x
Montgomery : Spot, Train, Århus

Montgomery , Spot, Train, Århus

Montgomery : Spot, Train, Århus

Anmeldt af Stefan Hansen | GAFFA

Da franske Montgomery gik på scenen, var der 44 mennesker i salen. Nogle sad på stolene rundt omkring, halvdelen stod på gulvet foran scenen, og alle blev vi – lidt sarkastisk – bydt velkommen af forsangeren med ordene "velkommen allesammen", inden de strengede instrumenter, uden dikkedarer, fyldte rummet med en mættet støj, der – på trods af at bandet stemte deres instrumenter samtidig – var stemningsfuld og dragende.

Inden længe satte trommeslageren ind, strengene klingede som de skulle, og sangeren satte læberne til én af sine to mikrofoner, den af dem der gav ham en lyd der fik hans vokal til at lyde mere som en effekt end en stemme. Det lød lækkert, og svært karakteriserbart – som et møde mellem Sonic Youth og King Crimson på "The Construkction of Light", tilføjet mere poppede melodier. Melodier der nogle gange lå så tæt op ad kendte melodier at ordene til disse næsten begyndte at gro som mos på ens tunge – men kun næsten, for selv om der var klare ligheder, så havde melodierne fået et Montgomery-vrid, der gjorde dem til deres egne.

På et tidspunkt lykkedes det mig dog – stædigt – at finde den melodi Montgomery tirrede med. Det var Pulps "Common People", dog i en mere brutal indpakning, og med en underliggende harmonisk mutation, der fik den til at virke en anelse truende, og skabe billeder af et væsen der nok hellere burde være bag tykke glasvægge i et laboratorium, end i luften på Train. Det vækkede samtlige af mine kamp-flugt-gener, der kolliderede mod hinanden og lækkede adrenalin. Det gav et sug i maven, men jeg valgte at blive på gulvet, og tage kampen op.

Det viste sig at være en god ide. Kort efter, efter endnu en flydende overgang fra ét nummer til et andet – hvilket virkede meget bedre end de lange pauser alt for mange amatørbands excellerer i – lukkede trommeslageren øjnene og smed et voldsomt, akavet beat i hovedet på os. Han blev bakket op af bassisten – der forøvrigt lignede en basker ved navn Alberto – der hoppede op og ned, mens hans fingre trak strengene til bristepunktet. Det rykkede for vildt. Og som om det ikke var nok, så satte guitaristen sig på hug helt ude på kanten af scenen, hvor han pegede sin guitar i retning af os, og strøg den frem og tilbage over hegnet foran scenen. Det var et inferno at støj, den slags støj der taler til noget dybt, dybt nede i de mørkeste kroge af den sump vi kalder vores underbevidsthed.

Siddende på hug kastede han håret til siden, og stirrede på os. De modigste af os stod to-tre meter fra hegnet, men da guitaristen slap sin guitar med den ene hånd og med langsommme bevægelser vinkede os til sig, mens hans læber viskede "come, come", kunne vi intet andet end lydigt rykke tættere på. Det var monotont og hypnotisk.

Desværre var det, som helhed, for monotont. Mod enden blev det for meget, på trods af nogle overraskende elementer nu og da, der bragte os fra passager med undervandsstilhed til et brutalt Nirvana på mindre end et øjeblik. Det var også alt for højt, 99 dB omkring ti meter fra scenen, og lyset virkede falmet, ligesom bandets generelt grimme påklædning.

Summa summarum: Det var en god koncert – som Efterklag på højspænding – og det kunne have været en endnu bedre koncert hvis lydniveauet havde været lavere, hvis der havde været mere dynamisk og klanglig variation – eller hvis koncerten havde været kortere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA