x
Bassekou Kouyate & Ngoni ba: Global, Nørrebro, København

Bassekou Kouyate & Ngoni ba, Global, Nørrebro, København

Bassekou Kouyate & Ngoni ba: Global, Nørrebro, København

Anmeldt af Torben Holleufer | GAFFA

Bassekou Kouyate fra Mali er mesteren over dem alle på den lille lut - ngoni'en. Han har over de sidste år øget sit ellers betragtelige niveau og fremstår i dag som en revolutionær, virtuos og klassisk bandleader. Jeg så ham første gang for 14 år siden som del af koraspiller Toumani Diabatés berømte trio, og så har vi haft den glæde at kunne følge hans utrolige udvikling, siden han startede eget band, og sammen med sin bror, nevø og ikke mindst sin kone, den formidable sangerinde Ami Sacko, satte sig for at lægge verden for sine fødder.

Bassekous revolutionære handling var, at han ville lave et band med fire ngonier, hvor den dybe mindede meget om den gimbri, som gnawaerne i Marokko bruger, men i hænderne på Moussa Ba skal det siges, at den bas både er funky ud over alle grænser og spilles med en helt uhørt ekvibrilisme. Sidste gang jeg så gruppen, fejede de gulvet væk under os med et show, hvor blues var blevet et kraftigt element, den blues, der for alvor kom til Bassekou, da han dels arbejdede med Ali Farka Toure, og siden indspillede i Bamako med Dee Dee Bridgewater. Og nu er den en fuldt integreret del af hans arbejde på scenen, hvor han i den grad lever op til Chuck Berrys gamle Johnny B. Goode, som spillede sin guitar "like ringing a bell". For når Bassekou topper sine utrolige kildevæld på strengeinstrumentet, og oven i købet er begyndt at bruge wahwah-pedal, så er Jimi Hendrix lige om hjørnet. Bassekou forstår simpelthen i sine musikalske billeder at give respekt til alle mestrene, netop fordi han selv er en stor en af slagsen.

Vi fik selvfølgelig de gode numre fra de to album, samt nogle nye ting. Og det var en fornøjelse at se, hvordan nevøen Oumar Kouyate nu var vokset til, og da jeg bagefter talte med Bassekou og bandet, var de enige om, at knægten nu er en lille mester. Så der var pludselig to overbevisende soloartister på scenen, og da så konen Ami Sacko gav los i andet sæt med et vaskeægte fabulerende og beåndet sangforløb, hvor hun ramte de højeste toner og til fulde målte sig med de største, med en Kandia Kouyaté eller en Babani Kone, så stod alle og stirrede, for når en jelimousou, som de kvindelige jeli'er hedder på bambara, giver los, så må alle andre tie. Jeg har aldrig set Ami Sacko i den grad tage fra, og det var storslået.

Så det var en koncert af de sjældne. Hvor vi fik de helt opspeedede forløb, hvor tonerne kastedes rundt mellem musikerne, og hvor smilene og dansen på scenen viste et hamrende godt orkester, der var blevet mere end en tand bedre, og nød det sammen. Ligesom den gode nyhed er, at de kommer tilbage til Roskilde Festival.

Det bliver kæmpestort. Som det var det denne aften på Global.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA