos Quartet, Tivolis Koncertsal, København

Kronos Quartet: Tivolis Koncertsal, København

Anmeldt af Morten Gottschalck | GAFFA

Det altid overdådige Tivoli havde lagt baggrund og stolerækker til Kronos Quartets besøg i Danmark. Ensemblet kører på cirka 37. år og har en imponerende spændvidde. Jeg tør dårligt gætte på en genre, de ikke har berørt. Japansk neo-trance? Antarktiske vuggeviser?

Før kvartetten gik på, blev det annonceret, at der efter koncerten ville være en Q&A med kvartetten. Publikum fik mulighed for at forberede spørgsmål. Hvis der er noget, vi allesammen elsker, er det en kunstner med overskud. 

Aftenen startede med Raz Mesinais "Crossfader", som var noget nær en lydmæssig øretæve, á la det senere Scott Walker. Det var mest af alt en rockkomposition med vers/omkvæd, og kunne i teorien fungere som skræk og advarsel for eventuelt vildfarne publikummer, som skulle have været til swing i Grøften. Ikke et behageligt nummer efter normal radio-standard, og nummeret affødte da også et par negative kommentarer fra folk omkring mig. Men samtidig var det tydeligt, at Kronos-drengene havde instrumenterne syet på. Det hele sad, som det skulle. Ikke en finger at sætte. Går man til koncert med dette ensemble, må man forvente den slags før eller siden. 

Så vi blev siddende i klap-ned-stolene og lod næste nummer, med Ramallah Underground, rulle ind over os. Nummerets titel kunne på engelsk oversættes til "Distortion". Det var endnu en fint komponeret nummer, tilsat forskellige samples af mere eller mindre støjende art, som sendte tankerne mod en støvet ungdomskultur et sted i Mellemøsten. 

Efter en passende portion klapsalver blev kursen igen ændret, og vi fik serveret et græsk stykke, så fint som et stykke sirligt udvalgt hvidt chokolade, nydt i måneskin. Fra en pol til en anden. Og derfra videre til en jødisk/rumænsk bønnemelodi, som blev serveret med en smuk harmonisk hvisken fra de fire strygere.

Tyngde

Herefter fulgte et stykke, som givetvis ramte mig hårdere i kraft af min nyfødte datter. Nummeret hed "Cradle Song", og ledte mine tanker hen på alle de bekymringer, forhåbninger og den stressede hverdag, som følger, når man summer om et lille hjælpeløst barn. Nummeret bestod af lige dele børneskrål og salig harmoni, i begge ekstremer. Jeg holdt mig for ørerne noget af tiden. Resten af tiden var jeg nærmest paralyseret.

Efter denne kraftpræstation fulgte nogle numre, som ikke havde lige så stor gennemslagskraft, trods alsidigheden: Et serbisk nummer med tromme og brøl, samt et lidt skuffende nummer af islandske Sigur Rós. Der manglede bare noget - lidt ligesom når et symfoniorkester spiller Metallica. Lysmanden M/K gjorde ellers et fremragende stykke arbejde aftenen igennem, og lod blandt andet det grønne lys sende tankerne tilbage på Sigur Rós-koncerten på Roskilde Festival 2006. Skyggerne på væggene blev en del af de historier, kompositionerne fortalte. Lydbilledet var glimrende, selvom jeg et par gange blev distraheret, når Jeffrey Zeigler brugte sin cello som bas, hvilket på mystisk vis forsinkede hans lyd en smule. 

Og så fik vi sidste annoncerede nummer, som var en underlig omgang cello-tilsat-distortion, så folk omkring mig tog sig til munden. Måske ville kvartetten slutte, som de startede; med en øretæve, for at sætte os allesammen på plads. Da tonerne klingede af, kiggede den høje frontmand David Harrington på sine kolleger, som for at sige: Skal vi lige tage en ekstra? Okay, mente de. Og gerne for min skyld.

Nu kom vi til det svenske, med et band som hedder Triakel og deres nummer "Tusen Tankar". Det var ren balsam, ualmindeligt flot, og den perfekte afslutning. Men vent, vi fik derefter serveret tre mellemøstlige numre fra seneste og glimrende plade "Floodplain", og det var lige i skabet. Hvis ord ellers rakte.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA